EU er et »lobby-ly«
EU-parlamentet skal i dag behandle en revision af det såkaldte Ã…benhedsregister.
Ã…benhedsregisteret – også kaldet ”˜lobbyregisteret’ – skal på papiret give borgerne direkte adgang til oplysninger om, hvilke interessegrupper, der søger at påvirke beslutningsprocessen i EU – samt om hvilke interesser de arbejder for, og hvilke ressourcer, de investerer i disse lobbyaktiviteter.
Lobbyregisteret blev lanceret som et fælles register for EU-kommissionen og EU-parlamentet i 2011 (registeret dækker ikke de øvrige EU-institutioner).
Det seneste år har en lukket gruppe bestående af nogle medlemmer af EU-parlamentet sammen med Kommissæren for forvaltning og interinstitutionelle anliggender, MaroÅ¡ Å efÄoviÄ, foretaget en revision af registeret.
Resultatet af revisionen er en såkaldt interinstitutionel aftale mellem parlamentet og kommissionen, der dels fastslår, at lobbyregisteret er en ubetinget success. Og dels udstikker aftalen nogle forbedringer til det nuværende register.
Det er nu op til parlamentets Konstitutionelle Udvalg (AFCO), som jeg er medlem af, at behandle revisionen.
Overordnet set er jeg på ingen måde enig med revisionen i, at lobbyregisteret skulle være en succes – eller at der skulle være tale om egentlige forbedringer, hvad angår de småjusteringer af registeret, som, revisionen mener, bør foretages.
Det største problem er, at revisionen ikke indebærer, at vi får et obligatorisk lobbyregister for EU-institutionerne.
Et obligatorisk lobbyregister med effektive håndhævelsesmekanismer ville betyde, at det kun ville være tilladt for politikere og embedsmænd i kommissionen og parlamentet at mødes med lobbyister, der har opgivet relevante informationer til offentligheden om deres aktiviteter.
I stedet vil det fortsat være frivilligt for lobbyister at lade sig registrere. Det betyder, at borgerne ikke kan få et klart billede af hvilke interessegrupper, der har lobbyet for eller imod en lov.
Vi kan heller ikke få et klart billede af hvilke interessegrupper beslutningstagerne har holdt møder med. Har der været tale om en bred og lige inddragelse af offentligheden – eller har det blot været en snæver kreds af særinteresser?
Men inden jeg går videre med dette indlæg, må jeg hellere forklare, hvorfor det overhovedet er nødvendigt med et obligatorisk lobbyregister.
Ureguleret lobbyisme
Bruxelles er ikke bare hjemsted for NATO og de mest centrale EU-institutioner, som Kommissionen, Rådet og EU-parlamentet, men er også vært for tusinder af lobbyister.
Ifølge, paraplyorganisationen, ALTER-EU, der arbejder for indførelsen af et obligatorisk lobbyregister i EU, er der mellem 25-30.000 professionelle lobbyister i Bruxelles. Registeret har i dag kun 6461 registreringer (meget af det vi ved om lobbyisme skyldes en ihærdig indsats fra NGO’er og journalister, som har forsøgt at afdække lobbyismens omfang).
To tredjedele repræsenterer det private erhvervsliv – mens NGO’er, sociale bevægelser og fagforeninger er stærkt underrepræsenteret.
Samtidig eksisterer der et kompliceret netværk af mere end 1.500 industri lobbygrupper og hundredevis af advokat firmaer og public affairs bureauer ”“ f.eks. Burson-Marsteller, Gplus, APCO og Hill & Knowlton.
500 af verdens største virksomheder ”“ f.eks. BP, Rolls Royce, BASF, Shell, Deutsche Bank – har deres eget lobbykontor omkring EU-institutionerne. Nogle har deres kontor på den anden side af gaden overfor en af EU-institutionerne – eller i en af nabobygningerne.
Derudover er lobby erhvervet i Bruxelles blevet til en profitabel branche, hvor der bruges milliarder af kroner om året på at få indflydelse på EU-lovgivningen.
På trods af lobbyismens massive omfang eksisterer der stadig ingen meningsfuld regulering eller gennemsigtighed, omkring lobbyisme i EU.
Det drejer sig for eksempel om, at advokatfirmaer konsekvent boykotter lobbyregisteret. Og hvad angår de lobbyister, som faktisk registrerer sig, er de oplysninger, de opgiver i registeret af meget svingende kvalitet.
