Endnu en forspildt chance

Med møje og besvær er EU-toppen på overtid kommet frem til en slags aftale om Storbritanniens forhold til EU.

Forhandlingerne har på alle måder været præget af EU-toppens ønske om kun at lave de ændringer, som de vurderer er strengt nødvendige for at undgå, at borgerne stemmer Storbritannien ud. Derfor har der også været stor modstand mod at aftalen kunne få betydning for andre lande, og der har været stort fokus på at indskrænke ændringerne i enhver henseende.

Sådan reagerer politikere vel sagtens, når de mangler egentlige visioner for deres eget projekt og når de mærker alvoren af borgernes modstand. De forsøger at beskytte deres storstilede projekt mod borgernes kritik og de forsøger at give indrømmelser, der er akkurat så store, at de håber at borgerne vil blive overbevist ”“ men uden at ændre noget substantielt.

Det gælder hele EU-toppen, også Cameron selv, der med sine forslag selv har afsløret, hvor lidt han egentlig ønsker at ændre.

Og det er sørgeligt for vores demokrati, at der ikke er nogen i toppen, som vil tage borgernes berettigede frustrationer og kritik bare lidt mere seriøst.

Borgerne overalt i EU udtrykker stor frustration over hvor svært det er at få indflydelse på beslutningerne, når de træffes i EU. De udtrykker frustration over, at EU blander sig i snart sagt alle dele af samfundet uden at borgerne selv er blevet taget rigtig i ed i forhold til udviklingen. EU’s udvikling mod en stadig snævrere union sker hen over hovedet på borgerne, og de steder hvor vi har haft folkeafstemninger har EU-toppen gjort sit bedste for at nedtone betydningen af ny magt til EU. Små skridt, men resultatet er stadig det samme.

Men hvordan i al verden kan det være, at EU-toppen ikke bare tager det en lille smule seriøst, at der er brug for rigtige, markante forandringer ”“ og ikke små justeringer? Måske er der simpelthen for langt fra borger til EU-top?

Det eneste rigtige lyspunkt i dette er, at borgerne i Storbritannien nu bliver spurgt. De får faktisk valget. Godt nok spekuleres der allerede i, hvordan man eventuelt kan omgå et nej, men de får dog stadig en folkeafstemning om medlemskabet.

Det burde sådan set blive spredt ud til resten af EU. Lad os lytte til borgerne og give dem chancen for at sige, at dette ikke er dét europæiske samarbejde, som de gerne vil have.

Det er ikke et valg imellem samarbejde eller ej, men om hvorvidt vi ønsker EU, eller om vi hellere vil have et europæisk samarbejde baseret på mere demokrati og mindre på et gavne de stores økonomiske interesser.

Det er over 40 år siden, vi blev meldt ind, og siden har EF ændret sig radikalt til det EU vi kender i dag.

Derfor er kravet også simpelt: Giv os den folkeafstemning om EU-medlemskabet nu!

_______________________________________________________________________

Indlægget har tidligere været bragt på Politiko.dk