En flad fornemmelse
Lige siden EU-domstolen gav fagbevægelsen en mavepuster med Laval-dommen i 2007, har der været rejst et krav om at få ændret udstationeringsreglerne.
Dommen slog hul på ideen om, at vi selv bestemmer over vores arbejdsmarked og at vi kan kræve lige vilkår for alle medarbejdere. Pludselig måtte fagbevægelsen, og samfundet, ikke kræve samme vilkår for udstationerede ansatte i Danmark som til danske arbejdere. Det har ført til en nedadgående spiral med pres på løn og arbejdsvilkår. Med andre ord social dumping i stor skala.
Vi risikerer her at stå med det største angreb mod den danske model, vi længe har set.
I går kom dagen så, hvor EU-kommissionen præsenterede deres forslag til ændringer i udstationeringsdirektivet. Det blev præsenteret med flotte ord om lige løn for lige arbejde, men sandheden er, at det ikke alene er en flad fornemmelse med mange tomme ord, nej faktisk er der direkte skadelige elementer i deres forslag.
På den positive side kan nævnes, at Kommissionen foreslår at give bedre vilkår til udstationerede vikarer. Det er dog noget, som Danmark allerede har gjort i stort omfang, men nu vil Kommissionen altså udvide det.
Derudover kan medlemslandene gøre brug af for eksempel arbejdsklausuler og kædeansvar. Det er ubetinget en god ting, at medlemslandene får bedre mulighed for det.
Hvis love gælder?
På den negative side er der langt flere – og mere alvorlige – problemer. For det første løser man ikke problemet med, om det er medarbejderens hjemlands love eller lovene i det land, hvor arbejdet finder sted, der skal gælde. Hvis en medarbejder for eksempel er udstationeret fra Polen for at arbejde i Danmark, skal det så være danske regler, der gælder, eller polske?
I dag svæver svaret i luften, men hver gang vi har forsøgt at slå fast, at det naturligvis skal være danske regler, så er det blevet afvist. Nu foreslår Kommissionen at skrive ind, at hvis udstationeringen varer mere end to år, så skal det være danske regler. Men hvad så med en udstationering på for eksempel ét år?
Laval spøger stadig
Samtidig er Laval-dommen på ingen måde sat ud af kraft. Man må stadig ikke kræve de samme vilkår til udstationerede medarbejdere som til herboende arbejdere. Når det kommer til lønnen, skriver Kommissionen for eksempel, at medarbejderne skal sikres den løn som er nødvendig for at beskytte arbejdstagerne. Det virker ret usandsynligt, at Danmark vil kunne slippe afsted med at bruge de kollektive overenskomster til at fastsætte lønkrav til udstationerede medarbejdere.
Og her bliver det endnu mere alvorligt. Tidligere var der en henvisning til, at mindstelønnen defineres nationalt. Altså ikke som et EU-spørgsmål. Den henvisning fjernes nu.
Man indfører simpelthen et nyt EU-lønbegreb, som ikke er særlig klart beskrevet, men som EU-domstolen i sidste ende kommer til at have magten til at fortolke og forstå.
Vi risikerer her at stå med det største angreb mod den danske model, vi længe har set.
Tænk, at det lykkedes dem at gøre nogle dårlige og skadelige regler for arbejdsmarkedet endnu dårligere. Det er da også en slags bedrift!
Derfor må vi også stå sammen om at kræve, at medlemslandene får ubegrænsede muligheder for at kræve lige løn og lige vilkår for lige arbejde.
”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“
Indlægget har tidligere været bragt på Politiko
