Onsdag den 9. november fremlagde EU-Kommissionen officielt et længe ventet forslag. Forslaget reviderer reglerne for finanspolitikken i EU’s medlemslande.
STABILITET OG VÆKST
EU har i dag meget strikse regler for, hvordan de enkelte medlemslande forvalter deres statsbudgetter. I EU’s traktater står der, at EU-lande ikke må have et årligt underskud på mere end 3% af deres bruttonationalprodukt (BNP), eller en samlet statsgæld på mere end 60% af BNP. I 1997 vedtog EU desuden den såkaldte ”Stabilitets- og vækstpagt”, der giver EU-Kommissionen ret til at kontrollere, at landene lever op til 3%- og 60%-reglen. Der blev også indført mulighed for bødestraf, hvis et land ikke overholdt reglerne.
Reglerne indebærer, et EU-land ikke må bruge markant flere penge, end det forventer at tjene i et givent år, og at statsgælden ikke må vokse sig for stor over tid. Formålet er at sikre økonomisk stabilitet og forhindre overophedning i økonomien.
STRAMMERE REGLER EFTER FINANSKRISEN
Efter finanskrisen blev der strammet yderligere på reglerne. Man indførte Det Europæiske Semester, som er EU’s årlige kontrol med, at Stabilitets- og Vækstpagten følges. Under den årlige kontrol kommer EU-Kommissionen og Det Europæiske Råd med henstillinger til landene om velfærdsreformer med henblik på at leve op til EU’s budgetbalanceregler.
Det var også i kølvandet på finanskrisen, at Finanspagten blev vedtaget. Denne indfører adskillige nye delmål og opstramninger. Finanspagten indebærer, at lande med lav gæld ikke må have et strukturelt underskud på mere end 1% af BNP. Lande med høj gæld ikke må have et strukturelt underskud på mere end en 0,5% af BNP.
Derudover skal lande med en samlet gæld, der overstiger 60% af BNP, nedbringe deres gældskvotient med 1/20 af forskellen mellem deres nuværende gældskvotient og 60%-målsætningen. Denne regel kaldes 1/20-reglen.
FORHINDRER VÆKST-FREMMENDE INVESTERINGER
Stabilitets- og vækstpagten er er blevet kritiseret voldsomt gennem årene. I en rundspørge blandt 41 topøkonomer foretaget af Center for European Policy Research svarede 40 af økonomerne, at reglerne bør laves om.
Et af de vigtigste kritikpunkter handler om, at reglerne forhindrer landene i at lave store offentlige investeringer til gavn for eksempelvis velfærd, klima og/eller langsigtet økonomisk vækst.
Efter finanskrisen udtalte nobelpristager og økonom Paul Krugman, at Finanspagten ”reelt binder landene til en økonomisk nedskæringspolitik som det eneste svar på krisen.” Økonomer som Krugman argumenterer for, at budgetbalance bedre kan opnås, ved at BNP stiger end at gælden falder. Flere og flere økonomer begynder at tale for denne fremgangsmåde. Selv den Internationale Valutafond (IMF), som ellers er kendt for at insistere på sparepolitik, begyndte i 2016 at tale om, at en sådan politik kan hæmme vækst. Med Finanspagtens stramme krav er det dog ikke muligt på den måde at investere sig ud af krisen.
Derudover er der også mange der mener, at investeringer i den grønne omstilling bør tages ud af statsgældsregnskabet gennem en ”grøn investeringsklausul”. Fortalere for det synspunkt mener, at EU’s stramme økonomiske regler risikerer at afholde lande fra at bruge de nødvendige penge på at leve op til Paris aftalen om klimaet. Lande bør ikke risikere bødestraf fra EU for at levere grønne løsninger, lyder argumentet.
FAKTA: EU’S REGLER NUOFFENTLIGT UNDERSKUD <3% BNP |
REGLERNE FØLGES IKKE
Kritikken går ikke kun ud på, at reglerne er for stramme. Nogle økonomer mener tværtimod, at problemet er, at reglerne ikke følges. Den gennemsnitlige gældskvotient i EU er 87,9%, hvilket er ret langt fra målet om 60% eller derunder. Derudover er der meget få lande, der rent faktisk lever op til reglerne om offentligt underskud.
Landene holdes ikke op på gældsreduktionsmålene. I Grækenland er den offentlige gæld på 194,5% af BNP. Hvis Grækenland skulle leve op til 1/20-reglen, skulle Grækenlands gældkvotient reduceres med 6,7% om året. Grækenlands økonomi er i høj grad styret af EU. Alligevel er der få, der anser det som at være realistisk med så omfattende en årlig gældsreduktion.
