Kategori: Historisk Baggrund

Grønlands rejse fra koloni til selvstyre strækker sig over næsten tre århundreder. Det er en historie om undertrykkelse, modstand og politisk kamp. Men det er også historien om et folk, der aldrig opgav drømmen om at styre sig selv. I dag har Grønland selvstyre, men vejen dertil var hverken lige eller let.

Kolonitiden begynder med missionen

Da Hans Egede landede i Grønland i 1721, startede en ny æra. Den norske præst kom for at missionere, men hans ankomst markerede samtidig begyndelsen på dansk kolonistyring.

Kolonitiden varede fra 1721 til 1953. Det er 232 år. I den periode var grønlændere underlagt dansk styre uden at have medbestemmelse. Sproget, kulturen og levevilkårene blev kontrolleret fra København.

Den danske stat oprettede Det Kongelige Grønlandske Handel i 1774. Det gav Danmark monopol på al handel. Grønlændere kunne ikke frit handle med omverdenen. De var afhængige af danske priser og danske varer.

“Kolonitiden var præget af paternalisme. Danskerne så sig selv som fædre, der skulle opdrage og civilisere de grønlandske børn. Det var nedværdigende og ødelæggende for det grønlandske selvværd.”

Missionsarbejdet ændrede også samfundet. Kristendommen blev påtvunget. Traditionelle åndelige praksisser blev forbudt. Børn blev sendt på kostskole, hvor de lærte dansk og blev adskilt fra deres familier.

Fra koloni til amt i 1953

Efter Anden Verdenskrig ændrede verdensopfattelsen sig. Kolonistyret blev set som forældet og umoralsk. FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948 understregede, at alle folk har ret til selvbestemmelse.

Danmark stod under internationalt pres. I 1950 nedsatte regeringen den såkaldte G-50 kommission. Den skulle undersøge Grønlands fremtid. Resultatet var en grundlovsændring i 1953.

Med grundlovsændringen blev Grønland officielt et dansk amt. Kolonitiden var formelt slut. Men i praksis fortsatte mange af de samme strukturer. Grønlændere fik to pladser i Folketinget, men det var langt fra reel indflydelse.

Integrationsperioden fra 1953 til 1979 var præget af modernisering. Danmark investerede massivt i infrastruktur, boliger og uddannelse. Men det skete på danske præmisser.

Mange grønlændere oplevede moderniseringen som en ny form for kolonisering. Danske lærere, læger og embedsmænd strømmede til Grønland. De fik højere lønninger end grønlændere for det samme arbejde. Det skabte bitterhed.

Politisk bevidsthed vokser frem

I 1960’erne begyndte en ny generation af grønlændere at rejse kritiske spørgsmål. Mange havde studeret i Danmark og set, hvordan andre lande kæmpede for uafhængighed.

Debatten om grønlandsk identitet og rettigheder intensiveredes. Tidsskrifter som Tupilak og senere Inuit blev platforme for kritiske stemmer. De stillede spørgsmål ved dansk overherredømme og kæmpede for hvordan kolonitiden formede Grønlands kamp for selvbestemmelse.

G-60 rapporten fra 1964 var et vendepunkt. Kommissionen havde undersøgt Grønlands økonomiske og sociale situation. Konklusionen var klar: Grønland skulle have mere selvbestemmelse.

Rapporten anbefalede blandt andet:

• Mere grønlandsk indflydelse i lokale anliggender
• Styrkelse af det grønlandske sprog
• Bedre uddannelsesmuligheder i Grønland
• Økonomisk udvikling baseret på grønlandske ressourcer

Men implementeringen gik langsomt. Frustrationen voksede. I 1970’erne opstod de første egentlige politiske partier i Grønland.

De politiske partier former debatten

Siumut blev dannet i 1977. Navnet betyder “fremad” på grønlandsk. Partiet kæmpede for selvstyre og grønlandsk identitet. Det var en bred folkebevægelse med støtte fra fiskere, arbejdere og intellektuelle.

Atassut blev dannet samme år. Partiet var mere moderat og ønskede at bevare tætte bånd til Danmark. Navnet betyder “sammenhold”.

Inuit Ataqatigiit kom til i 1978. Partiet var mere radikalt og ønskede fuld uafhængighed fra Danmark. Det havde rødder i venstrefløjsbevægelser og fokuserede på grønlandsk suverænitet.

Disse partier gjorde debatten konkret. De formulerede politiske programmer. De mobiliserede vælgere. De gjorde selvstyre til en reel politisk mulighed.

