DI kritiserer modstanderne af EU-patentet
Tirsdag gik Dansk Industris administrerende direktør, Karsten Dybvad, på talerstolen til brancheorganisationens årlige topmøde, med det klare budskab at EU-patentet holdes som politisk gidsel af de modstandere som er imod mere suverænitet til EU.
“Det er ubegribeligt, at der er partier i Folketinget, der ikke vil stemme for patentdomstolen. Den er ubetinget en gevinst for danske virksomheder og dermed for hele det danske samfund”, udtalte Karsten Dybvad.
Dansk Industris kritik kommer i kølvandet på modstanden mod, at Danmark skal overgive suverænitet til den nye europæiske patentdomstol. Da der er tale om suverænitetsafgivelse, har Justitsministeriet fastslået at forslaget kun kan gå igennem med 5/6 flertal i Folketinget, eller en folkeafstemning. På nuværende tidspunkt ser det ikke ud som om det er muligt at opnå det nødvendige flertal i Folketinget.
Søren Søndergaard afviser kritikken og udtaler: ‘”Et dansk nej til EU-patentet betyder ikke at danske virksomheder ikke ville kunne søge om patent og køre sager ved patentdomstolen i EU. Det har Kommissionen selv erkendt i et svar til mig. Som repræsentant for erhvervslivets interesser burde Karsten Dybvad i højere grad bekymre sig om alle de virksomheder, f.eks. indenfor IT-området, som vil kunne blive ramt af de nye patentregler i EU. I stedet for Dybvads lalleglade EU-begejstring er der bestemt brug for en grundig og saglig diskussion om hvad EU’s patent vil betyde i Danmark.”
Folkebevægelsen mod EU anbefaler et dansk nej til patentdomstolen.