Bedste valg til Folkebevægelsen i 20 år
Folkebevægelsen genvinder sit mandat og går frem fra 7,2 procent af stemmerne til 8,1. Det er det bedste valg siden 1994.
Spidskandidat Rina Ronja Kari, siger:
– Vi gik ind i den her valgkamp med et simpelt spørgsmål: Skal EU bestemme alt? Det spørgsmål er blevet besvaret med denne valgkamp. Folk vil ikke have EU til at blande sig i indretningen af vores arbejdsmarked og vores velfærdssamfund, eller i hvilke kemikalier vi skal tillade i vores mad og vores børns solcreme.
– Nærmest alle partiers kandidaterne er faldet over hinanden for at love grænser for EU’s indblanding i vores hverdag. Men tre-fire ugers valgkamp kan ikke ændre fem års virkelighed. I de sidste fem år har de overladt mere og mere magt til EU og accepteret, at EU blander sig i dagpenge, børnechecken, strejkeretten ”“ i alle dele af vores samfund.
– Derfor hviler der mere end nogensinde et stort ansvar på Folkebevægelsen. Vi skal minde politikerne om deres løfte: At EU ikke skal bestemme alt!
– Vi vil fortsat arbejde benhårdt i EU-parlamentet for at sikre, at EU ikke får mere magt. Vi vil kæmpe for alle de arbejdstagere og arbejdsløse, som er blevet ramt af EU’s nedskæringspolitik. Vi vil forsvare dem mod EU’s angreb på deres lønninger og deres arbejdsforhold.
Ønskes yderligere kommentarer, så kontakt:
Rina Ronja Kari på telefon 26 70 18 16