Landsmøde 2014

Du kan hente årsregnskabet som pdf her:

Du kan se en oversigt over kandidaterne til landsledelsen her:

Eller downloade oversigten her:

u kan hente beretningen fra internationalt udvalg her:

Eller læse den her:

Beretning fra internationalt udvalg 2013-2014
 
Internationalt har siden landsmødet i 2013 bestået af Kit Astrup, Lave Broch, Jakob Buhl, Johanne Langdal Kristiansen, Jesper Morville, Karina Rohr Sørensen, Luise Pihl og Jean Thierry.
 
Valgkamp og internationalt samarbejde
Valgkampen har fyldt godt, også i IUs arbejde i det forløbne år; flere af udvalgets medlemmer var også kandidater for Folkebevægelsen. En af udvalgets hovedaktiviteter var derfor at være værter for de to omfattende europæiske netværk, Folkebevægelsen er med i: TEAM og EUD.
Den 21. februar mødtes repræsentanter for de to organisationer i Tordenskjoldsgade, hvor vi fik nyheden om at Island trak sin EU-ansøgning tilbage, og den 22. februar inviteredes til et åbent debatmøde på Café Drop Inn i København, arrangeret af TEAM og Folkebevægelsen. Der var oplæg af bl.a. irske Patricia McKenna, leder af TEAM, Paul Ruppen fra det Schweiziske Forum for Direkte Demokrati, Drude Dahlerup, Johan Stefansson fra vores islandske søsterorganisation Heimssyn, Helle Hagenau fra Nei til EU i Norge og af Lave K.Broch. Inden mødet delte flere af de udenlandske gæster og aktivister fra Folkebevægelsen sammen valgmateriale ud på Strøget. Det understregede på bedste vis, at vores EU-modstand er internationalistisk – og at vi har mange samarbejdspartnere og meningsfæller i hele Europa.
Senere holdt EUD årsmøde. Luise Pihl og Lave K. Broch er begge medlemmer af TEAMs ledelse, og Lave er med i EUDs ledelse. TEAM planlægger årsmøde i London i midten af november.
 
Nordisk samarbejde
Vores allernærmeste samarbejdspartnere er, som altid, vores nordiske søsterorganisationer.
På norsk Nei til EU’s landsmøde i november 2013 deltog Søren Søndergaard, Nei til EU’s formand Heming Olaussen var taler ved Folkebevægelsens valgfest i forbindelse med EP-valget og Lave er inviteret til at debattere med EU’s ambassadør i Norge, Helen Campbell, ved Nei til EU’s jubilæumsseminar for 20 året for det andet norske nej til EU den 28. november i år.
 
I forbindelse med den svenske Folkrörelse Nej til EU’s kongres deltog repræsentanter fra fagligt udvalg i et møde med faglige svenske repræsentanter, og der har i årets løb været et par uformelle besøg fra lederne af Folkrörelsen og bl.a. drøftet deres planer om en kampagne for at få en folkeafstemning om selve EU-medlemskabet, ”Vi vill också folkomrösta om EU”.
Medlemmer af internationalt udvalg har også været involverede i Tænketanken NyAgendas og EUD’s målinger i Danmark, Finland og Sverige angående valget mellem et nordisk forbund eller EU-medlemskab – såfremt det det nordiske forbund indgik handelsaftaler med EU og andre lande. Målingerne blev udført i starten af året. I såvel Danmark som Finland og Sverige var der klare flertal for et nordisk forbund. Ifølge Gallup i Danmark ville 47 % af danskerne vælge et nordisk forbund og kun 28 % ville vælge EU-medlemskabet, hvis de fik valget.

Lave og Jakob Buhl har begge fulgt med i og refereret fra parlamentsvalgkampen i Estland og Letland; forrige års modtager af Folkebevægelsens internationale træskopris, Iveta Grigule fra det lettiske bondeparti, er nu medlem af EU-parlamentet og har også tilsluttet sig EUD-netværket. Derudover har EUD også fået endnu en MEP’er fra det økologiske parti i Tyskland.
 
En vigtig opgave har været, og vil også fremover være, at følge situationen i Storbritannien, hvor premierminister Cameron som bekendt har lovet en folkeafstemning om medlemskabet inden 2017. Folkebevægelsens internationale netværk og kontakter er fortsat en afgørende faktor i vores arbejde, også for debatten herhjemme.

Du kan hente den parlamentariske beretning her:

Eller læse den herunder:

INDLEDNING

Det sidste år har stået i parlamentsvalgets tegn. For det første i form af forberedelsen og gennemførelsen af mandatskiftet mellem Søren Søndergård og Rina Ronja Kari. Faktisk skrev Folkebevægelsen historie da det lykkedes at gennemføre skiftet fra den ene dag til den anden.

Mandatskiftet indebar ikke bare en olympisk-bedrift i bureaukratiske krumspring. Det indebar også udtænkningen og forberedelsen af en række initiativer så Rina kunne “hit the ground running” – eller på dansk “komme i sving med det samme”. Således fik vi Rina på talerstolen i Strasbourg adskillige fra februar til april. Rina fik også stillet forslag til omkring 20 betænkninger om alt fra jernbane-liberalisering til NSA-aflytning, samt afholdt en konference om social-dumping i flybranchen, hvor primært piloter bliver udnyttet af deres respektive arbejdsgiver til at være “falske selvstændige” i deres eget firma som så skal leje deres arbejdskraft ud til et flyselskab eller bemandingsbureau som pilot. På den måde undgår arbejdsgiveren alle deres arbejdsgiverforpligtigelser såsom barsel, løn under sygdom, social sikring osv.

For det andet i form af forberedelsen og gennemførelsen af valgkampen, hvor hele kontoret arbejdede i Danmark. Og sidst men ikke mindst i form af konstitueringen af det nye parlament, hvor vi har arbejdet hårdt på at sikre Folkebevægelsen en plads i nogle af de udvalg som i dag er centrale i kampen for mere eller mindre magt til EU.

Det nye parlament
Samlet set er de EU-kritiske partier vokset. De er blandt andet vokset som reaktion på de udemokratiske nedskæringer, der først og fremmest har betydet arbejdsløshed og ringere levevilkår for almindelige mennesker.

De er samtidig en reaktion på midterpartiernes grænseløse begejstring og støtte til det EU, som har dikteret disse nedskæringer.

Ved parlamentsvalget blev en stemme på de EU-kritiske partier nærmest en stemme mod systemet og den politiske elite.

Kan vi være glade for det i Folkebevægelsen? Både og…

Vi kan være glade for, at vi genvandt vores mandat og førte en flot valgkamp sammen. Vi kan også være glade for, at offentligheden for alvor har fået øje for de konsekvenser af EU-medlemskabet, som vi har advaret om i langt tid.

Men dér stopper festen.

Det er desværre ikke den internationalistiske og solidariske EU-modstand som Folkebevægelsen repræsenterer, der er gået frem.

De, som især er gået frem, er de højre-nationalistiske partier. En række af disse partier er imod eller kritiske overfor EU, men deres alternativ er ikke folkestyre og et ligeberettiget internationalt samarbejde.

Det er disse kræfter, der samlet set har formået at samle utilfredsheden op og give den retning.

Men som bekendt vindes kampen ikke ved et parlamentsvalg men mellem valgene. De næste fem år skal Folkebevægelsen derfor blandt andet bruge til at fremme og styrke den solidariske og demokratiske EU-modstand, som det reelle alternativ til den politiske EU-elite.

1. DET PARLAMENTARISKE ARBEJDE
Folkebevægelsens parlamentariske arbejde udføres ud fra følgende principper:

Vi stemmer/arbejder imod mere overførsel af magt til EU.
Vi stemmer/arbejder for at føre beslutninger tilbage til de nationale parlamenter.
Vi stemmer/arbejder i overensstemmelse med forsvaret for den skandinaviske velfærdsmodel, Folkebevægelsens idegrundlag samt opstillingsgrundlaget ved 2014-valget.

1.1 Udvalgene
EU-parlamentets udvalg er den primære platform for det parlamentariske arbejde. Det er her de egentlige forhandlinger foregår om EU’s lovgivning og politikker. Der er i alt 20 faste udvalg i EU-parlamentet, som dækker de forskellige områder, som EU laver lovgivning på.

Hvert medlem af EU-parlamentet har ret til være fuldt medlem af mindst et udvalg, samt til mindst en suppleant plads i et andet udvalg.

Rina er udpeget til fuldt medlem af EU-parlamentets Udvalg om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, samt Udvalget om Budgetkontrol. Hun er desuden suppleant i Udvalget om Økonomi og Valuta.

I Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender er hun desuden blevet til koordinator for GUE/NGL-gruppen, som Rina er tilknyttet i EU-parlamentet.

Beskæftigelse og Sociale Anliggender
Sagsområderne for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (EMPL) omfatter blandt andet arbejdstagernes fri bevægelighed, beskæftigelsespolitik samt alle aspekter af social- og arbejdsmarkedspolitik såsom arbejdsvilkår, sikkerhed, social sikring og social beskyttelse.

Det er første gang Folkebevægelsen er repræsenteret i dette udvalg. Den nye prioritet i udvalget skyldes Folkebevægelsens mangeårige indsats med at sætte fokus på og bekæmpe social dumping. Det var ikke mindst en mærkesag for Rina under valgkampen til EU-parlamentet. Som medlem af udvalget vil hun arbejde for at bekæmpe EU’s pres på den danske model – samt arbejde for medlandenes ret til at gå foran i kampen mod slyngelvirksomheder og den sociale dumping.

Budgetkontrol
Udvalget for Budgetkontrol (CONT) fører kontrol med hvorvidt EU’s budget er blevet gennemført i overensstemmelse med reglerne, om de politiske mål er nået og om borgerne får merværdi af EU-budgettet. Udvalget fører revision med alle EU-institutioners regnskaber.

Folkebevægelsens tidligere medlem af EU-parlamentet, Søren Søndergård, har i mange år brugt udvalget som en platform til at holde øje med snyd, svindel og svig med de skattefinansieret EU-midler. Han udarbejdede bla. en rapport for udvalget som påviste hvordan en del af EU-nødhjælpsmidler, som skulle gå til jordskælvsofre i Italien, var endt i lommerne på organiseret kriminalitet mens den italienske regering og EU-kommissionen vendte det blinde øje til.

Økonomi og Valuta
Selvom EU-kommissionen hævder noget andet, så er EU stadig i krise. Spørg bare de 26 millioner europæere, som i dag er arbejdsløse. Arbejdsløsheden skyldes blandt andet EU’s umenneskelige nedskæringspolitik, der alene har haft til formål at redde euroen og de skruppelløse banker samt at give EU kontrollen med medlemslandenes økonomiske politikker.

Alt tyder på, at EU-lederne og EU-kommissionen planlægger nye tiltag til mere økonomisk integration. For eksempel ønsker Tyskland en EU-budget Zar, som skal godkende alle medlemslandenes budgetter, før de kan træde i kraft.

Den udvikling skal vi have vendt. Det kan vi ganske vist ikke gøre alene fra en plads i et parlamentet, men Udvalget om Økonomi og Valuta (ECON) er en god platform for dette arbejde.

1.2 Den nye EU-Kommission
Et af kontorets første opgaver efter parlamentsvalget var at tage stilling til Jean-Claude Junckers nye Kommission. Som EU’s folkevalgte institution er det op til EU-parlamentet at godkende den nye Kommission.

Hver kommissærkandidat har været til høring i et eller flere af de udvalg i EU-parlamentet som den pågældende kommissær skal arbejde sammen med i fremtiden.