Parti	Grundlagt	Holdning til Danmark	Primært fokus
Siumut	1977	Selvstyre med bånd	Grønlandsk identitet
Atassut	1977	Tæt samarbejde	Økonomisk stabilitet
Inuit Ataqatigiit	1978	Fuld uafhængighed	Suverænitet

Vejen til hjemmestyre i 1979

Den danske regering nedsatte Hjemmestyrekommissionen i 1975. Grønlandske og danske repræsentanter skulle sammen udforme en model for selvstyre.

Forhandlingerne var intense. Der var uenighed om mange punkter. Hvor meget magt skulle overføres? Hvad med økonomien? Hvilke områder skulle Danmark stadig kontrollere?

Kommissionen nåede til enighed i 1978. Forslaget blev fremlagt for både det grønlandske og det danske folk.

Folkeafstemningen fandt sted den 17. januar 1979. Resultatet var klart: 70,1% af grønlænderne stemte ja til hjemmestyre.

Hjemmeloven trådte i kraft den 1. maj 1979. Det var et historisk øjeblik. For første gang i næsten 260 år havde grønlændere reel politisk magt.

Hjemmestyret overtog gradvist ansvaret for:

1. Uddannelse og kultur
2. Sundhedsvæsen
3. Sociale forhold
4. Erhvervspolitik
5. Miljøbeskyttelse
6. Infrastruktur

Danmark beholdt kontrollen over udenrigspolitik, forsvar og retsvæsen. Det var et kompromis. Nogle grønlændere var tilfredse. Andre mente, det ikke gik langt nok.

Selvstyre og spørgsmålet om uafhængighed

I 2009 blev hjemmestyret erstattet af selvstyre. Det gav Grønland endnu mere magt. Grønlandsk blev det officielle sprog. Grønland fik ret til at overtage flere områder fra Danmark.

Vigtigst var måske retten til undergrunden. Grønlands mineraler og olie tilhører nu Grønland, ikke Danmark. Det åbner muligheder for økonomisk uafhængighed.

Men selvstyre er ikke det samme som fuld uafhængighed. Grønland modtager stadig et årligt bloktilskud fra Danmark på omkring 3,8 milliarder kroner. Det udgør en betydelig del af det grønlandske budget.

Debatten om fuld uafhængighed fortsætter. Nogle mener, Grønland skal være helt suverænt. Andre peger på de økonomiske udfordringer. Kan Grønland klare sig uden dansk støtte?

Internationale forhold komplicerer billedet. USA har haft militær tilstedeværelse i Grønland siden Anden Verdenskrig. Hvordan Thulebasen ændrede Grønlands forhold til USA for evigt viser, hvordan geopolitik påvirker Grønlands situation.

Den Kolde Krig bragte også andre udfordringer. Hvorfor blev Grønland aldrig spurgt om NATO-aftaler i 1940’erne og 50’erne? illustrerer, hvordan grønlændere blev holdt udenfor beslutninger om deres eget land.

Vigtige læringer fra processen

Grønlands vej fra koloni til selvstyre viser flere ting. For det første: Frihed kommer ikke af sig selv. Det kræver organisering, politisk kamp og vedholdenhed.

For det andet: Forandring tager tid. Fra de første kritiske stemmer i 1960’erne til selvstyre i 2009 gik der næsten 50 år. Tålmodighed og strategisk tænkning er nødvendige.

For det tredje: Internationale forhold spiller en rolle. Grønlands strategiske placering har både været en byrde og en fordel. Det har givet indflydelse, men også komplikationer.

Sammenligninger med andre lande kan være lærerige. Grønlands vej mod selvbestemmelse: Hvad kan vi lære af Islands og Færøernes historie? viser, hvordan andre nordatlantiske samfund har navigeret lignende udfordringer.

Historien om grønland fra koloni til selvstyre er også historien om mennesker. De glemte stemmer: Grønlandske aktivister der kæmpede for selvbestemmelse før 1979 minder os om, at store politiske forandringer skabes af modige individer.

Udfordringer i dag og fremtiden

Selvom Grønland har opnået selvstyre, er der stadig store udfordringer. Økonomien er sårbar. Fiskeriet er den primære indtægtskilde, men klimaforandringer påvirker fiskebestandene.

Minedrift kunne give nye indtægter. Men det rejser miljømæssige og sociale spørgsmål. Hvordan balancerer man økonomisk udvikling med beskyttelse af natur og kultur?

Uddannelsessystemet kæmper. Mange unge grønlændere dropper ud af skolen. Mangel på kvalificeret arbejdskraft bremser udviklingen.

