Lige nu er mange kommuner i fuld gang med at gennemføre voldsomme nedskæringer i velfærden. Mange steder går det hårdt ud over de tiltag, der skal forebygge for eksempel kriminalitet, mistrivsel og sociale problemer. Der er tale om en kortsigtet politik, der sparer penge her og nu, men kan blive langt dyrere på længere sigt.
Også regionerne har store problemer med at overholde de økonomiske rammer, der er udstukket af regeringen. På sygehusene bliver der fyret ansatte og indført ansættelsesstop i en situation, hvor der egentlig er mangel på ansatte.
Nødråb fra de ansatte
I løbet af de seneste måneder er der kommet det ene nødråb efter det andet fra ansatte på velfærdsområdet.
Senest er det de ansatte på socialområdet i Københavns Kommune, der protesterer over planerne om at spare 85 millioner kroner på det udsultede socialområde til næste år. I sidste måned var det de ansatte i landets fem regioner, som sendte et desperat opråb til Folketinget, og i september slog ansatte i en lang række af landets kommuner alarm.
Det går igen i nødråbene fra de ansatte, at velfærden er ekstremt presset. Mange sårbare og syge mennesker får ikke den hjælp, de har brug for. Samtidig er der en stor undren og frustration over, at de voldsomme nedskæringer gennemføres i en situation, hvor statskassen bugner, hvor der er kæmpestore overskud år efter år på de offentlige budgetter, og flertallet af kommuner har masser af penge.
– Samlet set bugner kommunekasserne. Her er omkring 55 milliarder kroner. Det er kun et lille mindretal af kommunerne, der reelt ikke har penge i kassen. På grund af budgetloven må kommunerne dog ikke bruge de penge, som de har. Det er baggrunden for mange af de sparerunder, som vi ser nu. Den samme problemstilling er i regionerne, siger Kurt Houlberg, der er professor i offentlig velfærdspolitik ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Budgetloven blev vedtaget i Folketinget i 2012 som en konsekvens af dansk tilslutning til EU’s finanspagt. Med budgetloven blev finanspagtens krav om en stram økonomi for den offentlige sektor en del af dansk lovgivning.
Budgetloven betyder, at Folketinget fire år frem skal fastlægge etårige lofter over serviceudgifterne i stat, kommuner og regioner. Bliver den årlige økonomiske ramme ikke overholdt, bliver kommuner og regioner udsat for økonomiske sanktioner gennem beskæring af bloktilskuddet.
Frygten for økonomiske sanktioner har betydet, at kommunerne hvert år siden indførelsen af sanktionerne og budgetloven har brugt færre penge, end hvad den økonomiske ramme gav mulighed for.
En række faglige organisationer kræver budgetloven afskaffet. Det gælder blandt andre fagforbundet FOA.
– Lige nu ser vi konsekvenserne af budgetloven rundt omkring i kommunerne, der endnu engang er nødt til at gennemføre besparelser og afskedigelser i løbet af et budgetår, sagde Mona Striib i foråret til Arbejderen.
Søren Kolstrup, der er historiker og forfatter til en række bøger om den danske velfærdsmodel, peger også på budgetloven som en afgørende faktor i den dybe velfærdskrise, vi står i nu.
– Siden engang i 1990’erne har nyliberalismen taget over. Mantraet er, at vi skal have mere velfærd for de samme penge. Til at sikre det har vi fået nyliberale styringsmekanismer som budgetloven og de årlige lofter over, hvor mange penge kommuner og regioner kan bruge på velfærd. Man kan effektivisere et stykke hen ad vejen, men man kan ikke blive ved år efter år. Skal velfærden genoprettes, kræver det, at budgetloven sendes til Bloksbjerg, erklærer Søren Kolstrup.
– I realiteten er det kommunale selvstyre ophørt for længe siden, tilføjer han.
