Demokrati

Folkebevægelsen mod EU støtter et levende demokrati med en oplyst folkelig opinion. EU er dog til skade for demokratiet. Vi siger derfor nej til EU og ja til et internationalt samarbejde, der giver plads til et levende demokrati.

EU’S TRAKTATGRUNDLAG BEGRÆNSER DEN POLITISKE KAMPLADS

Danske EU-tilhængere siger ofte, at EU-Parlamentet og EU er en kampplads på linje med kommuner, regioner og Folketinget. Det lyder umiddelbart fornuftigt. Problemet er bare, at det ikke passer. EU er ikke en politisk kampplads, som vi kender det fra de hjemlige arenaer.

For det første er kamppladsen i EU begrænset af EU’s traktatgrundlag: Lissabontraktaten. Det betyder, at en så simpel ting som EU-Parlamentets rejsecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg ikke kan afskaffes, selv om stort set alle danske politikere ønsker det.

For det andet slår traktaten fast, at det er EU-Domstolen, der skal have det sidste ord i tolkningen af EU-lovgivningen og EU-traktaten, heriblandt sager om EU’s indre marked. Der er således en række områder, som vi ikke længere selv kan bestemme over, fordi EU’s traktatgrundlag og EU’s indre marked har begrænset den politiske kampplads.

Konsekvensen er, at det ikke længere er muligt for de folkevalgte politikere at ændre på lovgivningen inden for vigtige områder af dansk politik. Demokratiet er dermed alvorligt svækket.

EU-Kommissionen har monopol på at stille lovforslag

Et tredje grundlæggende problem med den såkaldte kampplads i EU er, at inden for de områder, hvor de folkevalgte politikere stadig har kompetencer til at vedtage love, men hvor EU er lovgiver, så har folkevalgte ikke retten til at stille lovforslag.

EU-Kommissionens monopol på at stille lovforslag i EU er i klar modstrid med de tanker, der ligger til grund for det danske folkestyre. Grundloven sikrer ellers, at ethvert folketingsmedlem kan stille lovforslag.

Måske vil nogle EU-tilhængere sige, at problemet ikke er så stort, for vi har stadig en dansk EU-kommissær, og en million EU-borgere kan tage initiativ til, at EU-Kommissionen kan stille et lovforslag. EU-Kommissærerne må dog ikke lytte til krav fra de enkelte medlemslande, og det med en million underskrifter er da fint. Der er bare den bagside, at forslagene ikke må være i modstrid med EU’s traktatgrundlag, og at EU-Kommissionen selv kan bestemme, om de vil følge opfordringen fra borgerne.

DEMOKRATIET HAR BEDRE VILKÅR I NORGE, ISLAND OG SCHWEIZ

Norge, Island og Schweiz er ikke medlemmer af EU, og dette giver deres demokratier bedre vilkår.

Norge og Island er dog begrænsede af EØS-aftalen, men på trods af den aftale, så kan Norge og Island blandt andet selv bestemme over deres finans- og afgiftspolitik, fiskeripolitik, landsbrugspolitik, retspolitikken, handelspolitik samt udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Schweiz har endnu større frihed til selv at bestemme og dermed sikre at den politiske magt ligger så tæt på borgerne, som muligt.