Drop illusionerne! EU kan ikke forandres indefra

Op til Brexit-afstemningen lød det igen og igen fra ja-siden i hele EU, at briterne skulle blive, så vi kunne få ændret alle problemerne i EU. De lovede reformer og de lovede at lytte til borgerne. Løfter som “et stærkere og slankere EU” eller at nu skulle EU fokusere på det, der er vigtigt for borgerne, blev slynget ud i pressen. Men det er tomme løfter, når man ser på de faktiske muligheder og handlinger indenfor EU-systemets rammer.

Det sidste år har EU-eliten tabt fire folkeafstemninger.

Først i Grækenland i juli sidste år, hvor den græske befolkning hårdt og brutalt afviste flere nedskæringsdiktater. Som bekendt valgte EU-eliten at trumle dem ned og totalt ignorere deres stemme.

EU er ikke mulig at ændre for borgerne. Det er der en grund til: I EU har man nemlig valgt at traktatfæste en stor del af politikken.

Anden gang var i Danmark i december, hvor vi afviste at overlade retspolitiken til EU. Tredje gang var i Holland, da hollænderne afviste en EU-Ukraine-aftale. Og nu har briterne taget det ultimative skridt, udmeldelse.

Alle fire gange er borgerne blevet truet med bål og brand og med at katastroferne ville vælte ned over dem. Men alle fire gange valgte borgerne alligevel at gå imod EU-eliten.

På trods af de fire nederlag har vi stadig til gode at se nogen form for selvreflektion hos eliten. Måske er det simpelthen ikke muligt for dem? Og allerværst; Vi har stadig til gode at se nogen former for handling bag de mange pæne ord om, at nu vil de sørme da også lytte til borgerne.

Hule løfter

Det klinger hult, når EU-eliten gentager budskabet igen og igen om, at de nu vil lytte.

Javel, ligesom dengang Holland og Frankrig stemte nej til EU’s nye forfatning, og EU-eliten bagefter tog selvsamme traktat, gav den et nyt navn (Lissabontraktaten), beholdt indholdet, men skrev det mere besværligt at læse, og derefter vedtog den uden folkeafstemninger i hverken Holland eller Frankrig? Hvis det er at lytte til befolkningen, så kan det ikke undre, at borgerne ikke længere tror på de tomme løfter.

Og det er jo problemet i sin kerne. EU er ikke mulig at ændre for borgerne. Det er der en grund til: I EU har man nemlig valgt at traktatfæste en stor del af politikken.

Det svarer groft sagt til, at grundloven ikke bare beskriver, hvordan vores demokrati skal fungere, men også hvilken økonomisk politik vi skal føre. Så kan borgerne vælge lige præcis de politikere, som de har lyst til, men politikken ligger fast.

I EU’s finanspagt, som det danske Folketing ligesom resten af EU’s nationale parlamenter har indført uden at spørge befolkningen, står der blandt andet, at landene skal indføre en grundlovsagtig budgetlov med lofter over både statslige, regionale og kommunale budgetter og en automatisk “straffemekanisme” ved overskridelse af lofterne.

Her fremfører EU-tilhængerne så gerne, at også traktater kan ændres. Ja, i princippet kan grundloven jo også ændres. Og det sker. Men forandringer i traktaterne har aldrig haft noget at gøre med, hvad borgerne faktisk ønsker. De er blevet lavet som studehandler mellem regeringsledere, EU-kommissionen og EU-parlamentet, bag lukkede døre, uden offentlig debat og ja, uden at lytte til borgene.

Mens borgerne bliver overhørt, lyttes der i stedet ihærdigt til de mere end 20.000 pengestærke lobbyister – to tredjedele af den samlede lobbyiststyrke i Bruxelles – som erhvervslivet har ansat til at påvirke beslutningstagerne i EU.

Spillet har ofte handlet om at ramme en balance for, præcist hvor meget mere EU-integration man kan indføre uden at få alt for meget ballade med borgerne.

40 år uden resultat

Man kan også sige det på denne måde: Forskellige bevægelser og partier har de sidste 40 år forsøgt at forandre EU i en mere progressiv og demokratisk retning indefra. Men udviklingen er kun gået i retning af mindre demokratisk selvbestemmelse og mere politik, der er til fordel for arbejdsgiverne og de store virksomheder og til skade for arbejdstagere, velfærd og miljø.

Og problemet er, at vi ikke bare snakker om at ændre en enkelt paragraf. Hvis EU skal blive et godt samarbejde, så skal hele unionen grundlæggende ændres.

Vi skal have byttet rundt på prioriteterne, så det indre marked ikke er hævet over arbejdernes rettigheder og forbrugerbeskyttelsen. Vi skal have fjernet kravet om en stadig tættere union. Vi skal fjerne hele den økonomiske nedskæringspolitik. Vi skal fjerne princippet om én EU-hær. Vi skal grundlæggende ændre på beslutningsprocesserne og så videre og så videre. Vi skal tage EU’s nuværende traktater og smide dem ud, så vi kan starte på en frisk.

Og så må man jo spørge sig selv: Er det mest realistisk at satse på, at samtlige 27 (vi tæller ikke UK med længere) regeringsledere, EU-Kommissionen OG EU-parlamentet på én og samme tid vågner op og vil være med på den?

Eller er det i virkeligheden ikke meget fornuftigt at melde sig ud og i stedet styrke samarbejdet med gode kræfter i verden, som for eksempel FN og Europarådet, som jo har et helt andet grundlag og struktur, og hvor mellemstatsligt forpligtende samarbejde sagtens kan ske i respekt for et levende demokrati.

I Folkebevægelsen ved vi godt, hvad vi svarer.
_______________________________________________________________________

Indlægget har tidligere været bragt på Modkraft.dk