Kommuner og regioner i økonomiske lænker
Regeringen gør et stort nummer ud af, at den sikrer flere penge til kommuner og regioner, i takt med at der kommer flere ældre og børn. De ansvarlige ministre fremhæver også gang på gang, at der er afsat ekstra puljer frem mod 2030 til udvalgte nødlidende velfærdsområder som sygehuse, psykiatri og uddannelse.
Men samtidig har både kommuner og regioner store ekstra udgifter, som de ikke bliver kompenseret for af staten.
– Kommunerne har store udfordringer med de stigende udgifter til det specialiserede socialområde, som de kun i begrænset omfang er blevet kompenseret for af regeringen. Udgifterne er vokset betragteligt over flere år. Alene sidste år steg udgifterne med omkring 1,5 milliarder kroner for alle kommuner samlet set, oplyser Kurt Houlberg.
– Dertil kommer, at kommunerne de seneste år har været udfordret af den høje inflation, så pengene ikke rækker så langt. I 2022 kostede det kommunerne 1,9 milliarder kroner, som de ikke blev kompenseret for. Når kommunerne samtidig er underlagt et loft over, hvor mange penge de samlet set må bruge på service, så er de nødt til at spare på de kommunale serviceområder, tilføjer han.
Søren Kolstrup påpeger, at mere og mere er blevet skubbet over på kommuner i løbet af de sidste mange år.
– Folketinget læsser hele tiden komplekse opgaver over på kommunerne uden at tilføre de nødvendige ressourcer hertil eller alternativt åbne for kommunal selvfinansiering, siger han.
Når det gælder regionerne, mangler de kompensation for de ekstra 1,5 milliarder kroner, som inflationen har kostet dem i 2022. Derudover er regionerne hårdt pressede på grund af de voldsomt stigende udgifter til medicin.
Velfærden i dyb krise på mange områder
Mange år med stramme budgetter betyder, at velfærden nu er voldsomt udfordret på en række centrale områder som sygehuse, ældrepleje, socialområdet, herunder hjælp til mennesker med handicap, daginstitutioner og folkeskoler.
Oven i problemerne med stramme budgetter oplever både kommuner og regioner, at der er store vanskeligheder med at fastholde og rekruttere uddannede og kvalificerede ansatte.
– Rekrutteringskrisen udspringer af, at flere og flere oplever det som for hårdt at være velfærdsarbejder. Det er et resultat af mange års nedskæringer og forringelse af arbejdsmiljøet, der bunder i en økonomisk styringsmodel, som baserer sig på, at man kan effektivisere sig til paradis, siger Søren Kolstrup.
De ansatte, deres tillidsfolk og faglige organisationer har længe advaret om, at de konstante nedskæringer vil resultere i den situation, velfærden står i nu. Krisen er dyb og meget alvorlig, konstaterer de.
“Lige nu smuldrer velfærden med uhørt stor fart. Det er ikke længere givet, at man som borger kan få den hjælp, man har været tryg ved, hvis man skulle få brug for den. Udhulingen af velfærden sker bredt i både regioner og kommuner, og det rammer alle. Skoler bliver lukket, forebyggende indsatser for børn og unge spares væk, ældreplejen skal spare, og vuggestuer og børnehaver mangler pædagoger i en sådan grad, at mange forældre er bekymrede over at skulle aflevere deres børn og tage på arbejde”, skrev Christina Windau Hay Lund, forkvinde Dansk Sygeplejeråd, Kreds Nordjylland, for nylig i en blog i Arbejderen.
“Og så er der sundhedsvæsenet. Aldrig har jeg været vidne til så massive besparelser med så store konsekvenser for patienter, borgere og medarbejdere. Lige nu skal hver enkelt afdeling på de nordjyske sygehuse finde mindst fire procent i besparelser. Og rundt omkring begynder man at nedlægge stillinger og fyre personale – selv om der i virkeligheden mangler ansatte”, tilføjede hun og konstaterede samtidig, at der er brug for at optrappe protesterne mod spareregimet.
