Danmarks største demonstration mod TTIP og CETA
Folkebevægelsen mod EU var med til at arrangere, da 5000 demonstranter protesterede mod EU’s handelsaftaler TTIP og CETA med USA og Canada. Demonstrationen bød på kontant kritik af regeringens midlertidige indførsel af CETA uden om Folketinget, og af LO’s CETA & TTIP-begejstrede linje.
˜Vores demokrati er ikke til salg’ stod der på et banner til Danmarks hidtil største demonstration mod handelsaftalerne TTIP og CETA. Og budskabet var en rammende overskrift for hele demonstrationen, der var arrangeret af omtrent 50 fagforeninger, politiske partier, miljø- og udviklingsorganisationer, samt andre aktører i det danske civilsamfund.
“Vi er imod TTIP og CETA, fordi vi er for demokrati.”
Søren Søndergaard
Blandt de mange taleres hyppigste kritikpunkter var bekymringen for miljø, arbejdsmiljø, og arbejdsrettigheder, samt handelsaftalernes negative konsekvenser for fattige udviklingslande.
Claus Westergreen, der er formand f 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening understregede, udtrykte bekymring for, at CETA og TTIP vil medføre stigende social dumping.
Han roste 3F, FOA og andre dele af fagbevægelsen for at tage afstand fra CETA og TTIP, men mente omvendt, at LO har svigtet sine medlemmer ved sin CETA- & TTIP-begejstrede linje.
Kritik af dansk regering CETA-tilslutning
Søren Søndergaard, der sidder i Folketinget for Enhedslisten og er medlem af Folkebevægelsens Landsledelse, kritiserede den danske regering for at have indført CETA midlertidigt uden at have aftalen til debat eller afstemning i Folketinget. Angiveligt fordi regeringen ikke mener, at aftalen er særlig vigtig.
”Det er mærkeligt for, når vi antyder, at vi måske skulle droppe CETA-aftalen, så er der ingen grænser for, hvor vigtig den er. Så er det CETA-aftalen, som skal redde den danske økonomi og afskaffe arbejdsløsheden. Hvordan hænger det sammen? Hvis aftalen er så vigtig, hvorfor har regeringen så ikke ville fremlægge den for Folketinget? Det hænger overhovedet ikke sammen,” sagde Søren Søndergaard.
Meget mere end handel
Imidlertid mener Søren Søndergaard ikke, at CETA og TTIP kun handler om frihandel og toldsatser.
”Det handler om at multinationale selskaber fra USA, Canada og Europa skal have bedre muligheder for at stikke en kæp i hjulet på lønmodtageres, forbrugeres og miljøorganisationers kamp for ordentlige vilkår,” sagde Søren Søndergaard.
Ifølge Søndergaard har regeringen i et notat til Folketinget indrømmet, at en dansk tilslutning til CETA kan få ”negative statsfinansielle konsekvenser.”
”Vi er imod TTIP og CETA fordi vi er imod mere uhæmmet liberalisme, hvor markedet kommer før mennesket. Vi ønsker ikke at styrke de multinationale selskaber på bekostning af menneskers mulighed for at få et ordentligt liv. Vi er imod TTIP og CETA, fordi vi er for demokrati,” sagde Søren Søndergaard.