Processen har overordnet været et uskønt drama, hvor den ene studehandel efter den anden mellem socialdemokraterne og de konservative har sikret en række meget tvivlsomme kandidater igennem.

Rina grillede Vestager
Den tidligere vicestatsminister og Radikale leder Margrethe Vestager, som er blevet udpeget til Konkurrencekommissær blev hørt i Udvalget om Økonomi og Valuta, hvor Rina er suppleant.

Dermed fik Rina mulighed for at udspørge Vestager om hun vil forsvare det danske RUT-register, som hun selv har været med til at vedtage – men som blandt flere i EU betragtes som diskriminerende og konkurrenceforvridende.

Vestager svarede, at hun til enhver tid bakkede op om ordnede forhold på arbejdsmarked men afslørede samtidig, at hun synes, det var en god ide at kigge på om det danske RUT-register er gået for vidt, og hun beskrev det som værende meget bureaukratisk.

Dermed slår Vestager altså tvivl om et af fagbevægelsens og SKATs centrale værktøjer til at sikre ordentlige forhold og bekæmpe skattesnyd.

1.3 EU’s økonomiske diktater
Som i de forgangne år siden krisens start har det været en hovedprioritet for kontoret at give EU’s nedskæringspolitik modstand.

Med lysets hast har EU i løbet af krisen gennemført en række økonomiske reformer, som har haft tre formål:

For det første at etablere en fortælling om, at krisen i EU skyldes et overforbrug i den offentlige sektor (uden at nævne at overforbruget i vidt omfang blev skabt ved at give massive redningspakker til bankerne, da finanskrisen eksploderede).

For det andet at lade almindelige mennesker betale for krisen gennem arbejdsløshed, lønnedgang og nedskæringer i velfærden.

For det tredje og frem for alt at give EU endnu mere magt til at bestemme over medlemslandenes økonomiske politikker.

EU’s krisepolitik og propaganda
Som led i den årlige nedskæringsøvelse, Det Europæiske Semester, har kontoret stillet en række ændringsforslag til EU’s økonomiske styring af medlemslandenes økonomiske politik.

Det Europæiske Semester blev introduceret i 2011, som et svar på den økonomiske krise i EU. Det er et instrument, som har givet EU væsentlig magt over medlemslandenes finanslove – særligt eurolandenes.

Rationalet er, at den økonomiske krise skyldtes, at medlemslandene – og særligt medlemslandenes parlamenter – ikke har været i stand til at føre en sund og ansvarlig økonomisk politik, hvilket i 2009 førte til en massiv offentlig gældskrise. Derfor er det bedre fremover at lade EU-kommissionens teknokrater planlægge medlemslandenes budgetter.

Over hele linjen har det betydet nedskæringer på de offentlige budgetter. For eksempel var både efterlønsreformen og dagpengereformen ’anbefalinger’ fra Det Europæiske Semester.

Semesteret er en årlig cyklus. Blandt de vigtigste begivenheder i denne cyklus er EU-kommissionens årlige vækstprognose, som offentliggøres i november.

På baggrund af vækstprognosen vedtager både Rådet og EU-parlamentet nogle overordnede guidelines i marts om den økonomiske styring af EU’s økonomier.

I april meddeler medlemslandene EU-kommissionen deres planer for den næstkommende finanslovs økonomiske reformer.

På baggrund af disse planer offentliggør Kommissionen i maj de landespecifikke henstillinger til hvert enkelt medlemsland, som vedtages af Ministerrådet i juni/juli måned.

Først da kan finanslovsforhandlingerne i de enkelte medlemslandes parlamenter gå i gang. I løbet af denne proces kommenterer EU-parlamentet på medlemslandenes implementering af de økonomiske henstillinger. Vi befinder os i øjeblikket på dette stadie i cyklussen.

EU-parlamentets Udvalg om Økonomi og Valuta – med input fra bl.a. Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender – er derfor i gang med at vedtage sin beslutning om medlemslandenes implementering af de landespecifikke henstillinger. Samtidig skal EU-parlamentet give fremadrettet input til Kommissionens næstkommende vækstprognose.

Den overordnede fortælling fra flertallet i EU-parlamentet er, at EU er på vej ud af krisen. Det skyldes først og fremmest, at EU har overtaget koordineringen af medlemslandes økonomier, og for det andet skyldes det nedskæringerne på de offentlige budgetter.

Betyder det så, at EU vil indstille nedskæringsoffensiven?

Svaret er nej.

Nu skyldes det dog ikke længere en offentlig gældskrise. Fortællingen er i stedet, at hvis EU skal gribe opsvinget og for alvor komme ud af krisen, så kræver det, at EU’s økonomier bliver langt mere konkurrencedygtige i forhold til omverden. Det kræver ikke blot nedskæringer men også tættere europæisk integration samt fortsatte reformer af arbejdsmarkedet, pensionsordninger og velfærdssystemerne.

Som det fremgår, er den økonomiske kamp i EU i høj grad en kamp på ord om krisens årsag og løsning. Derfor har kontoret stillet en stribe ændringsforslag under udvalgsbehandlingen, som har haft følgende budskaber:

Krisen i EU er på ingen måde overstået. EU-landene kæmper med historisk høj arbejdsløshed og fattigdom. Al EU-snak om at krisen skulle være overstået er ikke bare usmageligt og respektløst men er fuldstændig afkoblet fra virkeligheden.

EU’s nedskæringsmedicin har ikke virket men har tværtimod forlænget krisen for arbejdsløse og almindelige lønmodtagere.

Det Europæiske Semester og de landespecifikke henstillinger er et brud på medlemslandenes selvbestemmelse. En sund økonomisk politik er en demokratisk økonomisk politik. Derfor skal EU-kommissionen ikke blande sig i medlemslandenes økonomiske reformer.

Hvis almindelige mennesker skal ud af krisen, kræver det, at medlemslandene frigør sig fra EU’s nedskæringspolitik og begynder at investere i jobs og velfærd.

At Kommissionen skal blande sig udenom løn-dannelsen i medlemslandene, samt at offentlige investeringer i velfærd og infrastruktur er nødvendige og produktive investeringer – og ikke blot røde tal på bundlinjen, som Kommissionens regnedrenge skal slå borgerne i hoved med når de udregner det strukturelleunderskud.

Ingen euro uden folkeafstemning
Som suppleant i Udvalget om Økonomi og Valuta var Rina skyggeordfører på EU-parlaments behandling af Litauens indførelse af euroen.

Rina anbefalede EU-parlamentet at afvise Kommissionens forslag om at lade Litauen indføre euroen.

Under behandlingen i Udvalget om Økonomi og Valuta lagde hun først og fremmest vægt på, at Litauen ikke havde afholdt folkeafstemning om euroen, trods flere meningsmålinger – bla. fra Kommissionen – viste, at mere end halvdelen af litauerne var imod euroen. For en demokrat er dèt forhold i sig selv en tilstrækkelig grund til at være imod Litauens indførelse af euroen.

Derudover lagde Rina vægt på, at Litauen har gennemført en række nedskæringspolitikker for at leve op til euroens konvergenskrav, der har skabt yderligere arbejdsløshed og betydet, at mange Litauer nu har forladt landet.

Samtidig fremførte Rina en mere grundlæggende kritik af euroens konstruktion, som har forstærket den økonomiske ulighed mellem forskellige EU-lande samt betydet mere overførelse af magt til EU over medlemslandenes finanspolitik.

Rinas ændringsforslag blev dog stemt ned af flertallet på EU-parlamentets plenar samling i juli, men fik stor opbakning fra sin politiske gruppe. Litauen indfører euroen 1. januar 2015.

Vores arbejde med Litauens indførelse af euroen ligger i forlængelse af Folkebevægelsens Landsmøde i 2013, hvor den internationale træskopris blev overrakt til letten Iveta Grigule for sin modstand mod Letlands indførelse af euroen. Iveta Grigule er i dag medlem af EU-parlamentet og sidder i højrefløjsgruppen, Gruppen for Europæisk Frihed og Direkte Demokrati (EFDD).

1.4 Social dumping og velfærdsforringelser

Nej til EU-privatisering af togtrafikken
I forbindelse med behandlingen af EU’s fjerde jernbane pakke fremsatte EU-parlamentets Transportudvalg et forslag om, at medlemslandene skal sikre “et minimumsserviceniveau under strejker inden for offentlig transport”.

Forslaget ville indebære et frontalangreb på strejkeretten. Derfor deltog kontoret i europæiske transportarbejderes mobilisering mod forslaget og resten af jernbanepakken. Forslaget blev heldigvis stemt ned bla. med Folkebevægelsens mandat.

Morten Messerschmidt (DF) stemte for forslaget. Det er trods, at DF ofte fremstiller sig selv – ikke mindst under parlamentsvalget – som forsvarere af den danske model.

Den fjerde jernbanepakke er stadig under behandling og vil fortsat være en prioritet for kontoret, da formålet med pakken er en fuldstændig åbning i 2022 af den nationale passagertransport for konkurrence i EU.

Det vil betyde yderligere privatisering af den offentlige transport og dårligere forhold og sikkerhed for passagerne og de ansatte ved jernbanen.

Stop social dumping på vinger
Lavprisflyselskaber som Ryan Air, Norwegian og Easy Jet kan tilbyde kunderne meget billige flybilletter.

Det kan de på bekostning af sikkerheden og arbejdsvilkårene for kabine personalet, ground handling personalet og piloterne samt service kvaliteten og sikkerheden for kunderne.

Derfor har Rina afholdt en international høring i EU-parlamentet i samarbejde med 3F Kastrup, som har sat fokus på lavprisflyselskabernes behandling af de ansatte og kunderne samt deres praksis med skatte unddragelse.

Fagforeninger, politikere og eksperter fra store dele af EU deltog i konferencen.

EU giver tilskud til udflytning af arbejdspladser
Virksomheder må ikke modtage EU-midler til investeringer, der fører til nedlæggelse af arbejdspladser i samme firma i en anden region i EU. Alligevel har bl.a. Coloplast modtaget over 37 millioner kroner i støtte fra EU til at flytte omkring 600 arbejdspladser fra især Humlebæk og Kokkedal til Ungarn. Rina har rejst sagen overfor EU-kommissionen og i EU-parlamentet, som på Rinas initiativ har vedtaget en opfordring til EU-kommissionen om at EU-strukturfondsmidlerne ikke må anvendes på en måde, der direkte eller indirekte understøtter relokalisering af tjenesteydelser eller produktion til andre medlemsstater.

EU-kommissionen tolker reglerne sådan, at når bare der er tale om udflytning af mindre end 100 arbejdspladser, så er der intet problem. Vi kan selvfølgelig ikke acceptere at EU presser løn- og arbejdsforhold i Danmark ved at give tilskud til at virksomheder flytter arbejdspladser til lavtlønslande. Rina vil derfor – i parløb med bl.a. 3F – fortsætte kampen for at få EU-kommissionen til at leve op til egne regler.

