En naturlov i finansloven?
Finansloven er lige til grænsen, kan man forstå på en lang række avisartikler i den forgange uge, og de har sågar været meget uforsigtige, mener flere aviser at vide.
Mens skyldes det så, at folk vurderer, at underskuddet vil give Danmark problemer, at det er skidt for dansk økonomi eller at debattører mener det ville være en bedre politisk prioritering at spare op?
Nej, det hele handler om EU’s regel om, at vi maksimalt må have 3% af det, der hedder strukturelt underskud.
En grænse der reelt har lagt låg på den politiske debat om hvilken bundlinje, der er fornuftig, og har reduceret det til et spørgsmål om at leve op til en grænse, som tilsyneladende har fået status af naturlov i debatten.
Men er det virkeligt det, vores politiske debat skal reduceres til? Ville det ikke være væsentligt bedre at have en debat om, hvad der gavner Danmark på lang sigt, hvilket velfærds- og skatteniveau vi ønsker, og hvilke rentebyrder det vil føre til i fremtiden?
I stedet er debatten blevet erobret totalt af en bureaukratisk EU-regel.
Samtidig er 3 % -grænsen et præmieeksempel på EU’s ensretningsmani, når den virkeligt ikke giver mening. EU har nemlig lavet denne grænse for alle lande uafhængigt af økonomisk situation. Og det siger altså sig selv, at når landene er i så vidt forskellige situationer, er der brug for forskellig økonomisk politik.
I gode tider vil man finde situationer, hvor et underskud på “lovlige” 3% ville være alvorligt farligt for økonomien, da man jo skal spare op i gode tider. Her vil EU-grænsen kunne tjene som legitimering af et uheldigt underskud.
Omvendt findes der altså også situationer, hvor mange vil mene, at der kan være brug for at investerer kraftigere, end hvad 3 % grænsen tillader.
Det er ikke blot et spørgsmål om, hvorvidt man mener det er fornuftigt, men skal EU bestemme, om vi må? Skal det være hævet over hvad folketinget kan?
Dette er spørgsmål, vi bør tage stilling til, for det er altså ikke nogen naturlov, at EU skal have magten over vores finanslov.
Jeg mener vi skal af med den bureaukratiske EU-mur, der begrænser vores folkevalgte, og reducerer debatten til et spørgsmål om, hvorvidt det er godt nok til EU, i stedet for om det er det bedste for borgerne.
Alt i alt er der tale om en EU klassiker, hvor bureaukratiske regler går forud for både demokratiet og den sunde fornuft.
Mange har gennem tiden spurgt sig selv: Er der grænser for demokratiet? I dag er svaret: Ja, den går ved 3 %.
