Danmark: 35 pct vil ud af EU
Analysevirksomheden YouGov har offentliggjort en meningsmåling, som viser markant modstand mod EU-medlemskabet i den danske befolkning. 35 pct. vil ud af EU, mens 47 pct. vil blive.
Den bekræfter tendensen til markant stigende EU-modstand i Danmark. I juni viste en Gallup-undersøgelse, at 39 pct. vil ud af EU, mens 45 pct. vil blive.
– Den lille forskydning på et par procent ændrer ikke ved billedet af, at markant flere i dag er klar til at stemme helt nej til EU end der har været i mange år. Det glæder os, udtaler Rina Ronja Kari, som er talsperson for Folkebevægelsen mod EU.
– Vi har brug for en bred og grundig folkelig debat om vores forhold til EU og de alternative muligheder udenfor EU. En sådan debat vil uden tvivl rykke endnu mere. Når man tænker på, at en meningsmåling i november 1999 viste 50 pct. ja til euroen og 31 pct. nej, og husker at folkeafstemningen 10 måneder senere endte med 53,2 pct. nej til euroen, så er den nye meningsmåling slet, slet ikke ringe.
YouGov har også spurgt vælgerne i fire andre lande: Sverige, Storbritannien, Tyskland og Frankrig. I to lande ønsker et flertal udmeldelse: Storbritannien (44 pct. nej til EU og 35 pct. ja) samt Sverige (43 pct. nej til EU og 42 pct. ja).
I de to andre vil et flertal blive i EU, selvom modstanden også er vokset markant her: Frankrig (38 pct. ja til EU og 31 pct. nej) samt Tyskland (49 pct. ja til EU og 31 pct. ja).
Se meningsmålingen hos YouGov ”“ klik her!