KONSEKVENSER FOR DANMARK
Danmark er langt hen ad vejen den gode elev i klassen, hvad angår EU’s finanspolitiske regler. Alligevel har reglerne haft omfattende konsekvenser herhjemme.
I 2010 oversteg Danmarks underskud EU’s 3%-grænse. Den daværende VK-regering gav EU-Kommissionens efterfølgende henstillinger som en af begrundelserne for den såkaldte genopretningspakke.
Siden er der sket reformer af efterløn, fleksjob, førtidspension og kommunale og regionale budgetlofter med henvisning til EU-Kommissionens henstillinger. 2010’ernes omfattende reformer og nedskæringer var altså ikke alene et resultat af folkevalgte politikeres ønsker, men også den ikke-folkevalgte EU-Kommissions politiske pres og anbefalinger.
Derudover er danske offentlige finanser styret meget stramt via Budgetloven. Budgetloven er den danske implementering af Finanspagten. Budgetloven siger, at Danmarks strukturelle underskud ikke må overstige 0,5% af BNP. Det var frivilligt for Danmark at tiltræde Finanspagten, da vi ikke er et euroland. Det valgte S-R-SF-regeringen i 2012 at gøre alligevel. Budgetloven er blevet kritiseret for at overimplementere Finanspagten, da Finanspagten faktisk tillader et underskud på 1%, hvis et land har så lavt et underskud, som Danmark har.
PAUSE FRA REGLERNE OG LØFTER OM REFORM
I kølvandet på coronakrisen blev den dybt kritiserede stabilitets- og vækstpagt suspenderet, så landene havde mulighed for at foretage nødvendige investeringer i sundhedstiltag, hjælpepakker mv. I stedet indførte EU med sin genopretningsfond en økonomisk overvågning, der minder om en udvidet version af det europæiske semester.
Nu hvor reglerne inden længe skal genindføres, rejser EU-Kommissionen en fornyet debat om, hvordan reglerne egentlig bør se ud.
DE NYE TONER
EU-Kommissionens forslag til nye finanspolitiske regler blev fremlagt med store armbevægelser og løfter om, at de nye regler er ”enklere, mere transparente og mere effektive”.
De ”enkle” består af, at landene ikke længere skal overholde helt så rigide regler for, hvordan de skal nedbringe deres gæld. Kommissionen vil for eksempel afskaffe 1/20-reglen. EU-Kommissionen anerkender, at det ikke er realistisk for de mest forgældede lande at nedbringe deres gæld med strenge, ensartede sparekrav. Nu skal planerne for at nedbringe gælden skræddersys til de enkelte lande.
Kommissionen foreslår, at landene i samarbejde med Kommissionen vedtager 4-7 årsplaner for deres offentlige finanser. EU-Kommissionen skal godkende planerne, og landene må i udgangspunktet ikke fravige dem. Dette minder om overvågningssystemet fra EU’s genopretningsfond, dog er der nu tale om en længere, 4-7 årig politisk låst periode.
”Effektiviteten” består til dels i en reform af bødestraffen. Under de nuværende regler risikerer et land, der ikke lever op til reglerne, at blive straffet med en bøde på mellem hele 0,2% og 0,5% af det lands BNP. Under de nye regler er straffen langt mindre. Tanken er, at hvis bøden har en mere overkommelig størrelse, så vil EU være mindre tilbageholdende med at bruge den. EU’s økonomikommissær Paolo Gentiloni beskrev bødestraffen således: “Hvis du har en atombombe, er man nødt til at lade være med at bruge den. Hvis man har en riffel, kan man måske bruge den.”
EGENTLIGT OPGØR UDEBLIVER, OVERSTYRING FORSTÆRKES
Det nye ved Kommissionens forslag er altså, at fokus flyttes fra selve 3%- og 60%s målene og over på processen for at nå målene. Selve målene – og den deraf påtvungne sparepolitik – er der dog ikke lagt op til et opgør med. Lande med meget høj gæld, som alligevel ikke levede op til de gamle regler, får lidt længere tid til at nedbringe gælden. Samtidig er truslen om bøder fra EU-Kommissionen blevet mere reel. Der er desuden ikke indført en grøn investeringsklausul.
Det mest bemærkelsesværdige er dog, at EU-Kommissionen nu vil låse lande til bestemte budgetter flere år frem i tiden med deres 4-7-årsplaner. Der er ikke taget et afgørende opgør med sparepolitikken i velfærdssamfundene i EU. Derimod er der taget et afgørende skridt i retning af en egentlig finanspolitisk union.
Denne artikel er oprindelig bragt i Folk i Bevægelse, december 2022
