Vi behøver det ikke, men gør det alligevel. Med budgetloven følger Danmark EU’s finanspagt, der fungerer som en spændetrøje på samfundsøkonomi og velfærd. Så klart blev det udtrykt af økonom Jesper Jespersen, da Østerbrokomiteen af Folkebevægelsen mod EU den 15. april stod for et velbesøgt offentligt møde om, hvad budgetloven betyder for borgerne. Med til at sætte fokus på det deltog også næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger, Jan Hoby.
En forudsætning for at være med i Eurozonen er, at de deltagende lande følger en række regler beskrevet i Finanspagten, der blev indgået i 2012. Det bærende princip er, at landenes budgetter skal balancere, så der ikke opstår underskud på de offentlige budgetter. For at leve op til det krav har især landene i Eurozonen gennemført omfattende offentlige besparelser, der er gået ud over velfærden og har bidraget til øget arbejdsløshed i en række af landene.
Også i Danmark er der blevet skåret i de offentlige budgetter, selv om Danmark ikke er forpligtet til at følge Finanspagten. Vi har nemlig, slog Jesper Jespersen fast, ved folkeafstemningen i 1993 sikret os et forbehold for at udskifte kronen med euro, hvilket blev bekræftet ved ØMU-afstemningen i september 2000. Kronen kan derfor bevares, indtil den danske befolkning træffer en anden afgørelse. Forbeholdet har tillige den konsekvens, at Danmark ikke kan forpligtes til at deltage i Finanspagten, hvilket skiftende regeringer og folketingsflertal dog frivilligt har besluttet at gøre.
Den frivillige efterlevelse af Finanspagtens krav udmøntes i form af budgetloven vedtaget i 2012. Den foreskriver, at der skal være balance mellem udgifter og indtægter i hele den offentlige sektor. Samtidig fraskrives muligheden for at anvende et budgetunderskud som middel til at finansiere arbejdsløshedsbekæmpelse, hvilket tidligere ellers med held er blevet gjort. Derfor er det en misforståelse, at der altid skal være budgetbalance eller skal stræbes efter det, understregede Jesper Jespersen. Det er efter hans opfattelse uansvarligt at gå efter budgetbalance i perioder med høj arbejdsløshed.
Budgetloven er i det hele taget en spændetrøje på samfundsøkonomien. Den fører til nedskæringer på offentlig velfærd og service, hvilket Jan Hoby også pointerede med henvisning til, at budgetloven forhindrer, at tilsammen 60 milliarder kroner i ubrugte midler i landets kommuner kan bruges til at sikre velfærd og rette op på gennemførte nedskæringer. Beløbet skønnes at stige til 100 milliarder kroner i 2030. Budgetloven er udformet sådan, at hvis en enkelt eller nogle få kommuner udvider budgettet, skal de øvrige kommuner skære ned for at overholde kravet om budgetbalance for den samlede offentlige sektor. Ifølge loven skal der lægges fireårige budgetter med krav om uændrede udgifter bortset fra det demografiske træk – at der bliver flere børn og ældre.
Kommunernes økonomiske råderum er derfor stærkt begrænset, så kommunalpolitikerne fungerer som rene forvaltere af budgetloven, sagde Jan Hoby. Han så også budgetloven som udtryk for nyliberalistisk politik og citerede tidligere finansminister Bjarne Corydon for at kalde budgetloven for sin baby! Jan Hoby mente også på, at der er en elefant i rummet – nemlig den alt for spage kritik fra fagbevægelsen og venstrefløjen af budgetloven, der fører til velfærdsstatens implosion.
Ifølge Jesper Jespersens opfattelse er tankerne i Anders Foghs bog ”Fra socialstat til minimalstat” blevet overtaget af Socialdemokratiet, der driver Danmark i en mere nyliberalistisk retning end EU fordrer. Han slog derfor ved afrundingen af mødet igen fast, at det er en politisk beslutning i Danmark, om landet skal være tilsluttet Finanspagten. Budgetloven kan skrottes, hvis de danske politikere vil det; men en revision af budgetloven er indtil videre udskudt til 2034.