RUT-registeret under pres
EU-kommissionen har i over et år ført en såkaldt uformel dialog med den danske regering om at få RUT-registeret ændret. Registeret indeholder oplysninger om udenlandske tjenesteydelser i Danmark.
I kulissen står den polske regering, som lægger pres på Kommissionen for at få ulovliggjort den danske fagbevægelses adgang til RUT-registeret. Polen vil have det ændret så oplysninger om udenlandske virksomheders navn, arbejdssted og arbejdsperiode ikke længere er offentligt tilgængelige.
Registeret er et vigtigt redskab i kampen mod social-dumping fordi det er fagbevægelsens vigtigste redskab til at få kontakt med udenlandske virksomheder med henblik på at forhandle overenskomst.
Den uformelle dialog er skridtet før en officiel åbningsskrivelse, hvor Kommissionen kræver registret ændret. Sker det ikke er næste skridt en retssag ved EU-domstolen.
Ifølge den danske regering sikrer Håndhævelsesdirektivet, som blev vedtaget i EU i foråret, det danske RUT-register. Men når EU-domstolen afgøre en sag lægger den mest vægt på EU-traktaten, og i den står der, at medlemsstaterne ikke må lave særregler for virksomheder eller borger fra andre EU-lande, undtagen, hvis den nationale sikkerhed eller grundlæggende velfærd er på spil.
Dette var netop en af vores bekymringer da Håndhævelsesdirektivet blev vedtaget. Mens socialdemokraterne jublede, var vi bekymret over de begrænsninger direktivet pålægger medlemslandene i kampen mod social-dumping. F.eks. i forhold til at bruge sociale klausuler i offentlige kontrakter.

I den henseende er vores bekymring blevet bekræftet. EU-domstolen har netop dømt en tysk lov om kædeansvarlig ulovlig, fordi den begrænser konkurrence på løn mellem landene.

Sagen drejer sig om, at bystyret i Dortmund – i forbindelse med et udbud om digitalisering i overensstemmelse med lovgivningen – stillede krav om, at de der udfører arbejdet skal have en timeløn på mindst 65 kroner i timen. Men den regel må ikke gælde for ansatte i firmaer i andre lande, siger EU-domstolen. Domstolen mener nemlig, at reglen begrænser den frie bevægelighed for tjenesteydelser. Dermed kommer reglerne kun til at sikre lønnen, hvis det er tysk-ansatte der får opgaven.
Med dommen bliver det gjort til en rettighed for firmaer i andre lande at underbyde lokale firmær ved hjælp af lavere lønninger.

1.5 Kampen mod svindel og lukkethed

Rina sikrer mere kontrol med lobbyisterne
En af Rinas første opgaver efter hun overtog mandatet fra Søren Søndergård var i slutningen af sidste valgperiode, hvor hun blev udpeget til skyggeordfører på revisionen af EU’s frivillige lobbyregister.

EU’s hovedstad, Bruxelles, er ikke bare hjemsted for NATO og de mest centrale EU-institutioner, som Kommissionen, Rådet og EU-parlamentet, men er ifølge EU-kommissionen også vært for 32.500 professionelle lobbyister.

Mere end to tredjedele repræsenterer det private erhvervsliv – mens NGO’er, sociale bevægelser og fagforeninger er meget svagt repræsenteret.

Samtidig eksisterer der et kompliceret netværk af mere end 1.500 industri lobbygrupper og hundredvis af advokat firmaer og public affairs bureauer. 500 af verdens største virksomheder – herunder BP, Rolls Royce, BASF, Shell, Deutsche Bank – har deres eget lobbykontor omkring EU-institutionerne. En række af disse holder kontor side om side med EU-institutionerne.

Derudover er lobby erhvervet i Bruxelles en profitabel branche. Ifølge en rapport fra Corporate Eurorpe Observatory bruger den finansielle sektor 900 millioner kroner om året på at lobbye EU-lovgivningen samt beskæftige 1.700 lobbyister.

Men på trods af lobbyismens massive omfang, eksisterer der ingen meningsfuld lovgivning til at regulere og sikre åbenhed omkring lobbyisme i EU. Det gør EU til et ureguleret ‘lobby-ly’.

Det eneste instrument, som er blevet sat i verden, er et frivilligt lobbyregister. Det er frivilligt, om man som interesseorganisation eller lobbyist vil lade sig registrere eller ej. Det er desuden frivilligt hvilke informationer lobbyisterne opgiver.

Et frivilligt register er et register, som er tæt på at være ubrugeligt:

For det første er det umuligt for borgerne reelt at finde ud hvilke interesser, der er på spil, og hvem der er blevet hørt under lovgivningsprocessen.

Love sættes i verden for at fremme og beskytte offentlige interesser og mål og bør derfor reflektere og inddrage den brede offentligheds interesser. Men der er så mange grove eksempler på hvordan, EU-kommissionen har tilpasset et lovforslag i henhold til en snæver kreds af særinteresser.

For eksempel domineres Kommissionens ekspertgrupper – som er de grupper, Kommissionen rådfører sig med inden et lovforslag sendes ud til offentligheden – af private virksomhedsrepræsentanter.

Under forberedelsen til forhandlingerne med USA om en ny frihandelsaftale (TTIP) havde Kommissionen næsten udelukkende rådført sig med det store erhvervsliv. 119 ud af i alt 130 møder med interessegrupper, blev afholdt kun med det private erhvervsliv og deres lobbygrupper.

For det andet, betyder fraværet af reel gennemsigtighed en større risiko for korruption. Selvfølgelig er der allerede lovgivning mod korruption. Men alt andet end lige er gennemsigtighed det bedste instrument til at sikre, at korruption ikke forekommer.

Det tredje problem er, at vi ikke har et præcist billede af hvor stor en rolle, finansielle midler spiller for EU’s demokrati. Meget tyder dog på, at man skal have penge for at blive hørt i EU.

Vi kan i hvert fald med sikkerhed sige, at de store erhvervsinteresser bruger mange penge på at få indflydelse på EU-lovgivningen. Det kan ikke være helt billigt at have 1.700 finanslobbyister rendende.

Vi kan også med sikkerhed sige, at det er investeringer, der kan betale sig – ellers var vel der ingen grund til at bruge pengene på at lobbye.

Som skyggeordfører har Rina derfor presset hårdt på for indførelsen af et obligatorisk lobbyregister, som bla. pålægger lobbyisterne at oplyse deres klienter samt hvor store summer og hvor mange ansatte, de bruger på at lobbye hvert enkelt stykke lovgivning. Registeret skal samtidig være åbent for offentligheden, så almindelige borgere har mulighed for, at se hvilke interesser EU’s beslutninger afspejler.

Dèt arbejde ser indtil videre ud til at have båret frugt. Kommissionen har foreløbigt sagt, at den vil fremlægge et forslag til et obligatorisk register senest med udgangen af 2016. Dette løfte blev gentaget af den nye EU-kommissionsformand Junckers højre hånd, Frans Timmermans, under kommissærhøringen. Nu må vi se. I EU er der ingen garantier.

Derfor har Rina også krævet, at EU-kommissionen og EU-parlamentet skal vedtage klare regler, som begrænser uregistrerede lobbyisters muligheder for at få adgang til EU-institutionerne: For eksempel skal EU forbyde uregistrerede lobbyister at deltage i EU-kommissionens ekspertgrupper. Det skal desuden være forbudt for MEPere at deltage i events arrangeret af uregistrerede lobbyister. Uregistrerede lobbyister skal desuden fratages retten til at afholde receptioner og events i EU-institutionerne.

Derudover har Rina i forbindelse med vedtagelsen af EU-budgettet for 2015, stillet forslag om budgettet til Kommissionens ekspertgrupper kun kan frigøres, hvis eksperterne er reelt uafhængige og hvis medlemslister, dagsordner m.v. bliver offentligt tilgængeligt.

Skatteunddragelse og hvidvaskning af penge
Samtidig med at EU-borgerne kæmper med massive nedskæringer i den offentlig
velfærd, så mister de europæiske statskasser samlet set 7400 milliarder kroner årligt i skatteunddragelse.

Kapitalflugt til skattely er også et stort problem for udviklingsverden. Alene i 2011 mistede de afrikanske statskasser 333 milliarder kroner på grund af ulovlig kapitalflugt.

EU er nu i gang med at vedtage sin fjerde lovpakke mod hvidvaskning af penge. Men kommissionens forslag vil reelt fastholde status quo samt alle de lovlige sorte huller, hvor multinationale og kriminelle kan vaske deres profit fra skatteunddragelse og kriminelle aktiviteter hvide.

Som suppleant i EU-parlamentets udvalg om Økonomi og Valuta er Rina blev udpeget som skyggeordfører for lovpakken.

Kontorets hovedprioritet er at gøre op med skuffeselskaber ved at indføre et slags kædeansvar (kaldet ’beneficial ownership’), som betyder, at banker og virksomheder er ansvarlige for at kende identiteten på den eller de personer, der reelt ejer de selskaber eller skuffeselskaber, som de laver forretning med. De oplysninger skal desuden offentliggøres i et offentligt tilgængeligt register.

1.6 Verden er større end EU 
Kontoret prioriterer fortsat at sætte fokus på EU’s rolle i verden. Det er netop under
henvisning til, at EU skulle spille en særlig progressiv rolle i verden til forskel fra for eksempel USA og Kina, at EU-tilhængerne mener, at unionssamarbejdet er helt afgørende.

Ifølge tilhængerne er EU verdens forkæmper for demokrati, fred menneskerettigheder og bekæmpelse af klimaforandringerne. Udenfor EU er der kun afgrunden.

Men kigger man på en række aktuelle internationale konflikter og globale udfordringer, så er det sjældent disse værdier, der kendetegner EU’s relation til omverden.

Det er snarere geopolitiske interesser, jagten på nye eksportmarkeder, adgangen til naturressourcer og energi samt frygten fra migration og terror, som bestemmer EU’s forhold til omverden – ikke mindst når det gælder udviklingslandene.

Den Transatlantiske Frihandelsaftale (TTIP)
Ligesom sidste år har kontoret prioriteret modstanden en ny frihandelsaftale mellem EU og USA – også kaldet TTIP. Dels har Rina deltaget aktivt i den offentlige debat medierne. Og dels har kontorets personale deltaget aktivt i den internationale bevægelse mod TTIP-forhandlingerne.

Rina har desuden været medarrangør på en stor konference i EU-parlamentet, som havde til formål at styrke båndene mellem de parlamentarikere, sociale bevægelser og fagforeninger i EU, som er imod TTIP-forhandlingerne.

Sammen med sin politiske gruppe GUE/NGL i EU-parlamentet, har kontoret desuden udgivet en rapport, som viser, at de økonomiske gevinster ved en frihandelsaftale mellem EU og USA er stærkt overdrevene. Til gengæld vil en aftale betyde store sociale forringelser.

Regeringen, EU-kommissionen, Dansk Industri, Venstre m.fl. hævder, at en dansk familie vil få 4000 DKK ekstra om året som følge af, at varerne bliver billigere. Men ifølge vores rapport, så er det kun den halve historie.

Den anden del af historien er, at varerne kun vil blive billigere fordi en frihandelsaftale med USA vil reducere standarderne på miljøet, sundheden og forbrugernes sikkerhed.

Det er stik imod det mandat den danske regering har fået af Folketinget, som siger, at en frihandelsaftale med USA ikke må betyde forringelser indenfor miljø, forbrugersikkerhed og arbejdstagerrettigheder.

Samtidig viser rapporten, at EU-kommissionens modelberegninger, for hvor meget vækst frihandelsaftalen kan skabe, baserer sig på en fantasiverden, hvor der er fuld beskæftigelse, intet underskud på de offentlige budgetter og fuld mobilitet for lønmodtagere. Bliver man i øvrigt arbejdsløs på grund af den øget konkurrence med frihandelsaftalen, så antages det at man fra den ene dag til den anden finder sig et nyt job enten inden for en ny branche eller sektor.

Disse antagelser ligner dog ikke det EU, vi kender i dag, hvor 26 millioner EU-borgere er arbejdsløse – og hvoraf mange aldrig finder vej ind på arbejdsmarkedet – og hvor mange medlemslande kæmper med en massiv gældskrise efter at have betalt regningen for bankerne.

