CETA ”“ handelsaftalen, der baner vejen for TTIP
I efteråret blev Canada og EU enige om en såkaldt frihandelsaftale, som skal bane vejen for øget handel, men som også risikerer at underminere vores demokratiske muligheder for at beskytte f.eks. forbrugerne, miljøet og arbejdstagerne.
Problemet med ISDS er, at man giver virksomheder ret til at anlægge sag mod lande, som på en eller anden måde begrænser virksomhedens fremtidige indtjening.
Der opstod dog et problem, da EU-kommissionen følte sig presset til at lytte bare en anelse til borgernes mange protester over en del af aftalen, investorbeskyttelsesaftalen (ISDS).
Det er et kapitel, som også skulle indgå i den omstridte handelsunion med USA (TTIP), men hvor Kommissionen har fremsat et revideret forslag. Øjeblikkeligt meldte spørgsmålet sig om hvorfor man skulle acceptere en fuld ISDS i aftalen med Canada, når den er så problematisk i TTIP. EU-parlamentet har sågar krævet en revision for at ville godkende TTIP, når den tid kommer.
Nu har Canada og EU så alligevel ændret i CETA’s kapitel om investorbeskyttelse. Det er sket i ly af en renskrivning af aftalen og altså på ingen måde ifølge almindelige demokratiske forskrifter. Men ændringerne er dog trods alt en slags forbedring.
Demokratisk problem
Problemet med ISDS er i sin grundkerne, at man giver virksomheder ret til at anlægge sag mod lande, som på en eller anden måde begrænser virksomhedens fremtidige indtjening.
Det kan f.eks. være hvis lande vil forsøge at begrænse tobaksrygning (hvilket jo skader tobakindustriens indtjening), hvis de vil hæve mindstelønnen eller andet.
Det er naturligvis et kæmpe demokratisk problem at landes demokratisk valgte parlamenter ikke kan lovgive uden at frygte for sagsanlæg. Skulle det ske, at et land laver en urimelig handling mod én bestemt virksomhed, så har virksomheden allerede i dag mulighed for at føre en sag ved de nationale domstole. Med ISDS’en får de bare udvidede muligheder for at føre sager på mere principielle spørgsmål og med krav om erstatning for fremtidig indtjening (som de altså selv udregner).
Et nyt navn til dyret
Med den nye reform giver man for det første dyret et nyt navn. Men det hjælper jo ingenting.
Derudover laver man fornuftige begrænsninger på, at virksomhederne ikke længere selv skal kunne udvælge dommerne, men at der kommer til at ske en tildeling af dommere ved et tilfældighedsprincip. Fornuftigt!
Man skal dog bemærke, at dommerne stadig tages fra en pulje af dommere, som typisk har en del sidebeskæftigelser som lobbyister for nogle af de store virksomheder.
En anden del af reformen handler om, at der skal være mere gennemsigtighed. Igen, fornuftigt! og endeligt at der skal være mulighed for at anke en afgørelse.
Dog stadig inden for systemet og altså ikke med mulighed for at tage mere principielle spørgsmål med i afgørelsen, som f.eks. hensyn til samfundet som helhed. Det er langt fra godt nok.
Aftalen mellem EU og Canada er altså blevet en lille smule bedre, men er stadig langt fra god nok. Den kommer til at gøre indhug i vores demokratiske muligheder for at beskytte forbrugerne, miljøet og ikke mindst arbejdstagerne.
Derfor er min konklusion også klar: Det bliver et nej tak herfra!
”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“
Indlægget har tidligere været bragt på Politiko
