Danmark og EU-Unionen
Sognegårdsvej 11, Husby, Ulfborg.
Cand. jur. og tidligere efterskoleforstander.
Medlem af landsledelsen i Folkebevægelsen mod EU.
Danmarks forhold til EU-unionen splitter vort folk i to omtrent lige store dele. Det viser sig ved de folkeafstemninger, vi har haft om afgivelse af selvstændighed.
Næsten hver gang er det en valggyser, og to gange har vi sagt NEJ – nemlig i 1992 og 2000.
JEG VIL ENDDA VOVE den påstand, at den splitter mange danskere i deres inderste. De fleste tænkende mennesker har nemlig inde i deres samvittighed en lille EU-modstander/ skeptiker og en lille EU-tilhænger, der kæmper om magten. En eftertænksomhed, der ligger milevidt fra de fleste politikeres skråsikre sort/ hvide syn på sagen.
De værdier, som vores lille EU-modstander hvisker os i øret, er Danmarks selvstændighed og vort folkestyre -noget, som de allerfleste helst vil bevare og som vi ved, kan trues af en union. Og de to tilsvarende positive værdier, som vores lille EU-tilhænger hvisker os i øret, er fred og velfærd – det sikrer EU os.
Jeg har gennem mine mange samtaler med folk, der er endt med at lade vægtskålen tippe til fordel for EU, næsten aldrig mødt nogen, som ønsker Danmark og vort folkestyre nedlagt.
De siger næsten alle sammen til mig: I EU-modstandere tager fejl, I ser spøgelser ved højlys dag og tror, at vor selvstændighed og vort folkestyre ( som også vi EU-tilhængerne støtter) er i fare.
Denne måde at udtrykke sig på er netop et bevis på, at også de fleste EU-tilhængere har haft deres indre kampe.
Når det kommer til stykket -så tror jeg i grunden at 90 procent af den danske befolkning ønsker Danmark og vort folkestyre bevaret. Uenigheden om Danmarks forhold til EUunionen er faktisk ikke en rigtigt uenighed -men snarere en forskellig bedømmelse af udviklingen.
Er vor nationale frihed og vort folkestyre i fare eller ej? Det er spørgsmålet? Eller -i grunden det samme sagt på en anden måde – er EU-unionen et samarbejde ( der ikke truer frihed og demokrati) eller sammenslutning ( der næsten kun kan ende med at udslette Danmark som en fri, folkestyret nation).
Trods ligheden i ordlyd er et samarbejde og en sammenslutning nemlig totalt modsatte ting. I et samarbejde er vi stadig os selv og kan sige fra ( med de konsekvenser, der indebærer – naturligvis). En sammenslutning derimod er som at flytte i kollektiv -man ofrer i sagens natur af sin frihed og selvbestemmelse mod at få en lille andel af indflydelse i hele Europa.
Derfor er jeg i bund og grund fortrøstningsfuld – tiden skal nok vise os, hvem der har ret. EU-modstanderne, der frygter for fædrelandets ve og vel eller EU-tilhængerne, der ikke ser nogen fare for Danmark.
Hvis vi EU-modstandere har ret, så er jeg ikke i tvivl om, at så vil hensynet til Danmark bevirke, at vi frigør os fra EU -netop fordi de fleste ikke vil prisgive vort land og vort folkestyre.
Og hvis EU-tilhængerne har ret i, at EU er det nærmeste vi kommer til Paradis på jord – dvs. evig fred og velstand uden at Danmarks frihed er truet – ja, så vil EU-modstanden jo forsvinde på samme måde som modstanden mod Storebæltsbroen er borte.
INDTIL NU ER UDFALDET UVIST – og når vi får den næste EU-afstemning, får vi en ny valggyser. Men fremtiden skal nok vise, hvem der har ret.
Til slut et par bemærkninger.
Nogle vil helt sikkert sige, at de positive ting, som EU bringer med sig ( fred og velfærd) er så vigtige værdier, at et endog temmelig stort tab af dansk selvstyre og danske folkestyre er en pris, der er værd at betale. Til det vil jeg sige – nuvel, det er vel en smagssag, om man vægter frihed så højt, at man er villig til at ofre liv og velfærd for den eller om man mener freden og pengene er så meget værd, at det er bedre end at være herre i eget hus.
ENDELIG VIL JEG MENE (og det er mit vigtigste argument), at det simpelthen er forkert, at EU bringer fred.
Hvis alle lande i Europa flytter sammen i kollektiv, vil den enkelte nation få så lille en indflydelse på egen skæbne, at det vil ende i modstand og oprør mod EU – altså indre uro i stedet for fred.
Til gengæld må jeg indrømme, at det er muligt ( men ikke sikkert) at EU bringer velstand, i al fald indtil den indre ufred bryder løs med fuld styrke.
Men det kommer jo an på, hvilken kurs Europa kollektivt vælger at styre – på lignende måde som kursen var afgørende for Titanic’s skæbne. Man kan endda mene, at det i en global verden med lynhurtige forandringer er en fordel at være et lille land som Danmark, der hurtigere kan ændre kurs end en stor supertanker som EU.
Så måske har det lille, selvstændige, frie land i den globaliserede verden de bedste muligheder for at klare sig økonomisk? Det er i al fald ingen naturlov, at store lande er rige.
Derfor – tænk dig godt om i spørgsmålet om Danmarks forhold til EU-unionen.
Der står meget på spil. For nu et citere nyligt afdøde skibsreder Mærsk McKinney Møller: » Danmark bør træde varsomt og eftertænksomt. Det tilkommer ikke nuets politikere hastigt og flot at afgive af Danmarks århundrede gamle suverænitet.«.
Man kan endda mene, at det i en global verden med lynhurtige forandringer er en fordel at være et lille land som Danmark, der hurtigere kan ændre kurs end en stor supertanker som EU.