Sociale problemer som alkoholmisbrug og selvmord er udbredte. De har rødder i kolonitiden og de hurtige samfundsforandringer. Healing tager generationer.

Sprogpolitik er også kompleks. Grønlandsk er nu det officielle sprog. Men dansk er stadig nødvendigt for videregående uddannelse og kontakt med omverdenen. Hvordan bevarer man det grønlandske sprog uden at isolere sig?

Hvad fortæller historien os om fremtiden?

Grønlands rejse fra koloni til selvstyre er ikke slut. Det er en igangværende proces. Hver generation må tage stilling til, hvad selvbestemmelse betyder for dem.

For studerende, der studerer denne historie, er det vigtigt at forstå både fakta og følelser. Tal og datoer er vigtige. Men lige så vigtige er de menneskelige oplevelser. Hvordan føltes det at være grønlænder under kolonitiden? Hvilke drømme og håb drev aktivister?

Historien viser, at forandring er mulig. Men den viser også, at forandring kræver indsats. Det kræver politisk organisation. Det kræver, at mennesker står sammen.

I dag står Grønland ved en korsvej. Klimaforandringer åbner nye muligheder og skaber nye trusler. Geopolitiske magter viser fornyet interesse. Økonomisk uafhængighed er inden for rækkevidde, men kræver svære valg.

Den næste generation af grønlændere vil forme landets fremtid. De vil bygge videre på det fundament, som tidligere generationer har kæmpet for. Og de vil skrive de næste kapitler i historien om grønland fra koloni til selvstyre.

I 1951 ankom amerikanske militærfly til det nordvestlige Grønland. De bragte ikke kun soldater og byggemateriater. De bragte en beslutning truffet tusindvis af kilometer væk, som ville ændre livet for de grønlændere, der havde levet ved Thule i generationer. Basen blev bygget uden deres samtykke. Familierne blev tvunget væk fra deres hjem. Og forholdet mellem Grønland og USA fik en ny, kompliceret dimension, som stadig præger debatten om suverænitet i dag.

Den Kolde Krigs strategiske nødvendighed

Efter Anden Verdenskrig ændrede det globale magtbalance sig dramatisk. Sovjetunionen ekspanderede sin indflydelse. USA søgte strategiske positioner til at overvåge og forsvare sig mod potentielle angreb.

Grønland lå perfekt placeret. Øen strakte sig mellem Nordamerika og Europa. Dens nordlige position gav adgang til korteste rute over polområdet. For militærplanlæggere blev Thule en oplagt lokation.

I 1951 indgik Danmark og USA en aftale om forsvarssamarbejde. Aftalen gav amerikanerne ret til at etablere militære faciliteter på grønlandsk territorium. Men der var et problem. De grønlændere, som levede i området, blev aldrig spurgt.

Hvorfor netop Thule?

Thule ligger ved Baffin Bugten, omkring 1.200 kilometer nord for polarcirklen. Området havde flere strategiske fordele:

• Kort afstand til Nordpolen og potentielle sovjetiske angrebsruter
• Mulighed for radarovervågning af luftrummet over Arktis
• Adgang til isfri vand i sommerperioden for forsyningsskibe
• Isoleret beliggenhed væk fra civile områder

For det amerikanske militær var Thule ikke bare en base. Det var en nøgleposition i det tidlige varslingssystem mod atomangreb.

Tvangsflytningen af Thule-befolkningen

I 1953 blev omkring 130 grønlændere beordret til at forlade deres hjem. De fik fire dage til at pakke deres ejendele. Hundene blev skudt. Husene blev efterladt.

Familierne blev flyttet 150 kilometer nordpå til Qaanaaq. Det nye område var fremmede for dem. Jagtmulighederne var anderledes. De sociale strukturer blev brudt.

“Vi blev behandlet som om vi ikke eksisterede. Vores hjem, vores jagtområder, vores liv betød intet for dem, der traf beslutningerne.” (Citat fra en af de fordrevne familier, dokumenteret i senere interviews)

Kompensationen var minimal. Nogle familier modtog små pengebeløb. Andre fik ingenting. Der var ingen juridisk proces. Ingen høring. Ingen mulighed for at protestere.

Hvad skete der med de grønlændere, der blev tvangsflyttet fra Thule? fortæller mere om de personlige konsekvenser for de berørte familier.

Basens militære betydning gennem årene

Thulebasen blev ikke bare en simpel militærinstallation. Den udviklede sig til et centralt element i amerikansk forsvarsinfrastruktur.