Kobané
Kobané i det kurdiske selvstyreområde i Syrien er i øjeblikket omringet af styrkerne fra det såkaldte “Islamisk Stat”, som har sat alle kræfter ind på at knuse kurderne. Tyrkiet har erklæret sig parat til at gå ind over grænsen og etablere en “sikkerhedszone”. I realitet vil dette være lig med en tyrkisk invasion af det kurdiske selvstyreområde i Syrien, hvilket kan bringe våbenhvilen mellem PKK og den tyrkiske stat i fare.

Kontoret har været aktivt involveret i kurdernes kamp for retten til selvbestemmelse. I december sidste år var Søren Søndergård medvært for en stor konference om kurderne og fredsprocessen i Tyrkiet. Dette initiativ følges op af Rina, der sammen med GUE/NGL-gruppen arrangerer en konference om kurderne og den aktuelle situation i mellemøsten. Rina er også blevet støttemedlem af den såkaldte kurdiske venskabsgruppe i Parlamentet, som støtter kurdernes kamp.

Ukraine
I EU-parlamentet nærmest skriger flertallet på en konfrontation med Rusland. Der udtrykkes stor opbakning til NATO og mobiliseringerne langs grænserne.

Der er ingen tvivl om, at Putins handlinger i Krim er fuldstændig uacceptable, men løsningen kan aldrig være en yderligere eskalering af konflikten. Desværre vil associeringsaftalen mellem EU og Ukraine, som blev godkendt af EU-parlamentet i september, kun eskalere konflikten.

Derfor stemte Rina imod aftalen samtidig med, at hun har fastholdt, at Ukraine sagtens kan have et økonomisk samarbejde med alle sine naboer. Som et alternativ kunne EU have tilbudt en konstruktion, der ikke tvang til Ukraine til at vælge økonomisk samarbejde med EU frem for Rusland.

Vi er nødt til at gå væk fra den her tankegang, hvor EU og NATO-landene skal kæmpe mod Rusland om hvem, Ukraine skal orientere sig imod.

Lige nu er der behov for at alle parter, som har ansvar for den nuværende konflikt, slår koldt vand i blodet og begynder at fokusere på en deeskalering, og dét som den oprindelige konflikt i Ukraine handlede om – nemlig almindelige ukraineres legitime krav om demokrati og et opgør med eliten. Det krav er nu fuldstændig glemt i stormagtspolitik.

Det 29. EU-land
I sommers indledte Israel en massiv offensiv mod Hamas, som resulterede i en fuldstændig utilgivelig massakre af civile palæstinensere.

Derfor har Rina i EU-parlamentet krævet en øjeblikkelig suspendering af EU’s associeringsaftale med Israel, som på papiret er baseret på respekten for menneskerettighederne.

Associeringsaftalen giver bla. Israel adgang til EU’s indre marked samt en række støtteordninger, der har været med til at finansiere udviklingen af Israels højteknologiske militær.

Men først og fremmest betyder associeringsaftalen, at Israel har status af at være EU’s særligt begunstigede samarbejdspartner – mao. et slags 29. medlemsland.

Vestsaharas befrielse
Folkebevægelsen kæmper for retten til national selvbestemmelse. Derfor har Folkebevægelsen længe kæmpet for Vestsaharas befrielse, som desværre modarbejdes af EU.

I årevis har EU støttet den marokkanske besættelse af Vestsahara gennem en fiskeriaftale, som giver EU lov til at tømme Vestsaharas havområde for fisk.

Der er altså tale om dobbeltudnyttelse. Dels den politiske støtte til besættelsen – og dels udplyndringen af Vestsaharas ressourcer, hvilket er I direkte strid med international lov.

I forlængelse af Landsmødets beslutning i 2013 har Vestsaharas selvbestemmelse fortsat været en prioritet for kontoret. I øjeblikket arbejder vi for etableringen af en tværpolitisk gruppe i parlamentet, som skal sikre, at der fortsat bliver sat politisk fokus på besættelsen samt EU’s rolle i denne.

Besættelsen er noget som Kommissionen helst vender det døve øre til, medmindre der er nogen både indenfor og udenfor EU-institutionerne, som råber op.

Klimakrisen
Vi befinder os i en klimakatastrofe. Klimaforandringernes konsekvenser er muligvis ikke så tydelige i Danmark, som de er andre steder i verden.

Men på det afrikanske kontinent betyder konsekvenserne krig, hungersnød og død. Det er ikke noget, der sker en gang i 2030 eller 2050. Det sker i dag.

Under forhandlingerne om EU’s klima- og energipolitik for 2030 har Rina stillet forslag om, at EU skal vedtage et CO2-reduktionsmål på mindst 60% samt et mål for vedvarende energi på mindst 40%. Det er de mål, som anbefales af klima- og miljøorganisationer som Greenpeace og Friends of the Earth (kaldet NOAH i Danmark).

Begge forslag er naturligvis blevet stemt ned af flertallet i EU-parlamentet.

I Folkebevægelsen interesserer vi os for verden, fordi verden er som bekendt større end EU – det samme er klimaet, som heller ikke stopper ved EU’s grænser. Vi forudser, at klimaet igen kommer øverst på den globale dagsorden op til klimatopmødet i Paris 2015.

Det gælder ikke kun for den politiske dagsorden men også for almindelige mennesker. I slutningen af september gik 400.000 mennesker på gaden i New York med kravet om klimaretfærdighed. Det er en klimamobilisering, vi som folkelig bevægelse ikke kan ignorere. Overalt er NGOer og sociale bevægelser begyndt at mobilisere for at lægge pres på verdens store økonomier – det gælder ikke mindst EU.

EU-landene bærer et historisk ansvar for klimaforandringerne og har en stor klimagæld at betale til de lande, hvor klimaforandringerne rammer hårdest.

Folkebevægelsen var meget aktiv i forbindelse med klimatopmødet i København 2009 og bør også være det i forbindelse klimatopmødet i Paris næste år.

EU’s militære grænsekontrol
I forbindelse med vedtagelsen af EU’s budget, har kontoret stillet forslag om at afskaffe EU’s grænsekontrol, Frontex. Den stadige millitarisering af Frontex tvinger flygtninge og migranter ud på stadigt farligere ruter over middelhavet for at komme til Europa.

Alle de penge vi i dag bruger på FRONTEX burde i stedet gå til at støtte Italien og Grækenland med, at modtage den voksende strøm af flygtninge. Samtidig burde midlerne bruges på endnu flere redningsmissioner for at undgå nye tragedier som Lampedusa.

Men desværre mener EU noget andet. Senest har det Italienske EU-formandskab stået i spidsen for en omfattende europæisk politioperation, som havde til formål at pågribe “illegale indvandrere” i EU. Operationen var endnu et skridt i kriminalisering af de tusinder af personer, der søger beskyttelse i Europa.

1.7 Borgernes rettigheder på nettet

Det frie internet valg
Der er ca. 3 milliarder mennesker verden over, der bruger internettet hver eneste dag.

Nettet er samtidig platform for en vildtvoksende ny service industri – se blot tjenesteudbydere som youtube, netflix, apple, facebook osv. Dertil kommer online handel. Alene i England blev der sidste år indkøbt for 850 milliarder kroner over nettet.

Internettet er altså noget som Folkebevægelsen bør forholde sig langt mere til i fremtiden. For der er stærke kræfter på spil, som ønsker at gøre op med det frie internet, som vi kender det i dag, hvor brugerne kan bevæge sig frit og skabe nye platforme for viden, kommunikation og fællesskaber mellem mennesker på tværs af tid dog rum.

I april vedtog EU-parlamentet en pakke nye regler for at skabe et sammenhængende indre marked for al elektronisk kommunikation i EU.

I den forbindelse stillede kontoret en række forslag, som skulle sikre, at internettet ikke blev til en ren pengemaskine for de store telegiganter og internetudbydere.

Men samtidig førte telegiganterne en voldsom lobbykampagne for at få lov til at regulere internettet på en sådan måde, at de ville kunne tjene penge på at give tjenesteudbyderne adgang til forbrugerne mod betaling.

Denne form for regulering af internettet vil de facto betyde en begrænsning af internettet. Det vil betyde, at brugerne kun vil have adgang til de tjenesteudbydere på internettet, som har råd til at betale for adgangen til forbrugerne.

For eksempel er den store tyske internetudbyder, Telekom, gået sammen i et samarbejde med den store tjenesteudbyder, Spotify, som leverer musik. Samarbejdet betyder, at Telekoms kunder vil have nem og hurtig adgang til Spotify’s produkter. Men adgangen til konkurrerende tjenesteudbydere vil blive begrænset og udsat for langsommere nethastighed eller decideret blokering. Dermed vil Telekom og Spotify fjerne det frie internet valg.

Det er ikke svært at forestille sig, at en sådan situation vil lede til monopolisering af internettet. Det er heller ikke svært at forestille sig at tjenesteudbydernes ekstra omkostninger til netudbyderne vil blive lagt ud på forbrugerne – det vil altså sige mere brugerbetaling på internettet.

Kontoret stillede derfor en række forslag om at bevare det frie internet – også kaldet net neutralitet, som blev vedtaget i EU-parlamentet. Telegiganterne skal ikke have flere rettigheder til at regulere internettet, for at tjene deres profit.

2. ANDRE AKTIVITETER I EU-PARLAMENTET

Møder og besøgsgrupper
I Folkebevægelsen siger vi ofte, at man i EU-parlamentet er langt væk fra den virkelige verden. Det er også korrekt – men heldigvis kommer den virkelige verden ofte til EU-parlamentet.

Selvom den danske journaliststab matte mene noget andet, så interesserer danskerne sig for EU, og de gør aktivt noget for at blive klogere på, hvad det der EU er for noget. For eksempel tager mange på studieture til Bruxelles for at lære mere.

Derfor får kontoret rigtig mange henvendelser fra grupper, der ønsker at mødes med Rina eller en medarbejder fra kontoret for at høre om EU og vores arbejde i EU-parlamentet. Det drejer sig om alt lige fra studerende til foreninger og folk, der er på efteruddannelse.

Samtidig får vi også besøg af officielle delegationer fra fagforeninger, sociale bevægelser og NGOer, som ønsker at diskutere konkrete sager eller lovgivning.

Vi synes, det er en vigtig opgave at mødes med disse grupper for at skabe nye alliancer og for at udbrede Folkebevægelsens budskaber og argumenter. Men det tager rigtig meget tid. Der går ikke en uge, hvor kontoret ikke har møder med forskellige grupper.

Derudover arrangerer kontoret selv studieture til EU-parlamentet. For eksempel afholdte vi i februar et to-dags seminar for Folkebevægelsens kandidater for at klæde dem på til EU-parlamentsvalget.

GUE/NGL
I Folketinget har hver parlamentariker en række rettigheder såsom retten til at tale og stille forslag. Sådan er det ikke i EU-parlamentet. Tværtimod er det de politiske grupper, som har rettighederne. Derfor er det stort set umuligt at fungere i EU-parlamentet uden en gruppe.

Rina har – med Landsledelsens opbakning – besluttet sig for fortsat at være tilknyttet
GUE/NGL-gruppen i EU-parlamentet, som er en konføderal venstrefløjsgruppe.

