EU: Island skal indføre liberalistisk politik
I forbindelse med behandlingen af Islands ansøgning om medlemskab af EU, har EU-kommissionen udgivet en evalueringsrapport om Islands situation på baggrund af de kriterier, EU sætter for optagelse. I rapporten kritiserer EU Island på flere områder.
Et af kritikpunkterne går på, at Island ikke har skåret tilstrækkeligt i de offentlige budgetter. Kritikken kommer, selvom observatører ellers i de seneste måneder har rost Island for landets håndtering af situationen og den bemærkelsesværdigt hurtige fremgang efter finanskrisen. Sådan skriver ABCnyheter.no .
EU-kommissionen ser også problemer i finanssektoren, som efter Kommissionens mening er svag på grund af restriktioner i den fri bevægelighed for kapital.
Et stort kritikpunkt i rapporten er, at der endnu ikke er kommet en afgørelse på striden om den krakkede bank Icesave, som var en af hovedårsagerne til, at Islands banksektor kollapsede i 2008. Befolkningen i Island har to gange gennem folkeafstemning afvist at dække det tab, banken påførte især hollandske og britiske kunder, da befolkningen ikke ser det som deres opgave at hæfte for, hvad banker og spekulanter bedriver. Denne strid er endnu uafklaret, da både den hollandske og den britiske regering fortsat kræver, at islændingene skal dække tabet.
Endelig noterer EU-kommissionen sig, at der en stor modstand i Island mod overhovedet at blive medlem af EU.
Jens Andersen