Tre faser af militær udvikling

1. 1951-1960: Etablering af radarstationer og flyvestyrker. Basen fungerede som fremskudt observationspost mod sovjetiske bombefly.

2. 1961-1989: Udvidelse til at omfatte ballistisk missilovervågning. Thule blev en del af det amerikanske atomvåbenforsvarsystem.

3. 1990-nu: Fortsatte overvågningsfunktioner og tilpasning til moderne trusler, herunder satellitsporing og rumovervågning.

Basen beskæftigede på sit højeste over 10.000 personer. I dag er antallet reduceret til nogle hundrede, men den strategiske betydning er ikke formindsket.

Periode	Primær funktion	Personale
1950’erne	Radarovervågning	5.000-10.000
1970’erne	Missiladvarsel	3.000-5.000
2000’erne	Satellitsporing	500-800
I dag	Rumovervågning	400-600

Juridiske kampe og erstatningssager

I 1999 anlagde 53 tidligere Thule-beboere sag mod den danske stat. De krævede erstatning for tvangsflytningen. Sagen blev en langvarig juridisk kamp.

Byretten gav de sagsøgende medhold i 2003. Staten skulle betale erstatning. Men Højesteret omstødte senere dommen med henvisning til forældelsesfrister.

Hvad krævede de fordrevne?

• Økonomisk kompensation for tabt ejendom og jagtrettigheder
• Anerkendelse af den uret, der var begået
• Ret til at vende tilbage til deres oprindelige område
• Historisk dokumentation af deres oplevelser

Den juridiske proces afslørede et større problem. Danmark og USA havde indgået aftaler om Grønland uden at inddrage grønlænderne selv. Dette mønster gentog sig gennem hele Den Kolde Krig.

Hvorfor blev Grønland aldrig spurgt om NATO-aftaler i 1940’erne og 50’erne? giver indblik i de politiske mekanismer bag disse beslutninger.

Geopolitiske konsekvenser for Grønland

Thulebasen ændrede Grønlands position i international politik. Øen var ikke længere bare en fjern dansk koloni. Den blev en strategisk brik i supermagternes spil.

Dette skabte en paradoksal situation. På den ene side gav den amerikanske tilstedeværelse Grønland øget international synlighed. På den anden side underminerede den grønlandsk selvbestemmelse.

Tre langsigtede effekter

Øget militarisering: Thulebasen var ikke den eneste amerikanske facilitet. Den skjulte historie om amerikanske militærbaser på grønlandsk jord under Den Kolde Krig viser, hvordan flere installationer spredte sig over øen.

Politisk bevidstgørelse: Uretfærdigheden ved tvangsflytningen vækkede grønlandsk politisk aktivisme. Yngre generationer begyndte at stille spørgsmål ved det danske styre.

Økonomisk afhængighed: Basen skabte arbejdspladser, men også en afhængighed af udenlandske militære interesser.

USA’s fortsatte interesse i Grønland

Thulebasen er stadig operationel. USA betaler Danmark omkring 50 millioner kroner årligt for driftsrettigheder. Men den amerikanske interesse rækker længere end én militærbase.

I 2019 foreslog præsident Donald Trump at købe Grønland. Forslaget blev afvist som absurd af både danske og grønlandske politikere. Men det understregede en realitet: Grønlands strategiske værdi er ikke forsvundet.

Klimaforandringer åbner nye skibsruter gennem Arktis. Øen rummer store mineraler og sjældne jordarter. Den militære position er stadig relevant i forhold til Rusland og Kina.

Hvorfor har USA altid været interesseret i Grønland? forklarer de historiske og nutidige motiver bag denne vedvarende interesse.

Vejen mod større selvbestemmelse

Thule-sagen blev et vendepunkt i grønlandsk politisk bevidsthed. Den viste tydeligt, at beslutninger om Grønland blev truffet uden grønlændernes indflydelse.

I 1979 fik Grønland hjemmestyre. Det var et første skridt mod større autonomi. I 2009 kom selvstyreloven, som gav endnu flere beføjelser til det grønlandske parlament.

Milepæle i grønlandsk selvbestemmelse

• 1953: Grønland ophører med at være koloni og bliver del af Danmark
• 1979: Hjemmestyre etableres med kontrol over flere politikområder
• 2009: Selvstyre med ret til naturressourcer og udvidet selvbestemmelse
• I dag: Debat om fuld uafhængighed fortsætter

Fra koloni til selvstyre med fem afgørende milepæle i Grønlands frigørelseskamp giver et dybere indblik i denne udvikling.