Gruppen er vokset fra 34 til 52 medlemmer efter valget. Væksten kommer overvejende fra de sydeuropæiske medlemslande, hvor venstrefløjen er gået frem i bl.a. Spanien og Grækenland. Blandt de nye “partier” er den spanske folkelige – og EU-kritiske – bevægelse Podemos samt Bildu, der kæmper for baskernes ret til selvbestemmelse. Gruppen har også sagt farvel til nogle partier. Herunder det græske kommunistparti (KKE), der har besluttet sig for at være i den tekniske gruppe af “uafhængige medlemmer”. KKE sidder nu i gruppe med de græske fascister fra Gyldent Daggry.

GUE/NGL-gruppen er et godt sted at være, dels fordi gruppen overvejende er EU-kritisk og dels fordi der er fuld frihed til at man kan stemme og argumentere helt som man selv vælger – også når det går direkte imod flertallet i gruppen.

Inden for gruppen er vi særlig tilknyttet den del, som hedder NGL (Nordic Green Left) og som er endnu mere EU-kritiske end resten. Det giver en lang række fordele, f.eks. med forberedelse af det enorme antal afstemningerne i Strasbourg. Omvendt betyder det selvfølgelig også, at vi har en række opgaver, og at vi må bruge tid på at få samarbejdet i gruppen til at fungere.

3. AKTIVITETER OG MEDIER I DANMARK

Offentlige møder
Rina deltager desuden i en lang række møder og konferencer rundt omkring i Danmark. De fleste er i et bredere regi, men mange er også i regi af Folkebevægelsen. Det er meget sjældent, at der er en uge, hvor Rina ikke på vegne af Folkebevægelsen har deltaget i et eller flere offentlige arrangementer i Danmark.

Forretningsudvalget
Arbejdet i EU-parlamentet er ikke et mål i sig selv, men skal også ses som et redskab til at opbygge Folkebevægelsen som en levende og stærk organisation. Derfor er Rina lige så aktiv i Landsledelsens og Forretningsudvalgets møder, som hun er i EU-parlamentets møder.

Pressearbejde
En stor del af det parlamentariske arbejde foregår i samspil med den offentlige debat. Derfor bidrager kontoret aktivt til Folkebevægelsens presse- og kommunikationsarbejde.

Kontoret levere både historier og opinion til dagspressen (aviser, tv og radio) og til Folkebevægelsens egne medier (hjemmesiderne, Folk i Bevægelse og vores sociale medier).

Da journalisternes indgang til Folkebevægelsen ofte går gennem vore medlem af EU-parlamentet (det er desværre ikke noget vi selv er herre over) har Folkebevægelsens forretningsudvalg besluttet at ansætte en pressemedarbejder i Bruxelles.

I november starter vores nye pressemedarbejder, Jens Bomholt, på kontoret i Bruxelles.

4. Afslutning

Som det fremgår af denne beretning, så har kontoret i Bruxelles mange forskellige opgaver på én gang. Det fungerer kun, fordi der sidder nogle utrolig dygtige medarbejdere, der kan understøtte parlamentarikerens arbejde. Men det ændrer dog ikke på, at der skal lyde en særlig tak til Søren Søndergaards store arbejde igennem mange år i parlamentet.

I den kommende tid forventer vi at der kommer godt fokus på retsområdet. Det er et område, hvor integrationsmaskinen kværner fremad, f.eks. har Kommissionen stillet forslag til en fælles EU-anklagemyndighed, som skal tage sig af de såkaldte EU-forbrydelser. 11 nationale parlamenter har trukket det gule-kort ift. forslaget fordi de mener det er i strid med subsidiaritetsprincippet. Dette har dog ikke fået Kommissionen til at trække forslaget tilbage. Ej heller har det stoppet vedtagelsen af en støtte erklæring i EU-parlamentet, hvor GUE/NGL-gruppen med Rina i spidsen stillede forslag om at afvise den fælles EU-anklagemyndighed.

Du kan hente det 3. udkast til årsplanen her:

Eller læse den herunder:

• 3.Udkast den 12. oktober 201

Forslag til årsplan for 2014-15

Bankunion og overnational retspolitik
I Lissabon-traktaten, som i traktater før denne, kan man læse, at EU’s mål er ”en stadigt snævrere union”. Dette betyder, at EU i stigende grad skal centralisere magten inden for unionen.
På to områder kan vi forvente, at et flertal af Folketinget vil støtte yderligere suverænitetsafgivelse. Det drejer sig om magten over bankerne og retspolitikken.
Flere partier på Christiansborg har allerede meldt ud, at de støtter EU’s bankunion og at de mener, at der skal fifles med den danske retsundtagelse således, at flertallet på Borgen kan vælge en ensrettet vej, hvor den fra sag til sag kan afgive suverænitet til EU på retsområdet – en såkaldt tilvalgsordning.
I Folkebevægelsen mod EU vender vi os imod denne udvikling.
Vi mener, at såvel bankunionen og en overnational retspolitik vil være til skade for demokratiet og for Danmark.
Bankunionen vil blive solgt som en ekstra sikkerhed for danske banker. Men en dansk indlemmelse i EU’s bankunion vil i realiteten føre til, at EU kan lukke danske banker, og at danske bankkunder skal betale dyrt for at danske banker kobles sammen med banker i euro-området.
EU er godt i gang med at udvikle en overnational retspolitik. Det betyder, at EU’s politimyndighed, Europol, bliver til en overnational politistyrke. Når dette sker, er Danmark i kraft af retsundtagelsen nødt til at udtræde af Europol. I Folkebevægelsen mod EU støtter vi denne frigørelse fra EU’s overnationale retspolitik, og vi kan se, at Norge kan samarbejde med Europol uden at være medlem. Det samme kan Danmark gøre. Men vi oplever allerede en usaglig skræmmekampagne fra forskellige tilhængere af en overnational retspolitik.

Vi har fire mål når det gælder Bankunionen og EU’s retspolitik:
1. Vi skal kæmpe for at Folketinget afholder folkeafstemninger, hvis de forsøger at afgive suverænitet på disse områder.
2. Vi skal kæmpe for, at disse folkeafstemninger afholdes på et fair grundlag (tid til debat, lige fordeling af oplysningsmidler mellem ja og nej-siden, ingen misbrug af centraladministrationen og afholdelse afstemning også på Færøerne og i Grønland, da der er tale om rigsanliggender). I forhold til retsundtagelsen skal det også undersøges om det statsretligt er lovligt at indføre en tilvalgsordning, da det ikke er afgivelse af suverænitet i nærmere bestemt omfang.
3. Vi skal afholde landsdækkende kampagner og give befolkningen oplysning om hvad et ja til suverænitetsafgivelse vil betyde samt hvad der vil ske efter et nej.
4. Vi skal kæmpe for, at vinde de to folkeafstemninger og forhindre yderligere suverænitetsafgivelse.
At klare dette vil kræve meget af vores bevægelse for intet af dette kommer af sig selv. Og bare den del der går ud på at vinde i kampagnen før en folkeafstemning er en kæmpemæssig opgave.
Hvor første skridt er at opkvalificere vores egne aktive, så alle er klædt godt på til debatten.

Handelsunion mellem EU og USA
Folkebevægelsen mod EU skal i samme periode kæmpe aktivt imod og oplyse om andre skadelige indvirkninger fra EU og EU-systemet. Det gælder ikke mindst planerne om en handelsunion mellem EU og USA. Det såkaldte Transatalantic Trade and Investment Partnership (TTIP). Det er helt uacceptabelt, at forhandlingernes mål blandt andet er en investeringsaftale, som giver virksomheder ret til at sagsøge lande for deres lovgivning på disse områder. En investeringsaftale vil derfor betyde omfattende indskrænkning af landenes ret til at lovgive i den brede offentligheds interesse. Folkebevægelsen er ikke modstandere af handelsaftaler, men vi vil på ingen måde acceptere at demokratiet, miljøet og velfærden svækkes yderligere og vi vil kræve, at der er offentlighed i forhandlingerne mellem EU og USA.
I forbindelsen med kampen mod TTIP og andre lign. handelsaftaler skal Folkebevægelsen udnytte at vi har en EU-parlamentariker, der både har mulighed for at skaffe informationer, rejse sager i EU-parlamentet og som har mulighed for at bane vejen for at skaffe kontakter til mulige samarbejdspartnere andre steder i EU-området, men også eksempelvis i USA .
Netop fordi kampagnen mod TTIP foregår ikke bare i Danmark – det gør at Folkebevægelsen organisatorisk skal tænke sin kampagne som værende en der går på to ben. Det ene ben i Bruxelles og det andet ben er i Danmark

Social dumping
Folkebevægelsen mod EU vil også aktivt fortsætte kampen imod social dumping.
I kampen mod social dumping vil vi aktivt kræve at udenlandske arbejdstagere arbejder på danske løn- og arbejdsvilkår i Danmark. Vi kan ikke acceptere at mennesker udnyttes og underbetales. Et led i denne kamp er kravet om arbejdsklausuler, der sikrer danske løn og arbejdsvilkår for alle ansatte.
Også her skal betydningen af vores EU-parlamentariker indtænkes i forhold til de initiativer vi vil tage på området. Og det gælder også den anden vej rundt. Derfor skal fagligt udvalg, erhvervsudvalget og Rina forsøge at koordinere deres forskellige initiativer, så vi opnår bedst mulig synergieffekt. Landsledelsen skal naturligvis løbende informeres.

100-året for 1915-grundloven
I 2015 kan vi fejre 100-året for grundloven af 1915, der f.eks. gav kvinder stemmeret. Med grundlovsrevisionen var demokratiet ikke længere forbeholdt de få, og det vil være oplagt at vi i Folkebevægelsen mod EU markerer støtten til principperne om ligeværd, lige rettigheder og demokratisk deltagelse på grundlovsmøderne over hele landet.

Traktatændringer
Vi skal også i den kommende periode være opmærksomme på, at der kan komme forslag om traktat-ændringer. Her skal vi nøje følge udviklingen og være klar til reagere.

En stærkere organisation
På trods af fremgang i EU-valget kan vi se, at ikke alle dele af Folkebevægelsen mod EU er så stærke, som vi kunne ønske. Det er derfor afgørende, at Folkebevægelsen mod EU aktivt prioriterer at styrke bevægelsen politisk og organisatorisk.
Vi skal derfor i løbet af den kommende periode lave en ekstra indsats for at styrke vores lokalkomiteer.
En førsteopgave bliver at få genetableret et komitéudvalg. Derudover skal alle komiteer i Folkebevægelsen kontaktes således, at vi kan få et klart overblik over komiteernes tilstand. Hvad der fungerer godt og mindre godt. Målet er også at vi skal sikre, at hvide pletter, hvor der ikke sker så meget, og hvor vi måske nok har medlemmer dækkes af komiteer, der fungerer.
Efter valget er der taget de første skridt for at etablere et ungdomsnetværk. Dette arbejde skal fortsætte i den kommende periode. Derfor er det vigtig, at der afsættes ressourcer for at styrke det videre arbejde. Ungdommen er fremtiden, og vi skal ikke glemme hvor vigtige, de er for organisationen.
Efter valget har Landsledelsen nedsat en “Hvor skal vi hen” gruppe. Den skal kritisk analysere Folkebevægelsen mod EU og dens organisation. Dette arbejde skal fortsætte frem mod Landsmødet 2015, og her komme med konkrete forslag som kan løfte Folkebevægelsen mod EU, både politisk og organisatorisk.

