EU-Kommissionen: Tillad farlige stoffer i kosmetik
EU-kommissionen har planer om at tillade farlige stoffer i kosmetik, som både kan give kræft og forårsage skade på fostre og menneskers arveanlæg, samt nedsætte muligheden for at få børn. Rina Ronja Kari mener, at EU spiller hasard med borgernes sundhed.
EU-kommissionen er i fuld gang med planer om at tillade de såkaldte CMR-stoffer, der siden 2010 har været forbudt i hele EU. Det skriver dagbladet BT. CMR er blevet brugt i bodylotion, creme, øjenskygge, make-up fjerner og en række andre kosmetiske produkter.
Forbuddet skyldes, at stofferne har en lang række alvorlige bivirkninger. Ifølge Miljøstyrelsen er CMR-stoffer ”blandt de stoffer, der anses for at være mest skadelige for menneskers sundhed, da nogle af dem kan forårsage langtidsvirkninger, der kan have dødelig udgang eller give permanente skader.”
BT skriver, at CMR-stoffer give kræft, skade fostre, menneskers arveanlæg og muligheden for at få børn.
Grotesk at spille hasard med borgernes sundhed
”Det er fuldstændig grotesk, at EU-kommissionen endnu en gang vil sætte erhvervslivet økonomiske interesser over borgernes sundhed. Det er simpelthen at spille hasard med folks helbred, og det viser jo ret tydeligt, at EU i virkeligheden ikke har nogen som helst respekt for borgerne,” siger Rina Ronja Kari, der er medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.
Rina Ronja Kari kalder det glædeligt, at den danske miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen tager afstand fra forslaget. Sammen med Frankrig, Sverige, Finland, Portugal, Litauen, Grækenland og Belgien har Lunde Larsen skrevet til kommissæren for at understrege, at forslaget ikke er acceptabelt. Alligevel mener Kari ikke, at et brev er nok.
”Så længe Danmark er underlagt EU’s love, så vil den her slags situationer opstå. EU har kun interesse i, at erhvervslivet kan tjene flere penge, også selvom det sker på bekostning af borgernes sundhed. Vi har set det med madsminkedirektivet, og nu med dette initiativ. Hvis den danske regering virkelig mener, at de går imod denne type forslag, så skal gøre konsekvent op med hele EU-systemet,” siger Rina Ronja Kari.
Forbrugerrådet bekymret
Forbrugerrådet Tænk Kemi udtrykker ifølge BT også bekymring for forbrugernes helbred.
“CMR-stofferne er ret slemme. Det er faktisk nogle af de værste stoffer. Med den nye praksis bliver det nu EU-myndighederne, der skal bevise, at stofferne er skadelige for mennesker, før de kan forbydes. Tidligere kom tvivlen forbrugerne til gode i form af et automatisk forbud. Det vil tage en rum tid for EU at undersøge de her omkring 200 stoffer til bunds. I nogle tilfælde årevis,” siger projektchef i Forbrugerrådet Tænk Kemi Claus Jørgensen til BT.
Dermed kan forbrugerne i princippet anvende sundhedsskadelige produkter i flere år, før det er blevet bevist, om de er skadelige eller ej.
Danmark er magtesløs over for EU
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen udtaler til BT, at han vil lave ”en oplysende indsats i forhold til forbrugerne, for vi har ingen interesse i, at danske forbrugere skal blive skadet af de her produkter.”
Rina Ronja Kari mener dog ikke, at dette på nogen måde er en holdbar løsning.
”Når Esben Lunde Larsen foreslår, at man vil lave oplysningskampagner om CMR-produkter, hvis de bliver tilladt af EU, så udstiller det jo klokkeklart Danmarks magtesløshed over for EU. Vi er fuldstændig prisgivet, for vi kan ikke længere forbyde farlige produkter i Danmark, hvis EU godkender dem. Og EU er i princippet parat til at sætte folks liv på spil for, at erhvervslivet kan tjene flere penge,” siger Rina Ronja Kari.