Danmark bør ikke samarbejde med EU-lande om tvivlsomme rettergange

Af Rina Ronja Kari, medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU / Lave K. Broch, 1. suppleant til EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

Politi, som skyder gummikugler mod kvinder og mænd, der vil deltage i en folkeafstemning. Politi, som slår og trækker fredelige borgere i håret og kaster dem ned ad trapper. Hundredevis af sårede på grund af politivold.

Politikere, som fængsles for fredeligt at ønske selvstændighed. Statslige agenter, som agerer i andre lande, så egne statsborgere kan fanges.

Hvor er vi henne i verden? Svaret er Catalonien, Spanien og EU.

I oktober sidste år afholdt Catalonien en folkeafstemning om selvstændighed. Den spanske regering var modstandere af folkeafstemningen, og tusinder af statslige politibetjente blev sendt til Catalonien.

Mange af politibetjentene endte med at bruge vold imod fredelige borgere, der ønskede at stemme. Der opstod også situationer, hvor det lokale politi greb ind for at forhindre det statslige spanske politis angreb på civile borgere.

Efter folkeafstemningen flygtede blandt andet den tidligere catalanske leder, Carles Puigdemont, ud af landet.

Spanien har efterfølgende gjort flere forsøg på at få Puigdemont udleveret ved hjælp af en EU-arrestordre – også kaldet ’en europæisk arrestordre’. Det er også sandsynligt, at spansk politi har opereret ulovligt i Danmark, da de fulgte Puigdemonts rejse fra Finland og til Belgien i marts måned.

Det ved vi, fordi Puigdemont blev stoppet i Slesvig-Holsten af tysk politi, og nu kører der en retssag i Slesvig-Holsten, der skal afgøre, om Puigdemont skal udleveres til Spanien på grund af en EU-arrestordre.

Reelle retsstater?

Uanset om folkeafstemningen i Catalonien var lovlig eller ej, har de spanske myndigheder et ansvar for at respektere fundamentale rettigheder, der kendetegner et demokratisk samfund, og Spanien er forpligtet af FN’s og Europarådets menneskerettigheder.

Imens Spanien udviser en udpræget mangel på respekt for sine borgere, så ser vi reformer i lande som Ungarn og Polen, som giver de politiske magthavere meget mere magt. For eksempel ved at sænke pensionsalderen på dommerne, hvorved man kunne udpege en stor andel nye – og regeringsvenlige – dommere. Eller ved at forsøge at udmanøvrere den frie og uafhængige presse.

Eller man kan se på Bulgarien, som topper listen over lande med korruption i EU. Hvordan står det mon lige til med retssikkerheden dér?

Vi mener, at den spanske stats adfærd over for egne borgere er forkastelig og i strid med menneskerettighederne, og at de ansvarlige for volden i forbindelse med den catalanske afstemning bør retsforfølges.

Fuldstændig ligesom vi mener, at det er afgørende, at vi støtter op om de demokratiske kræfter i andre EU-lande, og at vi tager aktiv og kritisk stilling til det høje niveau af korruption i nogle EU-lande.

Det er med andre ord på tide, at vi i Danmark overvejer, hvilke lande vi fortsat kan se på som reelle retsstater.

Danmark kan blive medskyldig

Det er særligt vigtigt, fordi vi er en del af EU’s arrestordre, som der er alt for mange problemer med.

Det gælder for eksempel sagen fra 2010 om Oscar Sanchez, som endte med at tilbringe 20 måneder i et fængsel i Napoli, inden det blev påvist, at han var uskyldig og havde været offer for et identitetstyveri begået af den napolitanske mafia. I løbet af månederne i fængsel oplevede Sanchez fysisk vold, og det var også psykisk hårdt for ham, da han var blevet idømt 14 års fængsel for noget, han ikke havde begået.

Spanske og italienske myndigheder bærer ansvaret for denne behandling af Sanchez. Men på grund af EU’s arrestordre kan danske myndigheder også blive ansvarlige for lignende sager.

Formålet med arrestordren er at gøre det hurtigere og lettere at få udleveret personer mellem EU-landene.

En bærende idé med arrestordren er, at myndighederne i ét EU-land skal anerkende beslutninger truffet af myndigheder i et andet EU-land. I princippet skal en beslutning truffet af myndighederne i ét land anerkendes i et andet land, som var det en beslutning truffet af landets egne myndigheder.

Dette princip kaldes i EU-jargon for ’gensidig anerkendelse’. Det blev traktatfæstet med Lissabon-traktaten, og er i dag et bærende princip i det strafferetlige EU-samarbejde.

Danske domstole må ikke gå ind i en prøvelse af, om for eksempel beviserne i en straffesag er tilstrækkelige til, at der kan ske varetægtsfængsling af en sigtet person.

I det øjeblik en kompetent myndighed i et andet EU-land mener, at beviserne efter deres egen lovgivning er tilstrækkelige og udsteder en arrestordre, skal også danske domstole anse det for tilstrækkeligt.

Men hvordan kan danske myndigheder have tillid til lande, der sender politiet ind mod fredelige borgere? Hvor der er udbredt korruption, eller hvor demokratiet og retsstaten er under afvikling?

Det er på tide, at vi ser på, hvordan samarbejdet kan ændres, så danske myndigheder ikke vil blive inddraget i sager, der er i strid med menneskerettighederne. Indtil det er på plads, vil vi opfordre regeringen til at trække Danmark ud af samarbejdet om EU’s arrestordre.

(Dette debatindlæg blev først bragt i Dagbladet Information).