I den kommende periode skal medlemshvervning stadig være et vigtigt punkt, som vi tænker ind i kampagner og andre aktiviteter. Det samme gælder vores brug af de elektroniske medier. Folkebevægelsen har nu over 14.000 likes på Facebook og det er folk, som kan inddrages i vores kampagner.
Efter den succesrige genopretning af vores økonomi står Folkebevægelsen mod EU i en situation, hvor vi kan fortsætte med at lave valg-opsparing til kommende folkeafstemninger og EU-parlamentsvalg. Det er især gavmilde medlemmer, som vi skal takke for denne situation.
Det er af afgørende betydning, at vi umiddelbart efter Landsmødet for udarbejdet en kampangeplan for det kommende år. Denne plan skal også indeholde hvilke materialer der skal udarbejdes. Det er vigtigt at Landsledelsen, Forretningsudvalget og kampangeudvalget straks går i gang med dette arbejde.

Her kan du hente de indkomne forslag til landsmødet:

Eller læse dem herunder:

Forslag 1 til landsmødet i Folkebevægelsen 2014.
Fra Lisbet Ammitzbøll Bonde
Herlev
Udvikling og udvidelse af netværk
Folkebevægelsen vil udvikle og udvide sit netværk, så det fortsat især baseres på lokalkomiteerne samt tillige på enkeltpersoner rundt om i landet, aktivitetsgrupper på uddannelsessteder mv.

Begrundelse og uddybning.
Nettet og de sociale medier giver mange muligheder for at enkeltpersoner og små grupper af medlemmer kan bidrage med oplysningsarbejde og aktiviteter.

Alle der siger ja til at være en del af Folkebevægelsens netværk (organisering) skal ligesom komiteerne jævnligt modtage en levende orientering, inspiration og materialer fra Folkebevægelsen centralt .
Især når der er aktuelle, store kampagner kan netværket aktiveres.

Der arrangeres arrangementer/konferencer/kurser som hele netværket særligt indbydes til, for at styrke og inspirere Folkebevægelsens aktivister og Folkebevægelsen kan blive inspireret af netværket. Valgtræffet var et super eksempel på dette – meget mindre målestok men med lignende godt indhold kan gentages.

Fra Franz Krejbjerg, Århus
Styrk informationsarbejdet
Folkebevægelsen skal fastholde og udvikle det selvstændige informations- og pressearbejde om EU. Folkebevægelsen skal fastholde og udvikle en stærk nyhedsdel på hjemmesiden og sociale medier som “facebook” henblik på at give argumenter og historier til EU-modstanden.

Begrundelse
En levende formidling på Internettet og de sociale medier er vigtig. Det giver Folkebevægelsen mulighed for at nå langt ud og være i direkte daglig kontakt med en bred kreds. Ikke kun beregnet for medlemmer, med som seriøs formidling til alle, så vi kan få folks øjne op for modstanden mod EU er vigtig. Selvom vi er en lille organisation med få ansatte er det vigtigt at dette område sikres og prioriteres.

Forslag 3 til Landsmødet 2014
Styrkelse af de individuelle og kollektive medlemmers rolle som ambassadører for Folkebevægelsen
Forslag til landsmødet den 25-26. oktober 2014 stillet af Folkebevægelsens lokalkomité i Gladsaxe, Lyngby og Gentofte.
Landsmødet opfordrer landsledelsen til at fremkomme med et organisationsforslag op til landsmødet i 2015, som styrker forbindelsen mellem Folkebevægelsens ledelse og det enkelte medlem og som styrker de individuelle og kollektive medlemmers rolle som ambassadører for Folkebevægelsen.
Begrundelse:
Mange lokalkomiteer i Folkebevægelsen fungerer mest på papiret og er ikke i realiteten et omdrejningspunkt for arbejdet. Samtidig har medlemstallet i Folkebevægelsen i en periode været stigende og vi har stadig en del kollektive medlemmer. Dette kræver nogle overvejelser om, hvordan vi kan sikre, at det enkelte medlem og de kollektive organisationer i langt højere grad bliver direkte inddraget i og udfører af Folkebevægelsens arbejde.
Således vedtaget på komitémødet i Gladsaxe, Gentofte og Lyngby onsdag den 1. oktober 2014 på Gladsaxe Hovedbibliotek Forslag til folkebevægelsens landsmøde oktober 2014

Forslag 4 til Landsmødet 2014
Fra Jammerbugt-komiteen, Lis Jensen
“Vi foreslår, at “introduktions-kontingent” på 50 kr for det første års medlemsskab af Folkebevægelsen mod EU gøres til et permanent tilbud”.

Forslag 5 til landsmødet 2014
Fra Klaus Riis
Arbejderpartiet Kommunisterne APK
Underskriftsindsamling for folkeafstemning om dansk medlemskab af EU
Folkebevægelsen vil i den kommende landsmødeperiode gennemfører en underskriftsindsamling for en ny folkeafstemning om det danske medlemskab af EU.
Forudsætningerne for medlemskabet er fuldstændigt ændrede i forhold til 1972, da afstemningen om dansk medlemskab af EØF (EEC) gennemførtes.
Underskriftsindsamlingen gennemføres både centralt og lokalt gennem komiteerne og med mulighed for at skrive under på nettet.

Begrundelse/bemærkninger
Folkebevægelsens hovedmål er at få Danmark ud af EU. Underskriftsindsamlingen vil være en opfølgning af agitationen for en folkeafstemning om medlemskabet op til EU-parlamentsvalget og har til formål at vise, at der eksisterer bred folkelig opbakning bag kravet.

Det er en opgave som er umiddelbart tilgængelig for komiteer såvel som enkeltpersoner. Den ledes af landsledelsen, som sikrer de nødvendige materialer mv, og understøttes gennem annoncering og anbefalinger fra kendte personligheder, organisationer osv.

Den suppleres med udarbejdelse af materialer, der begrunder fordelene for den brede befolkning ved dansk udtræden af EU.

Den løber i hele den kommende landsmødeperiode – med mulighed for forlængelse eller afslutning og aflevering af underskrifter til regering og folketing samt markering i forhold til EU-parlament, -kommission osv.

Her kan du hente politiske beretning som worddokument:

Eller du kan læse den herunder:

Indledning

EU-parlamentsvalget var først og fremmest en succes for Folkebevægelsen mod EU. 183.724 vælgere satte deres kryds ved liste N. Det er ca. 15.000 flere end ved valget i 2009. Vi fortsatte dermed fremgangen fra sidste valg, og det skete oven i købet med en helt ny spidskandidat, med et begrænset budget og langt færre ansatte end de øvrige lister. På landsplan fik vi 8,1 % af stemmerne, og det er det bedste valgresultat i 20 år.
Samtidig viste resultatet også, at Folkebevægelsen ikke udfoldede sit fulde potentiale og står over for nogle udfordringer politisk og organisatorisk, som vi må forholde os til.
Politisk oplevede vi, at flere af partierne forsøgte at tegne et billede af sig selv som EU-kritiske. Bendt Bendtsen slog på tromme for, at han ville passe på Danmark. Ulla Tørnæs (V) forsøgte at fremstille sig selv som en, der vil begrænse EU-borgeres ret til danske børnepenge. Jeppe Kofod (S) var også kritisk og kom med forslag til begrænsninger af EU’s magt. Og SF og Margrete Auken forsøgte at fremstå som dem, der kæmpede for miljø, klima, et socialt Europa og for at tøjle finanssektoren og lobbyisterne. DF fremstod desuden i manges øjne som EU-modstandere. Men realiteten er, at DF ikke støtter en dansk frigørelse fra EU, og de EU-glade partier kæmper aktivt for at afgive mere suverænitet til EU. Folkebevægelsen mod EU har derfor et kæmpe potentiale, som vi skal blive bedre til at realisere i fremtiden.
Samme dag, som der var EU-valg, stemte vi også om EU’s patentdomstol. 33,7 % stemte ja, 20,2 % nej. 1,9 procent stemte blankt, og 42,2 % stemte ikke, da stemmeprocenten endte på 55,85 %. Hvis man kun ser på dem, der stemte, blev resultatet: 37,5 % stemte for et nej, og 62,5 % stemte ja. Nej’et var for første gang stort set ikke større end de to nej-listers resultat ved EU-parlamentsvalget. På trods af en aktiv kampagne lykkedes det os ikke at vinde denne afstemning. En del af forklaringen er, at det var et vanskeligere tema, men også, at vi havde begrænset med tid og ressourcer, og at vi prioriterede parlamentsvalgkampen højere. Dertil blev nej-debatten mere juridisk og teknisk end folkelig, og argumenter imod mere magt til EU var ikke dominerende. Ja-siden havde mange flere midler til at føre kampagne for og brugte f.eks. 13 gange så mange penge på avisannoncer som nej-siden.
Centraliseringen af magt i EU fortsætter, samtidig med at EU’s politikker rammer borgerne, naturen og omverdenen. EU-spændetrøjen kan, på trods af de evt. politiske konsekvenser i de enkelte EU-lande, meget vel blive endnu mere stram de kommende år. Processen frem mod at få skabt en egentlig økonomisk regering for i hvert fald eurolandene, og herunder at få udnævnt en EU-budget-zar, fortsætter. Det betyder, at der snart skal laves traktatændringer.
Ligeledes ønsker EU magt over bankerne og har lagt en Bankunion på skinner – som Danmarks regering endnu ikke har taget stilling til, men som vi kan forvente, at den vil sige ja til, på trods af at Sverige og Storbritannien har sagt nej. Forhandlingerne med USA om etableringen af TTIP (USA-EU-handelsunion) fortsætter også. Det er en proces, der i allerhøjeste grad foregår for lukkede døre, og som kan føre til, at særdomstole underkender nationale love og dermed underminerer demokratiet.

EU-parlamentsvalget

EU-parlamentsvalget var det bedste valg for Folkebevægelsen i 20 år.
Den ovenstående sætning og dens budskab er på mange måder endnu mere imponerende, når man ser på baggrunden for 2014-valgkampen.
Folkebevægelsens daværende parlamentariker Søren Søndergaard valgte, meget flot, efter at have rådført sig med Folkebevægelsens spidskandidat Rina Ronja Kari og FU, at trække sig fra sit sæde, sådan at Rina ville kunne overtage det før valget. Håbet var, at det ville give Rina og Folkebevægelsen et bedre afsæt for valgkampen – og det gjorde det helt sikkert også!
Alligevel gik Folkebevægelsen ind i valgkampen med en, for hovedparten af befolkningen, ukendt spidskandidat. Ligeledes var Folkebevægelsen også for mange en ukendt størrelse, eller for de lidt ældre vælgere noget, der engang havde eksisteret.
Det var selvfølgelig ikke en optimal situation, og det kostede Folkebevægelsen, Rina selv og de øvrige kandidater mange både arbejdsmæssige og økonomiske ressourcer at få ændret den situation. Og valgresultatet viser også, at det et langt stykke af vejen lykkedes.
Alligevel afspejler den situation, at Folkebevægelsen befinder sig i en dybt alvorlig situation, der kan hindre os i at nå vores mål om at få Danmark ud af EU.
På trods af vores fremgang, havde DF en langt større fremgang. Vi havde ikke styrken til at imødegå et DF med en kendt spidskandidat, der pyntede sig med lånte EU-modstanderfjer, og som allerede i januar blev udråbt i medierne som det sejrende parti i EU-valget. Et DF, der bl.a. slog sig op som dem, der ville tage kampen op mod den sociale dumping, både i EU-Parlamentet og i Folketinget – til trods for at DF notorisk har ignoreret problemet, både i EU og herhjemme indtil nu.
Resultatet af dette forløb var, at det var DF, der først og fremmest fik udbytte af den øgede danske EU-kritik/-modstand.
Og så må man selvfølgelig også anerkende, at DF og Messerschmidt var dygtige.

