EU må stoppe Israels blokade af Gaza
Euro-Mediterranean Human Rights Network (EMHRN), Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) udtaler i anledning af 1-året for ophøret af Israels Gaza krig 18. januar:
Efter krigen i Gaza bevilgede det internationale samfund 4 milliarder dollars til genopbygning af Gaza. En stor del af disse midler er aldrig blevet brugt, fordi blokaden af Gaza forhindrer genopbygningen. Krigens sår er aldrig blevet helet.
Blokaden, der er en kollektiv afstraffelse af den palæstinensiske civilbefolkning i modstrid med 4. Geneve konvention, har store humanitære omkostninger. Udover 1400 dræbte blev 100.000 civile gjort hjemløse, og titusindvis blev traumatiserede af krigen. Pga. Israels blokade af Gaza har skoler, hospitaler og ødelagte private hjem ikke kunnet repareres, fordi blokaden forhindrer import af alle former for byggematerialer.
Kloakker, vand og el-forsyning er hårdt ramt, og 90 procent af befolkningen mangler fortsat elektricitet 4-8 timer hver dag. Gazas erhvervsliv er reelt ophørt pga. import- og eksportstop. Mere end 40 procent af arbejdsstyrken er uden job, og over 70 procent er afhængig af fødevarehjælp.
Nøden i Gaza er ikke – som i Haiti – forårsaget af et jordskælv. Det er en menneskeskabt katastrofe forårsaget af Israels blokade.
EU har tidligere i meget stærke vendinger kaldt blokaden uacceptabel og krævet en øjeblikkelig åbning for den humanitære bistand, så en genopbygning kan komme i gang. Det er ikke sket endnu. Israel har overhørt henstillingerne fra det internationale samfund.
Det er helt uacceptabelt, at EU, som er den største bidragsyder til genopbygning af de besatte palæstinensiske områder, og andre aktører ikke kan komme til at hjælpe civilbefolkningen i Gaza. Det er i alles interesse, at civilbefolkningen i Gaza kommer på fode igen og en central forudsætning for fred i området. Fattigdom og armod bidrager kun til at styrke de fundamentalistiske kræfter i Gaza. Derfor bør Danmark via EU arbejde for at blokaden hæves øjeblikkeligt.
* Euro-Mediterranean Human Rights Network
* Folkekirkens Nødhjælp
* Mellemfolkeligt Samvirke
* Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT)