Demokratisk ud af EU
I Information 8. december angiver Tore Vincents Olsen (TVO), at det vil være udemokratisk at melde sig ud af EU, fordi borgerne i de andre EU-lande dermed mister muligheden for at bestemme over vor indre anliggender.
Det er naturligvis interessant at diskutere det demokratisk holdbare i EU-medlemskab, uanset om det drejer sig om at melde sig ind eller ud, men jeg må indrømme, at jeg synes TVO i den grad mangler at anerkende det manglende demokrati internt i EU.
Ved en udmeldelse af EU vil det være oplagt – og i hvert tilfælde noget vi i Folkebevægelsen mod EU anbefaler – at vi melder os ind i EFTA, der netop sikrer fortsat samhandel og en stor grad af fri bevægelighed, så det fortsat er muligt at arbejde, bo og studere i andre EU-lande. Dette gælder i øvrigt også Norge, som allerede står uden for EU.
Hvis vi spørger befolkningen, om de ønsker at melde sig ud af EU, mister de andre landes borgere således ikke rettigheden til at komme til Danmark, derimod får borgerne i dette land mulighed for at tage aktiv stilling til, om de mener, at EU skal bestemme det hele, eller om magten hellere skal ligge hos det folkevalgte Folketing.