Ligeledes havde vi heller ikke styrken til at udnytte, at SF gik ind i valgkampen med ”minuspoint”. Tværtimod kan man hævde, at EU-parlamentsvalget gav SF et nyt politisk afsæt. Margrethe Auken kunne fremstå som miljøets m.m. forkæmper i EU og venstrefløjens stemme i Bruxelles.

Lektien fra dette EU-parlamentsforløb for Folkebevægelsen må være, at, vel kan en valgkamp gøre både Folkebevægelsen og vores spidskandidat delvis kendt, når vi får mobiliseret vores organisation og får hjælp fra vores kollektive medlem Enhedslistens kampagnestab. Men det er ikke på længere sigt nok.
Folkebevægelsen og vores EU-parlamentariker er nødt til at overveje, hvordan vi sikrer os en mere permanent og synlig politisk position i det danske politiske landskab. Det hænger også sammen med, at EU-parlamentets betydning i disse år forandrer sig markant.
Den forandring får, om vi vil det eller ej, betydning for Folkebevægelsen, og ikke mindst for Folkebevægelsens parlamentariker.

Derfor har Landsledelsen, FU og Rina også efter parlamentsvalget allerede ændret bemandingen i organisationen. Der flyttes en kommunikationsmedarbejder til Bruxelles for at hjælpe til med at styrke parlamentarikerens muligheder for at agere i den nye virkelighed, samt dermed også for at kunne skabe større opmærksomhed om Folkebevægelsen, også uden for folkeafstemningskampagner og EU-parlamentsvalg.

Folkeafstemningen om EU’s patentdomstol

Resultatet af denne afstemning understregede Folkebevægelsens nok en gang ressourcemæssige svaghed. I realiteten var vi ikke i stand til både at løfte en folkeafstemning og et EU-parlamentsvalg. Samtidig må det også erkendes, at mobiliseringspotentialet i EU-patentet ikke var det bedste, selv ikke blandt Folkebevægelsens egne medlemmer. Mange vælgere vidste ikke, hvad de stemte om. Ja-siden havde mange flere midler til annoncer og fremturede med argumenter om, at hvis man er for gode ideer, så skal man stemme ja. Dog skal det fremhæves, at der var en ”hård kerne” af særligt IT-politisk interesserede bl.a. hos IT-politisk forening og hos PROSA, der kæmpede en hård kamp for nej-siden. Og der var også andre organisationer f.eks. miljøorganisationen NOAH, tænketanken Ny Agenda, Patenttroldene og Kig og Lyt, der fik lavet kampagner. Dem skylder vi rigtig meget.
Netop det manglende mobiliseringspotentiale blev også understøttet markant af en uhellig alliance af ja-siden og hovedparten af de danske medier. Ja-sidens strategi byggede i virkelighed på, at vælgerne helst slet ikke skulle interessere sig for EU-patentets indhold og betydning. Patentspørgsmålet blev gjort til et rent teknisk eller overfladisk spørgsmål, der fik mange til at vende det døve øre til. Der fulgte dog den tilføjelse, at et nej ville koste danske virksomheder milliarder – og at de eneste, der sagde nej, det var idioterne.
Som nævnt var rigtig mange medier en del af ja-kampagnen. Ligeledes oplevede vi også, i en uhørt grad, at de danske embedsmænd i ministerierne blev spændt for ja-kampagnens vogn. Erhvervsministeriets såkaldte ”neutrale oplysningsmateriale” blev underkendt som værende offentligt finansierede ja-propaganda, og ministeriet blev tvunget til at lave det om, så det fik en lidt bedre balance.

Et yderligere problem i forhold til at give en nej-kampagne luft under vingerne var, at meget af indholdet i det nye EU-patent slet ikke var på plads, eksempelvis i forhold til, hvordan den kommende EU-patentdomstol skulle virke helt konkret. Regeringen nægtede også at få lavet en økonomisk analyse af konsekvenserne ved et nej på linje med den, som den polske regering havde lavet, og som netop slog fast, at vi i fremtiden kan forvente milliardomkostninger for samfundet efter en dansk indlemmelse i EU’s patentdomstol.
Vores egen fejl var måske at lade det tekniske og juridiske og mulige konsekvenser få for stor overvægt i forhold til modstand og skepsis mod at overlade mere magt til EU og det forhold, at det stort set er gået galt på alle de områder, hvor EU har overtaget magten, som f.eks. euroen, landbrug og fiskeri.

Derfor står vi nu i den situation, at vi først om en del år vil kunne se resultaterne af EU-patentet. Det er først dér, at vi vil kunne se, hvad flere patenter eksempelvis vil kunne få for små virksomheders muligheder for at ekspandere, hvor stor betydning de såkaldte ”patenttrolde” vil få osv.

Den voksende europæiske EU-skepsis

Meningsmålinger i Norge viser, at over 70 % af nordmændene siger nej til EU-medlemskab.
Islands regering har afblæst forhandlingerne om EU-medlemskab.
I Storbritannien har regeringen lovet en folkeafstemning om EU-medlemskabet senest i 2017.
EU-modstanden er voksende i Europa, og det kunne også ses ved EU-parlamentsvalget. Her kunne man se, at mange borgere har fået nok af EU’s centralisering af magten og den økonomiske krise, som EU i høj grad har forværret. EU’s økonomiske krisediktater til medlemslandene fremstår simpelthen som en del af kriseproblemet og ikke som en del af kriseløsningen.
Efter EU-parlamentsvalget er antallet af EU-modstandere og -kritiske vokset markant i EU-parlamentet. For Folkebevægelsen er dette selvfølgelig først og fremmest en glædelig udvikling. Men vi er heller ikke blinde for, at nogle af disse nyvalgte har direkte usunde holdninger til demokratiet, til udøvelse af politisk vold og til mennesker med en anden etnisk oprindelse end deres egen. Det er holdninger, som Folkebevægelsen ikke på nogen måde kan støtte eller samarbejde med.
For Folkebevægelsen er fremvæksten af partier, der direkte eller indirekte modarbejder demokratiet – og i det hele taget den politiske og menneskelige pluralisme – en af de negative konsekvenser af den usikkerhed og frygt, som den økonomiske krise og EU’s krisehåndtering har skabt rundt om i mange EU-lande.
Men som nævnt er der også meget at glæde sig over i forhold til den voksende EU-modstand. Eksempelvis har den britiske regering følt sig nødsaget til at love en folkeafstemning om selve det britiske EU-medlemskab, hvis regeringen ikke kan forhandle et ”EU-light” medlemskab på plads med EU. Der er næppe mange, der tror på, at de forhandlinger lykkes. Derfor er en britisk folkeafstemning om EU-medlemskabet inden for rækkevidde. Denne situation er dog ikke skabt, fordi de britiske konservative ønskede det, i hvert fald ikke deres ledelse. Den er opstået, fordi de konservative er presset af EU-modstanderne i UKIP – UKIP, der i øvrigt blev det største britiske parti i EU-parlamentet.

Kommer der en britisk udmeldelse i 2017, efter en folkeafstemning, så har vi en helt ny situation. En situation, der meget vel også kan påvirke stemningen i forhold til EU i Danmark og i andre EU-lande. Dette er en udvikling, som Folkebevægelsen mod EU skal udnytte for at styrke mulighederne for en dansk frigørelse.

Den nye EU-kommission, EU-præsident og EU-udenrigsminister

Dansen om EU-posterne som kommissionsformand, menige kommissærer, EU-udenrigsminister og EU-præsident har i de danske medier først og fremmest handlet om Helle Thornings muligheder for at blive EU-præsident. Men Thorning blev forbigået, og jobbet gik i stedet til den polske ministerpræsident Donald Tusk.
Politisk for Folkebevægelsen var det i realiteten underordnet, om det var Thorning eller Tusk, der blev EU-præsident. For Folkebevægelsen var de lige dårlige kandidater. Begge kandidater står/har stået i spidsen for regeringer, der i allerhøjeste grad har efterlevet EU’s doktriner. Ligeledes er både Thorning og Tusk kendt for at være yderst EU-integrationspositive.
I det hele taget kan vi her efter EU-parlamentsvalget konstatere, at EU-eliten ved besættelsen af EU’s poster ikke har lært meget af valgresultatet. Med Claude Juncker som Kommissionsformand har man fået en EU-føderalist på posten. Men også en EU-føderalist, som om nogen repræsenterer den finanskapital, der udløste den aktuelle økonomiske krise. Juncker har først som finansminister og siden som ministerpræsident i Luxembourg været arkitekten bag Luxembourgs forvandling til et finans- og skatteparadis for privatpersoner og virksomheder, der ville omgå deres hjemlandes skatteregler.
Så vel kan vi være bange for, hvad Juncker repræsenterer politisk som EU-føderalist, men man kan også være bange for, hvad Juncker repræsenterer økonomisk. Her tænkes bl.a. på, hvordan den nye EU-Kommission vil se på nationale tiltag, der skal forhindre skatteflugt/skattetænkning, begrænse bankernes hovedløse spekulation osv.. Netop i den forbindelse er den nye danske EU-kommissær Margrethe Vestager ikke nødvendigvis noget aktiv. Vestager er glødende EU-tilhænger, og hun vil højst sandsynligt blive EU’s fortaler i Danmark og ikke Danmarks i EU. Når man så yderligere betragter flere af de andre nye kommissionskandidater, så repræsenterer den nye EU-kommission generelt ikke et opgør med de brodne kar i det finansielle system, der var med til at udløse den økonomiske krise. Ligeledes repræsenterer den nye EU-kommission heller ikke en ambition om at gennemføre et opgør med EU’s krisepolitik, der har gjort EU-området til et de økonomiske områder i verden, der har sværest ved at arbejde sig ud af krisen – og dermed fastholdes de fleste EU-lande i lavkonjunktur, og i de værste tilfælde i økonomisk recession, og med høj arbejdsløshed, ikke mindst blandt de unge.

Den fortsatte vej mod en EU-stat

Det at den nye EU-kommission eksempelvis, tilsyneladende helt ukritisk, vil fastholde den hidtil førte økonomiske politik med rigid fokus på ØMU’ens konvergenskriterier, er selvfølgelig først og fremmest bestemt af, at den politik er EU-traktatfæstet.
Netop det traktatfæstede fokus afspejler også, at EU-integrationsprocessen fortsat kører for fulde omdrejninger. Her tænkes selvfølgelig i første omgang på etableringen af en egentlig økonomisk regering med en ”økonomisk zar” i spidsen for EU – formelt set nok kun for eurolandene – men de øvrige EU-lande vil givet i stort omfang også blive omfattet af denne EU-regerings regime.
Etableringen af EU-regeringen, som nævnt i sidste års politiske beretning, og processen hen mod dens etablering er altafgørende for EU’s fremtid. På den ene side er en økonomisk EU-centralisering afgørende for selve europrojektets eksistens. Og på den anden side udfordrer selve projektet med at etablere en EU-regering selve EU’s eksistens. Pointen er her, at for at give denne EU-regering tilstrækkelig styrke og mulighed for at styre de nationale EU-/euroøkonomier så må den etablering ske via en traktatændring. Denne traktatændring vil givet udløse folkeafstemninger i flere EU-lande, herunder formodentlig Danmark. Disse folkeafstemninger vil finde sted på et tidspunkt, hvor befolkningernes erfaringer med EU’s førte politik i allerhøjeste grad er negativ.
Derfor er det absolut sandsynligt, at der i flere EU-lande vil være et folkeligt flertal mod denne yderligere EU-centralisering
I Danmark er der en yderligere ”krølle på halen” i forhold til EU-centraliseringen. Ved årsskiftet 2014/15 vil EU’s RIA-samarbejde (politisamarbejdet) overgå til flertalsafgørelser. Det gør, at Danmark formelt og reelt må forlade EUROPOL, hvis der ikke inden da etableres en parallelaftale mellem Danmark og EU.
Allerede nu oplever vi, at EU-tilhængerne er ved at varme op til ”katastrofen”. Danmark vil bl.a. blive en magnet for narkohandel, kvindehandel og anden form for organiseret kriminalitet, når vi ikke længere kan være med i EUROPOL. Til disse påstande er der flere ting, som man kan bemærke. For det første ændres den danske lovgivning ikke, blot fordi vi forlader EUROPOL. For det andet vil det øvrige EU reelt nok være interesseret i at fortsætte samarbejdet. Vi kan f.eks. se, at Norge og Europol godt kan samarbejde. For det tredje ligger en væsentlig del af indsatsen mod f.eks. kvindehandel i Interpol, da det jo foregår fra lande uden for EU, og vi kan uden problemer fortsætte samarbejdet med Interpol.
Men vi må i Folkebevægelsen være opmærksomme på, at de danske EU-tilhængere i et uhelligt samarbejde med vennerne i det øvrige EU vil forsøge at bruge den nye situation ved årsskiftet til at forsøge at få afskaffet den danske retsundtagelse eller at få ændret retsundtagelsen til en opt-in-aftale.

