Er 400.000 kr. i blyantspenge ‘urimeligt højt’?
Den danske regering vil intet gøre for, at offentligheden får en indsigt i, hvordan skatteydernes penge i praksis bruges af den stadig voksende hær af jakkesæt-klædte mappedyr i EU.
Man afviser blankt at gribe ind over de 32.000 skattefri kroner, som hver måned gives kvit og frit til samtlige medlemmer af EU-Parlamentet i såkaldte ’blyantspenge’.
Det står klart efter, at Folketinget har førstebehandlet et forslag fra Enhedslisten om at få åbenhed omkring de løstsiddende pamper-penge.
Der er tale om en pengestrøm, der årligt løber op i 288 millioner kroner til parlamentets i alt 751 medlemmer, og som parlamentarikerne modtager udover deres i forvejen fyrstelig løn. Og som sættes direkte ind på en konto politikeren selv vælger uden det mindste krav om dokumentation for, hvordan de bruges.
Officielt skal pengene gå til at dække eventuelle kontorudgifter, men ingen aner, om det reelt også er tilfældet, og ingen stiller krav om dokumentation.
Kunne man forestille sig, at regeringen og det offentlige nogensinde udskrev en lignende blanco-check til almindelige, hårdt trængte borgere?
Nej, vel.
For, ifølge regeringen og de andre pro-EU-partier, er der nemlig forskel på folk. De arbejdsløse og socialt udsatte skal have pisk og kontrol, mens kollegaerne i Bruxelles skal have gulerod og blind tillid.
Udenrigsminister Anders Samuelsen hævder, at det heller ikke er muligt at beskatte de danske politikere, der tager del i den lyssky ordning.
‘National indkomstbeskatning (af blyantspengene, red.) vil være imod EU’s ret. Det vil nemlig kræve, at tillægget er urimeligt højt og, at der dermed er tale om et skjult vederlag,’ lyder Samuelsens undskyldning fra Folketingets talerstol.
Så er spørgsmålet til læserne (og vælgerne) jo oplagt: Er knap 400.000 kroner skattefrit om året fra fælleskassen til fri afbenyttelse et ‘urimeligt højt’ beløb at give til hver eneste EU-politikere?
Jeg er ikke i tvivl. Vi må stå op imod det åbenlyst groteske overforbrug i EU.
Hvis regeringen ikke evner at sige fra overfor pamperiet og lukketheden, så må befolkningen gøre det for dem ved det kommende valg til EU-parlamentet. En stemme på regeringen og Socialdemokraterne er en støtte til fortsat fråseri i EU på skatteydernes regning.
(Denne blog har været bragt hos Ekstra Bladet d. 25 februar 2019)