Det store slag om skat
Hvad skal virksomhederne betale skat for? Hvad må de få fradrag for? Hvilke instrumenter må vi bruge til at fremme grøn teknologi, social ansvarlighed eller andre prioriteter for vores samfund?
Vi står altså med et forslag, det ikke løser problemet og som kommer til at give færre penge i statskassen.
Det vil EU-Kommissionen gerne overtage styringen af. Med undskyldningen om, at man vil bekæmpe skattely, har Kommissionen således fremsat et forslag til at ensrette reglerne for, hvordan skatten skal beregnes for større virksomheder i EU.
Det lyder besnærende. Hvis bare alle lande regner skattegrundlaget ud på samme måde, ja, så slipper vi for, at nogle virksomheder kan bruge fordelagtige regler i nogle lande og dermed unddrage andre lande for store summer i skattebetaling. Løsningen rummer bare store problemer.
Ræs mod bunden
For det første løser man ikke problemet med skatteunddragelse. Landene kan stadig konkurrere om at give virksomhederne de bedste fordele f.eks. ved et konstant ræs mod bunden for virksomhedsskatten.
For det andet er skatteberegning et væsentligt politisk redskab. Det er jo et grundlæggende politisk spørgsmål, hvordan vi ønsker beskatning.
Der kan være fordele ved at give fradrag for grøn teknologi eller for social ansvarlighed. Det kan så at sige fremme en bestemt adfærd. Ligesom der kan være god grund til at slå hårdt ned på adfærd, som koster samfundet dyrt.
Men når vi laver en total EU-ensretning af skatteberegningen, ja, så skal dén diskussion tages nu, og én gang for alle, herefter bliver det så ikke muligt for Folketinget at justere reglerne, skulle noget vise sig uhensigtsmæssigt – eller skulle befolkningen simpelthen ønske en anden politik.
Spørgsmålet er, om vi er klar til at lade et tilfældigt flertal i dag afgøre det store slag om virksomhedernes skat?
Udhuling af velfærdsstatens økonomi
Ser vi på indholdet af Kommissionens forslag, så er der alvorlige problemer også her.
Overordnet er det skatteministeriets vurdering, at vi kommer til at tabe væsentlige skatteindtægter, hvis forslaget bliver vedtaget. Frem for at sikre vores velfærdssamfunds fremtidige økonomi, kommer forslaget altså til yderligere at udhulede vores samfunds økonomi.
Det hænger blandt andet sammen med at Kommissionen vil give virksomhederne meget store fradrag for blandt andet forskning, med en model de kalder “superfradrag”, hvor man ikke bare kan trække hele udgiften fra i skat, men kan trække næsten det dobbelt fra.
Det er uklart, hvordan (hvis overhovedet) man vil håndtere, at mange virksomheders forskningsudgifter er delvist understøttet fra staten allerede.
Glidebane
Vi står altså med et forslag, det ikke løser problemet og som kommer til at give færre penge i statskassen.
Samtidig er det åbenlyst en glidebane, da Kommissionen selv siger, at når første del af vedtaget, så har de en overbygning, hvor man ikke bare ensretter reglerne, men også vil have at virksomhederne skal indberette skatten til EU, som derefter kan fordele den til medlemslandene.
Skattelyproblemet fortsætter altså, for virksomhederne kan stadig flytte overskuddet hen, hvor de skal betale mindst i skat. Men oveni dette får vi nu EU-styring af vores skattesystem.
Det er da en slags tab-tab-situation.
(Dette indlæg har tidligere været bragt i Berlingske Politiko)