Bankunionen

I skrivende stund er det endnu ikke besluttet fra officiel dansk side, om Danmark skal gå med i EU’s Bankunion. Sverige og UK har besluttet ikke at deltage.
Det kan allerede ved Folkebevægelsens landsmøde se helt anderledes ud. Der er næppe meget tvivl om, at den danske regering gerne ser Danmark indlemmet i Bankunionen. En dansk deltagelse i Bankunionen handler både om suverænitetsafgivelse og om en mulig fremtidig stor regning til de danske skatteydere. Argumentet for en dansk deltagelse i Bankunionen er, at så vil den ”fælles kasse” kunne være med til at dække udgifterne ved en større dansk banks kollaps. Og den fælles kasse skal, hævdes der, først og fremmest være fyldt op af bidrag fra finanssektoren selv. Det handler nok i særlig grad om Danske Bank her i Danmark. Det er et absolut relevant eksempel. Det er jo alment kendt, at Danske Bank har været ude i tovene under finanskrisen.
Problemerne ved den løsning, set med Folkebevægelsens øjne, er, at man overlader overopsynet med det nationale banktilsyn til EU. Det betyder i realiteten, at de nationale institutioner sættes ud på bænken, når det gælder kontrollen med i hvert fald de store finansielle institutioner. Det er ikke kun et spørgsmål om kontrolfunktionen. Det handler også om, hvordan man politisk vil styre hele den nationale finansielle sektor. Eksempelvis har vi allerede set, at EU forsøger at forandre/afskaffe de særlige danske kreditforeningslån, fordi den danske kreditforeningsmodel ikke rigtig er ”konvertibel” med den måde, EU ser den finansielle sektor på. En afskaffelse eller forandring, der vil medføre dyre boliglån for de danske huskøbere, er selvfølgelig noget, der vil ramme den enkelte ejendomskøber på tegnebogen, men det er også suverænitetsafgivelse! Derfor vil Folkebevægelsen kræve folkeafstemning, hvis Danmark skal gå med i EU’s bankunion.
Et yderligere argument for, at Danmark ikke skal deltage i Bankunionen, handler netop om den mulige fremtidige regning til de danske skatteydere. Vel er det tænkt sådan fra EU’s side, at bankerne i det kommende bankunionsområde skal dække hinanden af økonomisk. Det største problem er dog, at den fond, der skal oprettes, bliver alt for lille. Den kommer til at bestå af 55 mia. Euro, og det lyder af meget, men alene de spanske banker havde under den nuværende krise brug for over 100 mia. Euro. Derudover ved vi godt, at alle danskere er kunder i banker, og at udgiften vil blive sendt videre til borgerne. Og i forlængelse heraf, er der i tilstrækkelig grad blevet ryddet op i den finansielle sektor specielt i den del af EU, hvor krisen har ramt hårdest? Eller ligger der en stor regning til Bankunionens skatteydere og lurer?

TTIP

I al hemmelighed fortsætter forhandlingerne om TTIP (EU-USA-handels- og investeringsunionen). Dog har særligt erhvervslivets tunge drenge adgang til forhandlingerne.

Det er indlysende, at Folkebevægelsen er lodret imod den lukkethed, som selve TTIP-forhandlingsforløbet repræsenterer. Og i særlig grad, at der gives en særlig privilegeret adgang til indflydelse til udvalgte private økonomiske aktører.
Samtidig repræsenterer TTIP også ”blot” mere af det, vi i Folkebevægelsen i forvejen er imod ved EU. EU’s indre marked vil ved en vedtagelse af TTIP blive udbredt til USA. Det sker dog med den tilføjelse, at miljøregler, arbejdsmiljøregler, forbrugerbeskyttelsesregler, lønmodtagerrettigheder osv. sandsynligvis vil blive yderligere forringet.
Som en yderligere ubehagelighed ved TTIP så arbejdes der hårdt under forhandlingerne for, at der skal etableres et ISDS-tribunal. Det er i realiteten en TTIP-voldgiftsdomstol, der skal kunne beskytte udenlandske investorers investeringer mod fremtidig national lovgivning. Det kan handle om nationale regler, der vil pålægge virksomheder nye miljøstandarder for eksempelvis deres produkter eller deres produktionsapparat.
Eksistensen af et ISDS-tribunal vil sætte nationale regeringer og nationale parlamenter under et stort pres i tilfælde af, at de overvejer nye lovgivningsmæssige initiativer, der vil kunne berøre udenlandske virksomheders forventede fremtidige indtægter. Dermed vil den nationale suverænitet til at udstede egne love yderligere blive begrænset.
Det forhold gør selvfølgelig, at særlig ISDS-delen i TTIP-forslaget er særdeles omstridt – både i de nationale parlamenter, i EU-parlamentet, blandt interesseorganisationer og NGO’er (i EU-området og i USA). Derfor kan det godt være, at ISDS-tribunalet i sidste ende vil blive pillet ud af TTIP. Og det kan man umiddelbart se som en sejr. Men spørgsmålet er, om det også vil være tilfældet?
Pt. er forhandlingerne om CETA netop afsluttet. CETA er en handelsaftale mellem EU og Canada, og den indeholder også en ISDS-domstol. Denne aftale kan bruges af alle virksomheder, der blot har en postadresse i Canada, også af amerikanske, og dermed behøver man i virkeligheden ikke længere en voldgiftsdomstol i TTIP.

Hele spørgsmålet om TTIP (CETA og alle de andre handelsunioner, der aktuelt forhandles om) har skabt store bekymringer rundt om i EU, USA og mange andre steder. Derfor må Folkebevægelsen være meget åben over for samarbejder af forskellig art, nationalt, på EU-plan og internationalt. Selv blandt mange normalt meget EU-positive organisationer vækker den nuværende situation stor bekymring – og det skal vi være parate til at drage nytte af.

En stadig mere ufredelig verden

Der er næppe mange, der ikke har en følelse af, at den verden vi lever i pt., er blevet en mere ufredelig verden. Ufreden manifesterer sig bl.a. i Irak, Syrien, Gaza, Ukraine, Sydsudan og Libyen.
Og videre oplever vi det helt konkret i Danmark ved, at mennesker fra mange af disse konfliktområder søger væk, og at nogle af dem i sidste ende lander her i landet som flygtninge. Den oplevelse deler vi med en række andre EU-lande, og nogle af disse oplever det i langt højere grad, end Danmark gør. Danmark, og de øvrige EU-lande, har selvfølgelig en forpligtelse ifølge bl.a. FN’s regler til at sikre disse menneskers sikkerhed.

Det vil næppe være retfærdigt at beskylde EU og EU’s beslutninger for at være hovedårsagen til, at de førnævnte konflikter er brudt ud. EU’s handelspolitik og fiskeripolitik har selvfølgelig spillet en negativ rolle, men det handler selvfølgelig også om lokale forhold, regionale forhold og beslutninger taget mere bredt internationalt. Netop i forhold til den sidstnævnte faktor kan særligt nogle af de store EU-medlemslande have spillet særlige roller, eksempelvis i FN’s Sikkerhedsråd. Men særligt i forhold til Ukraine kan man hævde, at her har EU spillet en hovedrolle, og næppe en konfliktdæmpende hovedrolle. (Mere om det i den parlamentariske beretning).

I det hele taget skal man ikke være blind for, at EU globalt løbende beskytter sine økonomiske interesser, ikke mindst i den tredje verden, og i en række af de gamle Sovjetstater. Og det kan eksempelvis godt give konflikter med Rusland om, hvem der skal have hvilke områder som interessesfærer. Det er klassisk stormagtspolitik og stormagtsrivalisering.
Endelig skal man ikke glemme, at EU-området samlet set er verdens næststørste våbeneksportør, efter USA. Også disse interesser skal plejes. Det er for flere EU-lande en væsentlig industrisektor, både økonomisk og beskæftigelsesmæssigt, ikke mindst her under krisen. Et eksempel er de franske helikopterhangarskibe, der i lang tid skulle sælges til Rusland på trods af både russisk indlemmelse af Krim og de øvrige uroligheder i Ukraine.

Afslutning

Denne politiske beretning har først og fremmest været en festberetning!
Folkebevægelsens valgkamp, valgresultat og medlemsfremgangen gør, at man ikke kan mene andet. Men den fest forpligter også!
Alle de andre emner, denne politiske beretning behandler, viser, at der er massivt brug for en kraft som Folkebevægelsen. Folkebevægelsen skal aktivt forsvare folkestyret og miljøet, og vi skal forholde os sig til et kriseramt EU, der skubber stadig flere af sine borgere ud over den økonomiske og sociale afgrund via sin krisepolitik. Social dumping er noget, vi aktivt skal vende os imod, ikke mindst EU-truslen mod det danske RUT-register og arbejdsklausuler. Vi ser desuden en fortsat stadig større indskrænkning af den nationale suverænitet på andre vitale områder. Eksempelvis når det gælder Bankunionen og den nationale ret til at regulere den finansielle sektor via nationale regler.
I Danmark må vi også formode, at der vil komme et angreb på retsundtagelsen, hvor kravet fra EU-tilhængerne vil være, at Danmark skal underlægge sig EU’s overnationale retspolitik.
Endelig skal Folkebevægelsen forberede sig på at fortsætte kampen mod TTIP (og CETA). Her er noget af det vigtigste at få forbundet vores indsats i Danmark med initiativer andre steder i EU, men også i USA og Canada. I den forbindelse bliver Folkebevægelsens repræsentation i EU-parlamentet helt central.

I filen herunder kan den organisatoriske beretning hentes:

Datoer og tidsfrister i forbindelse med Folkebevægelsen mod EUs landsmøde den 25.-26. oktober 2014.

 

Fredag den 10. oktober

• Forslag til kandidater til landsledelsen
• Ændringsforslag til vedtægter
• Indkomne forslag

Torsdag den 16. oktober:

• Frist for tilmelding af delegerede og gæster

Husk
…at holde møde i komiteerne for at vælge delegerede. Alle komiteer har ret til mindst 4 delegerede. Komiteer med mere end 100 betalende medlemmer har derudover ret til 1 ekstra delegeret for hvert påbegyndt 50 betalende medlemmer. Tilsluttede organisationer (kollektive medlemmer) har ret til 2 delegerede. Herudover er gæster uden stemmeret meget velkomne – men til samme pris som delegerede.