Men Thulebasen forbliver et uløst spørgsmål. Grønland har begrænset indflydelse på militære aftaler mellem Danmark og USA. Basen drives uden direkte grønlandsk kontrol.

Aktuelle debatter om suverænitet

I dag diskuterer grønlandske politikere, hvordan fremtidig uafhængighed skal se ud. Thulebasen spiller en central rolle i disse overvejelser.

Nogle argumenterer for, at en uafhængig grønlandsk stat skal overtage kontrollen med basen. Andre mener, at fortsat samarbejde med USA er nødvendigt af økonomiske og sikkerhedsmæssige årsager.

Centrale spørgsmål i debatten

• Kan Grønland forhandle direkte med USA om basens fremtid?
• Skal der betales erstatning til efterkommere af de fordrevne familier?
• Hvordan balanceres militære interesser med oprindelige folks rettigheder?
• Kan basen bruges som forhandlingskort i uafhængighedsprocessen?

Disse spørgsmål har ikke lette svar. De berører grundlæggende dilemmaer om små nationers suverænitet i en verden domineret af stormagter.

Hvad kan andre lære af Thule-sagen?

Thulebasen er ikke bare en grønlandsk historie. Den er et eksempel på, hvordan oprindelige folks rettigheder blev overset i det 20. århundrede. Og hvordan konsekvenserne stadig mærkes i dag.

Internationale organisationer har siden vedtaget flere erklæringer om oprindelige folks rettigheder. FN’s erklæring fra 2007 fastslår, at oprindelige folk har ret til deres traditionelle lande og til at blive hørt i beslutninger, der påvirker dem.

Men principper på papir ændrer ikke fortiden. Og de garanterer ikke fremtiden, medmindre de håndhæves.

Læringer fra Thule-sagen

• Militære interesser må aldrig overskygge menneskerettigheder
• Oprindelige folk skal inddrages i beslutninger om deres territorier
• Historiske uretfærdigheder kræver anerkendelse og erstatning
• Geopolitiske aftaler skal respektere lokale befolkningers suverænitet

Hvordan kolonitiden formede Grønlands kamp for selvbestemmelse sætter Thule-sagen i en bredere historisk kontekst.

Fremtidsperspektiver for Thulebasen

Basen vil sandsynligvis fortsætte sin drift i overskuelig fremtid. USA har ingen planer om at lukke den. Danmark fortsætter forsvarssamarbejdet. Og Grønland mangler stadig fuld kontrol over militære anliggender.

Men situationen kan ændre sig. Hvis Grønland opnår fuld uafhængighed, vil nye forhandlinger være nødvendige. En suveræn grønlandsk stat kunne kræve anderledes vilkår. Eller vælge helt at afslutte samarbejdet.

Klimaforandringer vil også påvirke basens rolle. Når isen smelter, åbnes nye muligheder for skibsfart og ressourceudvinding. Det øger Grønlands strategiske værdi yderligere.

Scenarier for de næste årtier

1. Status quo: Basen fortsætter under nuværende aftaler med gradvis øget grønlandsk indflydelse.

2. Ny forhandling: Grønland opnår større kontrol og økonomisk kompensation for basens tilstedeværelse.

3. Fuld suverænitet: En uafhængig grønlandsk stat overtager alle forhandlinger med USA direkte.

Hvilken vej Grønland vælger, vil påvirke ikke bare øens fremtid, men også magtbalancen i hele Arktis.

Historiens betydning for nutidens Grønland

Thulebasen står som et monument over en tid, hvor grønlændernes stemmer ikke blev hørt. Den repræsenterer både historisk uret og nutidens geopolitiske realiteter.

For mange grønlændere er basen et symbol på manglende selvbestemmelse. For andre er den en pragmatisk realitet, som skal håndteres på bedst mulig vis.

Men én ting er klar. Historien om Thulebasen kan ikke ignoreres. Den er en del af Grønlands kollektive hukommelse. Og den former fortsat debatten om øens fremtid.

De familier, som blev fordrevet i 1953, fik aldrig fuld retfærdighed. Men deres historie lever videre. Den minder os om, hvad der står på spil, når store magters interesser kolliderer med små samfunds rettigheder.

Grønland står i dag ved en skillevej. Vejen mod større selvbestemmelse er ikke lige. Men erfaringerne fra Thule-sagen har lært en generation af grønlændere, at deres stemmer skal høres. At deres rettigheder skal respekteres. Og at historien ikke må gentage sig.

Fremtiden for Grønland vil blive formet af de valg, der træffes nu. Og Thulebasen vil fortsat være en central del af den samtale, om hvordan en lille nation navigerer i en verden af stormagter.