Når det gælder daginstitutionerne, har en meget aktiv forældrebevægelse kæmpet sig til minimumsnormeringer. Men den forbedring er ved at blive udhulet af kommunale nedskæringer og de store problemer med at skaffe uddannede pædagoger.
“Jeg har haft barn i daginstitution siden december 2018 og har siden marts 2019 arbejdet for at forbedre forholdene. Da vi fik loven om minimumsnormeringer, var det en kæmpe sejr, at der blev sat en prop for besparelser og indført en kvalitetsstandard. Håbet dengang var, at vi ville få flere ansatte i institutionerne ud af det. At det ville lette arbejdspresset, frigive tid til kerneopgaven, give flere voksne omkring børnene”, skrev Anne Dahl Thing, næstformand i Forældrenes Landsorganisation FOLA, for kort tid siden i en blog i Arbejderen.
“Alligevel kan vi fra min søns vuggestuetid med start 2018, og til min datter startede i 2022, konstatere, at den konkrete ændring består i, at en stue, der før var bemandet med to pædagoger og en medhjælper, nu er bemandet med en halv pædagog og to vikarer. Pædagogen må to vuggestuegrupper dele. Det er altså langt fra blevet bedre derude, og min datters institution er ikke et enestående tilfælde”, konstaterede hun.
Også fra ældreplejen har både ansatte, faglige organisationer, pårørende og interesseorganisationer længe råbt højt om et alt for stort arbejdspres og helt uacceptable forhold.
“Det er vigtigt at råbe alarm med høj stemme. Vi løber nemlig efter en mere end bare alvorlig udfordring i den offentlige velfærd, og det breder sig efterhånden til flere områder. Borgmestre på stribe melder klart ud: Vi kan ikke længere stå på mål for den ældrepleje, vi leverer. Kvaliteten er mange steder så absolut i bund. På medlemsmøder rundt i landet er fortællingerne om hverdagen på arbejdspladserne helt igennem forfærdelige”, skrev Mona Striib, formand for fagforbundet FOA, den 21. oktober i en blog i Arbejderen.
Handicapområdet bliver gang på gang fremhævet som dyrt og ustyrligt af både kommunalpolitikere og folketingspolitikere. Men for det enkelte menneske med handicap er virkeligheden, at forholdene er blevet konstant forringet over de sidste mange år. Det er blevet sværere at få hjælpemidler og sværere at få bevilget botilbud, samtidig med at forholdene i botilbuddene er voldsomt forringet. Der er skåret ned på stort set alle dele af handicapområdet.
Lev, der organiserer mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende, gennemførte i 2022 en undersøgelse blandt mere end 700 pårørende til voksne med udviklingshandicap i botilbud.
70 procent af de pårørende oplyser, at “kvaliteten af det pædagogiske arbejde på min pårørendes bosted er faldet i løbet af de seneste fem år”. 65 procent fortæller, at “i løbet af de seneste fem år er andelen af uddannet personale på min pårørendes botilbud faldet mærkbart”, og 60 procent siger, at “i løbet af de seneste fem år er omfanget af støtte (timer) til min pårørende faldet mærkbart”.
Også folkeskolerne er ramt af store problemer. “Folkeskolens økonomi er ikke bare i knæ. Den er nærmest kollapset”, konstaterer Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening.
– Folkeskolens helt store udfordring er, at markant flere børn mistrives, får psykiatriske diagnoser og har behov for støtte og specialundervisning. Og pengene er ikke fulgt med. Det er en ganske voldsom udvikling, som regeringen slet ikke forholder sig til i sin 2030-plan, siger lærerformanden.
Han henviser til, at mens en elev i en almindelig folkeskoleklasse i gennemsnit koster 75.000 kroner om året, koster en elev i specialskole i snit 514.000 kroner. Gennem de senere år er andelen af elever, der visiteres til specialundervisning, steget markant. Det betyder, at hver fjerde krone i folkeskolen i dag bruges på specialområdet, mens der spares på den almene undervisning, hvilket igen resulterer i, at flere elever får brug for specialundervisning.
