Elendig klimaaftale

Reduktion på 40 %
En samlet reduktion i udledning på 40% blev det til. Taget i betragtning, at førende eksperter snakker om, at vi som minimum skal op på over 80% i 2050, så er 40% ikke imponerende. Vi har i Folkebevægelsen mod EU tidligere været med til – i EU-parlamenet – at foreslå en reduktion på 60 % i 2030, og det vil vi fortsat kæmpe for. Der må nogle ambitiøse tal på bordet, alt andet er fedtspilleri med vores fremtidige jord.

Energisammensætning
Derudover er det blevet til en målsætning om, at 27% af EU’s samlede energiforbrug skal komme fra vedvarende energikilder (f.eks. vind). Bemærk lige, at det er på EU-niveau og IKKE for det enkelte land. Det er interessant, fordi det betyder, at hvis Danmark f.eks. sætter et højere mål, ja så må andre lande godt slappe mere af.

Man kan naturligvis diskutere hvad en rimelig grænse er, men NGO’ere, forskere mv. melder om behov for væsentligt højere mål. Verdensnaturfredningsfonden har f.eks. krævet en målsætning om 45% vedvarende energi i 2030

Et håbløst kvotesystem
Som en væsentlig del af løsning på at nå 40% reduktion er der lagt op til at reformere CO2-kvotesystemet en smule. Der skal i højere grad tages hensyn til økonomiske kriser.

Det er uden tvivl en fornuftig reform, men det løser langt fra grundproblemet med kvotesystemet.

Systemet har kørt igennem en længere periode nu, og har af flere omgange været ved at totalt kollapse. Prisen på en kvote har været tæt på nul (og selv om den er steget lidt, ligger den i dag på 20-30 kr.). Dermed har det været stort set gratis at forurene – og det var naturligvis ikke mening.

Man har gjort det ekstra svært for sig selv ved at uddele en meget lang række af gratis kvoter til de store industrier, som man helst ikke vil irriterer. Problemet er selvfølgelig, at hvis man ikke vil være til besvær for de store industrier, så får man heller aldrig presset til den omstilling, som skal ske, og dermed heller ikke løst noget som helst.

At EU vælger fortsat at tro på en markedsbaseret løsning illustrerer for mig bare, at man stadig lever i en verden, hvor industrien nok skal gøre det rigtige, hvis man bare beder pænt. Den tror jeg sgu’ ikke rigtig på!

Hvad nu?
Naturligvis må vi bruge de redskaber vi har til at kæmpe for en bedre endelig aftale i EU. Så længe vi er med, må vi kæmpe for det bedst mulige.

Det der bare er så pokkers ærgerligt ved, at det er EU der fastsætter målene, er jo at vi også er bundet i de internationale forhandlinger.

Ingen kan være i tvivl om, at hvis vi på lang sigt skal lave nogle ordentlige aftaler for klimaet, så kræver det mere end blot de 28 EU-lande. Det kræver mere eller mindre en samlet verden, som får lavet nogle ordentlige aftaler.

Det er en stor mundfuld og ganske svært at opnå – ingen tvivl om det. Men det ændrer jo ikke på, at det er vigtigt og en kamp, som vi er nødt til at tage.

I kraft af EU er det bare sådan, at når Danmark går til forhandlinger i FN, så må vi alene argumentere for EUs synspunkter. Vi har dermed ikke mulighed for at fremlægge mere ambitiøse forslag eller at arbejde for, at mere ambitiøse forslag bliver vedtaget.

Det er en enorm svaghed og rigtig ærgerligt. Det betyder jo også, at vi bliver nødt til at se på andre lande uden for EU og håbe, at de vil være så venlige at fremlægge de mere ambitiøse forslag. Det gjorde vi allerede ved COP15, hvor Danmark flere gange var afhængige af, at Norge fremlagde forslag i stedet for os.

Det er da brandærgerligt, at vi ikke har mulighed for at samle en koalition af de mest fremsynede lande og i samarbejde med dem kæmpe for en bedre klimaaftale på verdens plan.

EUs klimaambitioner er ikke alene ikke tilstrækkelige, de binder os altså også i forhold til fremtidige forhandlinger. Det er sørgeligt, mest af alt for vores børn, der må leve med de uoverskuelige konsekvenser af, at der ikke blev taget ansvar tidligt nok!