fbpx Skip to content

Status på Brexit-aftale mellem EU og Storbritannien

En Brexit-aftale mellem Storbritannien og EU er kommet et stort skridt nærmere med en aftale om et britisk bidrag til EU og en garanti om en grænseaftale mellem Irland og Nordirland.

Brexit Referendum
Foto: George Hodan / Public Domain Pictures

Mellem 300 og 335 milliarder kroner fra Storbritannien til EU og en foreløbig aftale om den irske grænse. Det er ifølge en række medier kort fortalt hovedindholdet af den foreløbige Brexit-aftale mellem Storbritannien og EU. Aftalen blev præsenteret, efter den britiske premierminister Theresa May i alt hast rejste til Bruxelles 5. december. Med aftalen kan Brexit-forhandlingerne gå ind i næste fase efter nytår.

Den foreløbige aftale skal sikre både EU-borgere i Storbritannien og briter i EU-lande rettigheder som adgang til vejfærdsydelser og sundhedsvæsnet efter Brexit. I tvivlsspørgsmål om tolkning af EU-rettighederne vil EU-domstolen i Luxembourg ifølge DR være øverste myndighed frem til minimum 2027.

Den irske grænse

Et springende punkt i Brexit-forhandlingerne er grænsen mellem Irland og Nordirland. Storbritannien har forpligtet sig til at garantere en åben grænse. Man håber, at en handelsaftale vil løse udfordringerne, når Storbritannien forlader EU´s indre marked og toldunionen. Hvis ikke det bliver tilfældet, så vil Nordirland fortsat skulle følge reglerne for EU’s indre marked for at undgå grænsekontrol.

I første omgang ville den britiske regering ikke betale til EU efter den officielle Brexit-dato, men man er blevet enige om betaling af Storbritanniens EU-bidrag frem til udgangen af 2020. Storbritannien skal dog ikke bidrage til flytningen af to EU-agenturer. Briterne er også sluppet med mindre end de 60-100 mia. euro, som flere kilder nævnte som muligt skilsmissebidrag efter Brexit-afstemningen.

Med aftalen kan Storbritannien og EU tage fat på at forhandle sig frem til en handelsaftale, som skal træde i kraft, når Storbritannien forlader EU’s indre marked og toldunion.

Oversigt over Brexit-aftale

EU borgere

EU borgere i Storbritannien og briter i EU-lande har ret til at blive boende. Rettigheder for deres børn og partnere i ”faste forhold” er også garanteret.

Storbritanniens domstole vil kunne afgøre sager om EU-borgeres rettigheder i Storbritannien, men tvivlsspørgsmål afgøres ved EU-domstolen i en periode på 8 år efter Brexit.

Den irske grænse

Aftalen garanterer, at der ikke kommer en hård grænse mellem Irland og Nordirland, og at Belfast-fredsaftalen opretholdes.

Hele Storbritannien – herunder Nordirland – træder ud af EU’s toldunion

Det er uklart, hvordan en åben grænse skal sikres, men Storbritannien vil garantere at leve op til reglerne i toldunionen og det indre marked, som er del af fredsaftalen.

Der vil ikke være nogen lovgivningsmæssige hindringer mellem Nordirland og resten af United Kingdom, med mindre det nordirske parlament siger god for det.

Penge

Flere kilder nævner 40-45 mia. euro som det beløb Storbritannien skal betale. Storbritannien betaler sit normale bidrag til EU i både 2019 og 2020, som allerede aftalt, og dertil kommer pensioner og lign.

Andre emner

EU og Storbritannien vil fortsætte samarbejdet om nuklear lovgivning, samt inden for politi- og sikkerhedsspørgsmål.

Man vil tilstræbe at sikre fortsat adgang til produkter for at mindske gener og afbrydelser i leverancer til virksomheder og forbrugere.

 

(Kilder: The GuardianEU Observer; DR)  

Back To Top