fbpx Skip to content

Pinligt: EU-spidskandidater afviser åbenhed

Spidskandidater for Konservative, Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Radikale Venstre og Socialdemokraterne vil ikke fremlægge dokumentation for EU-penge. Pinligt, mener Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU.

Rina Ronja Kari’s ambition om at skabe mere åbenhed omkring brug af EU-midler blandt de danske spidskandidaterne til søndagens EU-Parlamentsvalg møder modstand fra de store partier.

Margrete Auken (SF), Peter Kofoed (Dansk Folkeparti), Jeppe Kofod (Socialdemokraterne), Morten Lykkegaard (Venstre), Morten Helveg (De Radikale) og Pernille Weiss (Konservative) afviser alle at bakke op om et åbenhedsløfte formuleret af Folkebevægelsen mod EU’s spidskandidat.

– Det er pinligt, at de danske politikere ikke vil fortælle, hvordan de bruger skatteydernes penge. Det er dybt problematisk, siger Rina Ronja Kari.

LÆS HELE ÅBENHEDSLØFTET og se listen over hvilke politikere, der har tilsluttet sig NEDERST I DENNE ARTIKEL.

LØFTE VÆKKER OPSIGT

Ekstra Bladet har tidligere beskrevet sagen om Rina Ronja Karis løfte om åbenhed.

Det har nemlig skabt opsigt, at hvert medlem af EU-parlamentet hver måned modtager knap 33.000 kroner i såkaldte ‘blyantspenge’.

For der er ingen krav om, at parlamentarikerne fremlægger bilag eller anden dokumentation for, hvordan pengene er brugt. Tilsammen koster denne lukrative ordning skatteyderne 400 millioner kroner årligt.

Det har ikke været muligt at samle flertal for at ændre lovgivningen i EU-Parlamentet. Derfor går Folkebevægelsen mod EU forrest.

Rina Ronja Kari, som er medlem af EU-Parlamentet, har åbenhed omkring hvordan hendes ’blyantspenge’ bruges. Det samme gælder et offentligt tilgængeligt ’lobbyregister’, hvor Folkebevægelsen mod EU beskriver hvilke interesseorganisationer man har holdt møde med samt hvornår det er sket.

Nu vil Rina Ronja Kari og Folkebevægelsen mod EU altså gå skridtet videre. Man vil forpligte sig på åbenhed omkring hvordan gruppemidlerne bruges og udgifter til rejser.

Se Folkebevægelsen mod EU’s lobby-register her.

Læs artiklen ”Skjuler luksus for 300 mio.: Tager uhørt beslutning” hos Ekstra Bladet.

Læs artiklen ”Luksus for millioner: Lover åbenhed” hos Ekstra Bladet.

Læs artiklen ”Skjulte bilag: Spidskandidat i opgør” hos Ekstra Bladet.

Konservativ udenomssnak

De Konservatives Pernille Weiss forslår lørdag i Jyllands-Posten, at de danske medlemmer af EU-Parlamentet indberetter regnskab for deres brug af blyantspenge til en fælles revision.

Men det forslag er bare uforpligtende udenomssnak, mener Rina Ronja Kari. For samtidig afviser Pernille Weiss selv at fremlægge sine bilag indtil den fælles revisorordning er etableret.

– Pernille Weiss og de andre danske toppolitikere prøver at løbe fra deres ansvar. Det er på høje tid, at borgerne får at vide, hvordan deres penge bruges i EU. I stedet for at vente på, at reglerne kommer på plads, så bør vi gå forrest, siger Rina Ronja Kari.

I Jyllands-Posten udtaler Pernille Weiss desuden, at hun mener, at Rina Ronja Kari ’mistænkeliggøre’ EU-politikerne med kravet om åbenhed.

– I stedet for at skyde på andre, så bør De Konservative selv være et godt eksempel. Pernille Weiss putter problemerne med EU-fråds i en syltekrukke til den anden side af valget. Men det er jo nu, at vælgerne skal have klarhed. Det er uambitiøst, mener Rina Ronja Kari.

RINA RONJA KARIS ÅBENHEDSLØFTE:

* At offentliggøre regnskab for brugen af ‘blyantspengene’ inklusive samtlige bilag.

* At offentliggøre regnskab for brugen af gruppemidler til opinionsstof inklusive samtlige bilag (via gruppen i parlamentet kan politikerne få yderligere støtte, red.).

* Ikke at flyve på business- eller første klasse i Europa med mindre alle andre mulighed er opbrugt.

* At offentliggøre alle frokost- og middagsmøder i forbindelse med hvervet som EU-parlamentariker, herunder dato, hvem der har inviteret, hvor foregik mødet, og hvilket tema der blev drøftet under middagen.

* At offentliggøre information om alle møder i forbindelse med hvervet som EU-parlamentariker, herunder dato for mødet, organisationens navn, navne på de konkrete personer, og hvad mødet handlede om.

Enhedslisten er med

Enhedslistens spidskandidat Nikolaj Villumsen bakker op om Rina Ronja Karis åbenhedsløfte i EU-Parlamentet.

Det samme gælder enkelte kandidater for Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, SF, Alternativet og Socialdemokraterne. Kun partiet Venstre har helt afvist at tilslutte sig løftet om åbenhed omkring blyantspenge, rejser og gruppemidler.

Hos Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU har samtlige af de opstillede kandidater forpligtet sig på at åbenhed om deres EU-midler.

– Jeg vil holde politikerne op på deres løfter og håber, at vi kan få strammet lovgivningen op. Skatteydernes penge skal ikke gå til EU-fråds, siger Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU.

Disse politikere har tilsluttet sig åbenhedsløftet:

SF: Jens Rane og Troels Stru Schmidt

Alternativet: Jan Kristoffersen (og Rasmus Nordqvist i pressen)

Socialdemokraterne: Lasse Holm Grønning

Radikale Venstre: Ole Lynggaard

Venstre: 0

Konservative: 0

Liberal Alliance: Rigge Nørmark

Dansk Folkeparti: Rene Danielsson

Enhedslisten: Nikolaj Villumsen, Eva Flyvholm, Eva Milsted, Jakob Nerup, Sabrina Christensen, Torsten Ringgaard, Freja Larsen, Rasmus Vestergaard, Inger Johansen, Frederik Kronborg, Maja Albrechtsen, Tobias Clausen, Jeppe Andersen, Henning Hyllested.

Back To Top