Underfinansieret velfærd
Det er altså et dystert billede, der tegner sig for situationen på de store centrale velfærdsområder.
– Det vil gå for vidt at sige, at vores velfærdsmodel er ved at bryde sammen. Der er stadig mange ting, som fungerer rigtig godt. Men velfærden er mere presset nu, end den har været i mange år, siger Kurt Houlberg.
– Dele af velfærden er kørt i sænk, men samtidig har det offentlige velfærdssystem på nogle områder erobret landvindinger. Vi har for eksempel aldrig haft et sundhedsvæsen, der kan tilbyde mere, end de kan i dag. Det er stadig et moderne foretagende. Men der er skåret massivt ned, og både sundhedsvæsenet, handicapområdet og andre dele af velfærden er meget pressede. Trygheden i vores velfærdssystem er væk – den er erstattet af en “noget for noget-tankegang”. Det er en voldsom forandring, erklærer Søren Kolstrup.
Regeringen har netop fremlagt sin 2030-plan, der lover 32 milliarder kroner ekstra til velfærden frem mod 2030. Det lyder af mange penge, men ifølge beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er det slet ikke nok til at genoprette og sikre den danske velfærd.
AE-rådet står bag en analyse, der viser, at det danske velfærdssystem er blevet underfinansieret med 22,5 milliarder kroner siden 2015. Rådet har regnet sig frem til, at der samlet er behov for at tilføre velfærdsområdet 63 milliarder kroner frem mod 2030, hvis der både skal laves en genopretning af velfærden, og den skal udbygges, i takt med at der bliver flere ældre og børn, samt at velfærden skal følge den almindelige velstandsudvikling.
Forringelse af de forskellige velfærdsydelser betyder, at stadig flere vælger private løsninger. Flere vælger privatskoler, private daginstitutioner eller privat hjemmehjælp, ligesom flere og flere betaler for hjælp fra en privat socialrådgiver. Der er også en kraftig stigning i antallet af sundhedsforsikringer og forsikringer mod arbejdsløshed, der skal supplere de voldsomt udhulede arbejdsløshedsdagpenge.
– Når den offentlige sektor er trængt på grund af nedskæringer og nedslidte medarbejdere, og det kniber med at levere højklasseløsninger, så vil private løsninger tiltrække dem, der har penge til at betale for det. Det er den brutale lovmæssighed, konstaterer Søren Kolstrup.
Når de private løsninger tager over, betyder det øget ulighed og et angreb på et grundlæggende element i det danske velfærdssystem, der bygger på en høj grad af universalisme. Universelle ydelser er kendetegnet ved, at der er tale om en rettighed, at ydelserne er ens for alle, at de er af en tilstrækkelig høj kvalitet, samt at finansieringen sker over skatten.
Hvad skal der til for at redde velfærden?
Situationen er dybt alvorlig, men hvad skal der til, hvis vi skal redde den danske velfærdsmodel?
Det kræver hurtigt handling og en bred vifte af initiativer, konstaterer tillidsfolk, faglige organisationer, eksperter og andre.
Der er bred enighed om, at der er brug for flere penge til velfærden, men der skal samtidig gøres noget for at sikre uddannelse af flere velfærdsprofessionelle samt bedre løn- og arbejdsforhold.
“Den dybe krise på ældreområdet kan stadig løses, men det er nu, der skal handles. Vi skal uddanne flere, vi skal fastholde flere, vi skal sikre et fuldtidsarbejdsmarked i et arbejdsmiljø, man kan holde til at være i. Vi skal i mål med at fjerne unødvendige registreringer og bureaukrati. Der skal satses på velfærdsteknologi, vi skal gennemføre bevidst opgaveflytning, så vi bruger rette kompetencer til rette opgaver. Vi skal sikre ledelsesrum og slippe fagligheden fri, så medarbejderne løser opgaverne i arbejdsfællesskaber”, understreger Mona Striib, formand for FOA, i sin blog i Arbejderen.