Ofte er de enten ukorrekte eller forældede. Det betyder, at oplysningerne er ubrugelige til at identificere, hvem der lobbyer hvad ”“ samt hvilke klienter de forskellige public affairs bureauer reelt repræsenterer.
På den måde er EU et ureguleret lobby-ly.
Demokratiske problemer
Det giver mindst tre alvorlige demokratiske problemer:
For det første, er der ikke langt fra ugennemsigtighed til korruption. Selvfølgelig er der allerede lovgivning mod korruption. Men alt andet end lige er gennemsigtighed et af de bedste instrumenter til at sikre, at korruption ikke forekommer.
For det andet, er det umuligt for borgerne at finde ud hvordan, en lov eller et lovforslag er blevet til, og hvem der er blevet hørt i processen. Love bliver sjældent til i en glasboble ”“ og det skal de heller ikke, lovgivning skal blive til i en aktiv dialog med offentligheden.
EU-lovgivning bliver da heller ikke altid til i en glasboble ”“ selvom det ofte virker sådan. Men der er adskillige eksempler, der tyder på, at et forslag er blevet til, fordi EU udelukkende har lyttet til særinteresser.
For eksempel er det kommet frem, at Kommissionen næsten udelukkende har rådført sig med det store erhvervsliv under forhandlingerne mellem EU og USA om en ny frihandelsaftale (TTIP).
Ud af 130 møder, som Kommissionen har holdt med interessegrupper, er 119 blevet holdt med store virksomheder og deres lobbygrupper.
Det er på trods af, at TTIP-forhandlingerne handler om alt fra GMO-varer og klorvaskede kyllinger til offentlige indkøbspolitikker, arbejdsmarked og private investorers rettigheder. Mon ikke forbrugerne, lønmodtagerne og skatteborgerne også fortjener at blive hørt?
Disse oplysninger er kommet frem takket være Corporate Europe Observatory, en NGO som holder øje med erhverslobbyens indflydelse på EU-lovgivningen. Det skyldes ikke EU’s lobbyregister.
Indflydelse koster penge
Det tredje demokratiske problem, der opstår ved fraværet af et obligatorisk register, er, at vi ikke har et præcist billede af hvor stor en rolle finansielle ressourcer spiller for EU’s demokrati.
I sin bog ”˜EU inifrån’ beretter det tidligere svenske medlem af EU-parlamentet, Jens Holm, om revisionen af EU’s kosmetik-direktiv.
En af industriens centrale lobbyister var kosmetik-lobbygruppen, COLIPA, som repræsenterer virksomheder som Colgate Palmolive, L’Oréal, Procter & Gamble, Unilever og Chanel. COLIPA havde 20 fuldtidsansatte på deres kontor i Bruxelles samt en stribe tilknyttede konsulenter til at arbejde med lovgivning, der vedrører kosmetik.
Som kontrast havde den europæiske forbruger organisation, BEUC, kun en person ansat til arbejde med kosmetik-lovgivning.
Dette misforhold gælder ikke kun kosmetik området, men også finansområdet, klima- og miljølovgivning, fødvarelovgivning og meget mere.
Sammenlignet med de private virksomheder er det meget få af de øvrige interessegrupper, der har finansielle ressourcer til at holde kontor i Bruxelles og bemande det med professionelt personale.
Vi kan med sikkerhed sige, at de store erhvervsinteresser bruger mange ressourcer på at få indflydelse på EU-lovgivningen. Det kan ikke være helt billigt at have 20 fastansatte lobbyister. Vi kan også med sikkerhed sige, at det er investeringer, der kan betale sig ”“ ellers var vel der ingen grund til at bruge pengene på lobby.
Men uden et obligatorisk register kan vi ikke afdække i hvilket omfang det er afgørende at være en pengestærk interesseorganisation for at blive hørt i EU.
Derfor stiller jeg i dag blandt andet et forslag om, at Kommissionen senest i august 2015, skal komme med et forslag til et obligatorisk register. Og indtil det sker skal begge institutioner vedtage klare instrumenter til at skabe incitament for at lade sig registrere. For eksempel ved at begrænse uregistrerede lobbyisters muligheder for at få adgang til EU-institutionerne og fratage dem nogle af de privilegier de i øjeblikket nyder.
