Siden Danmark sagde ja til Det Europæiske Fællesskab (EF) i 1972, har forholdet ændret sig markant. Det, der startede med store drømme og løfter om økonomisk fremgang og samarbejde, er med tiden blevet til noget helt andet. Vi er nu i et forhold, hvor vi langsomt har mistet kontrollen, og hvor vores selvstændighed er blevet undergravet.
Vi blev lokket ind med store ord og løfter, men nu sidder vi tilbage med en følelse af at være fanget uden at kunne finde vej ud. Uligevægtige parforhold begynder ofte med “love bombing” (kærlighedsbombning, red.) – overdrevne og ekstreme, kærlige handlinger, der har til formål at gøre den udsatte person afhængig af og forpligtet over for den, der afsender kærligheden.
Drømmene i 1972
I 1972 gik Danmark ind i EF med store drømme. Vi blev overøst med løfter om økonomisk fremgang, samarbejde og retten til selvbestemmelse. Der var stor optimisme omkring, hvad medlemskabet ville betyde for Danmark.
Vi blev lovet adgang til et fælles marked, der ville sikre økonomisk vækst, øgede eksportmuligheder og bedre arbejdsbetingelser for vores virksomheder. De økonomiske fordele blev fremhævet så massivt, at det næsten blev betragtet som en uundgåelig succes.
Danmark er så forblændet af EU’s løfter, at alle kritiske røster bliver skubbet ud i periferien
Vi blev forsikret om, at vi kunne bevare vores nationale suverænitet, mens vi samtidig ville få en stemme i den europæiske beslutningsproces. Argumentet lød, at Danmark ville få større indflydelse på verdensscenen ved at være en del af fællesskabet, samtidig med at vi kunne beholde vores egne værdier og politiske selvbestemmelse.
EF blev også solgt som et fredsprojekt, hvor økonomisk samhandel ville føre til varig fred i Europa. Efter verdenskrigene virkede dette som et uimodståeligt argument for mange danskere, der drømte om en sikker og stabil fremtid.
Vi blev “love bomb’et” på europæisk niveau.
Allerede dengang advarede Folkebevægelsen mod EU om, at de mange løfter var for gode til at være sande, og påpegede, at medlemskabet kunne føre til tab af suverænitet og økonomisk afhængighed, hvor Danmark ville blive tvunget til at tilpasse sig EU’s krav på bekostning af vores egne interesser.
Grænseoverskridelser og gaslighting
Ligesom i et usundt/uligevægtigt forhold, hvor den dominerende part langsomt begynder at nedbryde grænser, blev det efterhånden klart, at de lovede fordele ikke altid materialiserede sig.
I stedet for den lovede støtte og sikkerhed, kom der øget konkurrencepres og krav om omstrukturering, som pressede de danske landmænd og andre sektorer til det yderste. EU begyndte at overtræde vores grænser, men som i ethvert usundt forhold kom der hver gang undskyldninger og nye løfter om, at det ikke ville ske igen, og alt skulle nok blive lige så godt som i starten.
Hver gang vi begyndte at tvivle og stillede spørgsmål ved, hvad der foregik, blev vi mødt med “gaslighting” – vi fik at vide, at vi bare ikke forstod, hvad der var bedst for os, og beslutningerne blev taget hen over hovedet på os. Det sås ved Lissabon-traktaten, som dybest set er en genindpakning af den forkastede EU-forfatningstraktat, eller ved tjenesteydelsesdirektivet og ophævelsen af grænsekontrollen under Schengen-samarbejdet – også her blev vi som borgere aldrig spurgt, selv om begge dele havde store konsekvenser for vores nationale suverænitet.
Enkelte gange har vi dog forsøgt at sætte grænser og sige fra, eksempelvis til afstemningerne om Maastricht-traktaten, hvor vi stemte nej, men blev presset til at stemme igen, indtil svaret blev et ja. Forsvarsforbeholdet er jo væk, gad vide hvor længe vi har den danske krone.
Eksklusion af kritiske stemmer: isolation og kontrol
I usunde parforhold bliver venner og familie ofte ekskluderet, fordi de udgør en trussel mod den kontrol, som den dominerede part for alt i verden vil beholde. På samme måde er kritiske stemmer som Folkebevægelsen mod EU blevet marginaliseret i det danske mediebillede.
Danmark er så forblændet af EU’s løfter, at alle kritiske røster bliver skubbet ud i periferien, alene fordi vi ikke tør spørge os selv, om det virkelig er sådan her, et forhold skal være?
I stedet for at blive anerkendt som en del af den demokratiske debat bliver Folkebevægelsen enten ignoreret eller udstillet som urealistiske og forældede, mens den romantiske fortælling om EU forbliver intakt.
Efterhånden som årene er gået, finder vi os selv mere og mere isoleret fra alternativer. Ligesom en person i et usundt forhold, der mister sine venner og familie, er Danmark blevet trukket længere ind i EU’s magtstruktur. Vores selvbestemmelse bliver udhulet, og vi må acceptere en lang række love og regler, der dikterer, hvordan vi skal leve vores liv.
EU’s kontrol over vores nationale beslutninger bliver stadig strammere, og vi mister mere og mere af vores selvbestemmelse.
Opvågning og exit
Når en person endelig indser, at dynamikken i forholdet aldrig bliver bedre, og at det nu er nødvendigt at bryde ud, står de over for et svært valg og en lang og hård proces bagefter. Men denne proces er også fyldt med muligheder – muligheder for at genfinde sig selv og skabe en ny og stærkere identitet.
Vi så englænderne tage det svære valg under brexit, og nu er de der, hvor de forsøger at genopbygge deres egen identitet uden en kontrollerende partner. Ja, det er udfordrende, men det har også givet dem en ny chance for at definere, hvem de vil være som nation. For England betyder det nu, at de kan forme deres egen fremtid med deres egne prioriteringer – om det så er økonomisk politik, immigration, eller forholdet til resten af verden. Det er et skridt mod at genvinde den fulde suverænitet, der giver dem styrken til at stå på egne ben.
Danmark er desværre stadig fanget i det dysfunktionelle forhold med EU. Gang på gang accepterer vi løgne og manipulationer, men hver afsløret løgn giver os en chance for at sige nej til dynamikken. Da regeringen for nylig indsendte et annullationssøgsmål om mindstelønsdirektivet, så vi et glimt af modstand – et lille forsøg på at genvinde en smule af vores rygrad og stå imod presset.
At bryde ud af et usundt parforhold kræver mange forsøg, før det endelig lykkes. På samme måde er det en enorm opgave at bryde ud af EU’s greb. Men jeg tror på, at Danmark snart vil indse, at forholdet aldrig vil blive så rosenrødt som i starten. Det bliver aldrig bedre, og det er på tide, at vi finder modet til at forlade forholdet og genopbygge vores egen identitet og værdier.
Blogindlægget er oprindelig bragt i Arbejderen 1/9 2024 og kan læses her på Arbejderen.dk