“Både løn og arbejdsvilkår skal løftes, men det gør det ikke alene. Vi kommer til at mangle arbejdskraft big time, så det er alle indsatser og initiativer, der skal rulles ud i et samspil. Ellers lykkes vi ikke”, tilføjer hun.
Anne Dahl Thing fra forældreorganisationen FOLA peger i sin blog også på nødvendigheden af en bred vifte af initiativer.
“Der findes ikke en enkel løsning på den krise, vores daginstitutioner befinder sig i. Der er ikke ét greb, der kommer til at løse pædagogmangel, dårligt arbejdsmiljø, stress, underfinansiering og den stramme kommunale økonomi. Det er bydende nødvendigt, at der sættes ind fra mange sider på en gang, hvis man politisk er interesseret i at redde dagtilbudssektoren”, erklærer hun.
“Som en start kunne man fokusere på at lande en ordentlig kommuneaftale, hvor kommunerne får mulighed for at finansiere deres velfærd. Og så nævner jeg i flæng: Fleksibel arbejdstid, forberedelsestid, prioritering af kerneopgaven, attraktiv løn, mulighed for efteruddannelse og faglig respekt. Alle kneb gælder, men det skal komme fra politisk hold”, tilføjer hun.
Både læger og sygeplejersker understreger, at krisen på sygehusene er så akut, at de milliarder, der er planlagt til området frem mod 2030, skal fremrykkes, så de kommer ud på sygehusene allerede nu.
– Regeringen har tidligere meddelt, at den afsætter 5 milliarder kroner årligt til en sundhedspakke, når den er fuldt indfaset i 2030. Den har også afsat 3,2 milliarder til psykiatrien frem mod 2030. Det er meget flotte beløb, som der er hårdt brug for i sundhedsvæsenet. Udfordringen er, at vi mærker behovet her og nu og ikke om seks-syv år. Derfor havde jeg håbet, at regeringen ville fremrykke investeringerne, så pengene kan komme ud og gøre gavn for patienterne noget før, udtalte Susanne Wammen, formand for Overlægeforeningen, da regeringen for nylig kom med sin 2030-plan.
Kurt Houlberg understreger, at der ikke er nogen nem vej til at løse problemerne.
– Der er ingen simple løsninger. Det varierer fra område til område, hvad der er behov for. Flere penge kan løse nogle akutte sparekrav, men som samfund er der jo også andre områder, vi vil prioritere, som klima, miljø, grøn omstilling og Forsvar, siger han og tilføjer:
– Jeg mener, at der er behov for at erkende, at det er nødvendigt med hårde prioriteringer. Ikke alle kan fremover forvente samme service som i dag. Nogle vil få en anden og mindre service. En ting er, om pengene er der. Noget andet er, om hænderne er der. Der vil fremover komme flere, der har behov for velfærd, mens der bliver færre til at levere velfærden.
Søren Kolstrup vurderer, at vi står med et godt udgangspunkt for at redde den offentlige velfærd.
– Der skal sikres et større økonomisk råderum til kommuner og regioner, og det kommunale og regionale selvstyre skal genaktiveres. Budgetloven skal væk. Derudover skal der gennemføres en frigørelse, som ikke handler om, at de private skal overtage mere, men om reel afbureaukratisering og mere tid til kerneopgaverne. Vi skal sikre gode job, der ikke stresser folk, og trygheden i velfærden skal tilbage igen, siger Søren Kolstrup.
– Det kræver en stor omvæltning, men vi har et godt udgangspunkt med vores uddannelsessystem og store faglige viden. Ressourcerne til at gennemføre det her er der. Danmark har en ekstrem solid økonomi, tilføjer han.
