Behov for faglig og politisk kritik i Europa
Aktuel kommentar af Hardy Hansen, tidl. forbundsformand for SiD (nu 3F)
Der mangler en faglig og politisk vækkelse hos lønmodtagerne i dagens Europa. For siden krisen startede, har det udtalte mål været at skabe økonomisk stabilitet, medens det underliggende mål har været at begrænse demokratiets rækkevidde, mindske omfanget af velfærd, øge indkomstforskellene og begrænse de faglige rettigheder, som den danske regering desværre har valgt at bøje sig for, da de stemte for EU’s og den borgerlige finanspagt, der har ført til stagnation og nedskæringspolitik, der kvæler de europæiske landes mulighed for fremskridt.
Desværre har vi set, at toppen af dansk fagbevægelse er den meste pro-EU-fagtop i hele Europa og er den eneste, der har tilsluttet sig EU’s nyliberalistiske finanspagt på trods af, at den er en katastrofe for arbejdere overalt i Europa. Men selv om der er begået utilgivelige fejl, er det nødvendigt med en stærk kæmpende fagbevægelse, der kan formulere helt nyt formål for EU, der ikke længere skal fokusere på kapitalens frihed til at skalte og valte med mennesker, velfærd, beskæftigelse og miljø. I stedet skal målet være job til alle, grøn omstilling, et højt velfærdsniveau, større social og økonomisk lighed, en socialøkonomisk udviklingsplan for de fattige lande i Europa og global solidaritet med alle bestræbelser på at nå de samme mål.
Fagbevægelsen skal bruge sin styrke til grundlæggende demokratiske ændringer af EU, hvor medlemsstaterne får langt større frihedsgrader til at realisere de politiske tiltag, der fører til progressive strukturreformer. EU har aldrig opnået en bred folkelig legitimitet, hvilket aktuelt bekræftes af de folkelige protestbevægelser mod den af EU dikterede forringelsespolitik. Hertil kommer, at EU’s budget slet ikke rummer tilstrækkelige ressourcer til at iværksætte de fornødne investeringer i grøn vækst og beskæftigelse, der kan bringe Europa ud af krisen.