Danmark med i bankunion?
For en måned siden stemte 10 ud af de 13 danske EU-parlamentarikere ja til sidste del af EU’s kommende bankunion. SF’s Margrete Auken var den eneste, der så samtidigt sagde ufortrødent ja til danske deltagelse i dette projekt. Folkebevægelsen mod EU, Enhedslisten, Liberal Alliance og DF siger alle nej og kræver folkeafstemning. Og såvel regeringspartierne som de konservative har været uklare i meldingerne.
I april meddelte MEP Ole Christensen til Ritzau, at “selvfølgelig skal danskerne før EP-valget vide, hvad Socialdemokraternes holdning er.” Nu trækker han i land overfor Ritzau med udtalelsen ”Det har jeg sagt, fordi jeg mener, at det ville være rimeligt. Men det er ikke en beslutning, jeg kan træffe. Den ligger hos Folketinget.”
Regeringens jurister i Justitsministeriet skulle ifølge Berlingske i øjeblikket være i gang med at undersøge om de mener, at dansk deltagelse i bankunionen betyder overgivelse af suverænitet i et omfang som kræver folkeafstemning efter grundlovens paragraf 20. Er omfanget af suverænitetsafgivelse så stort, skal det nemlig enten godkendes af 5/6 af Folketinget eller ud til folkeafstemning. Og Enhedslisen, Liberal Alliance og DF udgør mere end en sjettedel af Folketinget.