‘Antieuropæerne’ slår til igen

Af Bjørn Elmquist, Ditte Staun, Jørgen Raffnsøe og Lave K. Broch

‘EU-modstanden virker hensygnende. Fra venstre side har SF taget ansvar ved at tilslutte sig en proeuropæisk linje, og fra højre side er Dansk Folkeparti larmende tavst.’
(Politikens leder 8. februar 2011).

EU-MODSTANDERE er imod Europa. De er antieuropæere. De er uansvarlige. De er fra det yderste venstre og det yderste højre, men nu er det yderste højre alene om EU-modstanden. EU-modstanderne er en uddøende race. Er det billedet, Politikens leder prøver at tegne af danske EU-modstandere og EU-kritikere i det ovennævnte citat? Ja, det tror vi faktisk, det er. Hvis det kun var denne leder, som var usaglig, så kunne man grine lidt af det og gå videre med dagens gøremål. Men problemet er, at dette ikke er et enkeltstående eksempel.
Vi mener, at der er tale om en generel politisk mobning af EU-modstandere og EU-kritikere. Vi har alt for mange gange oplevet, at danske EU-tilhængere og EU-positive medier prøver at nedgøre eller ligefrem latterliggøre dem, der kritiserer EU eller EU’s udvikling.
Vi oplever, at EU-propolitikere prøver at undgå debat om EU og EU’s udvikling.
Vi oplever, at EU-tilhængere får markant flere offentlige støttekroner til deres udlægning af EU-spørgsmålet. Vi har oplevet, at en overvismand blev truet, fordi han ikke sagde det om euroen, som S-Rregeringen ønskede. Vi har oplevet, at den efterfølgende VK-regering målrettet gik efter at undgå en dansk folkeafstemning om Lissabontraktaten, og at regeringen nægter at fortælle, hvad de sagde til det tyske formandskab, da kansler Angela Merkel undersøgte, hvordan EU-landene kunne undgå folkeafstemninger om Lissabontraktaten.
Vi har oplevet, at regeringen indædt kæmpede mod almindelige borgeres ret til at få retligt prøvet, om der skulle have været folkeafstemning om Lissabontraktaten, og at regeringens advokat lagde op til, at sagsøgerne skulle betale alle sagsomkostninger, selv om stats-og udenrigsminister kan hæve deres udgifter i statskassen. Hvilket de to ministre også gjorde, efter at de af Højesteret blev pålagt at betale 101.500 kroner til sagsøgerne i Lissabonsagen.
Vi oplever også, at EU-kritikken og EUmodstanden har fremgang, uden at medierne reelt reflekterer over det. I andre lande kan vi se, at der stemmes nej til nye EU-traktater ( Frankrig, Holland og Irland).
Målinger viser også stor kritik eller modstand f. eks. i Estland, hvor et klart flertal i befolkning var imod euroen, men hvor regeringen holdt fast i, at den skulle indføres uden en folkeafstemning.
I Norge viser den seneste måling, at mere end 65 procent af befolkningen siger nej til EU-medlemskab ( Sentio), og i Island viser alle målinger, at befolkningen vil stemme nej til EU-medlemskab, men også i Danmark er der fremgang for EU-kritikken og EU-modstanden.

SELV OM JuniBevægelsen er nedlagt, så fik Folkebevægelsen mod EU 70.000 flere stemmer ved det seneste EU-parlamentsvalg.
Konservativ Ungdoms landsråd har flere år i træk bekræftet deres modstand mod euroen. Ved det sidste KU-landsråd stemte 40 procent af de unge konservative desuden for dansk udmeldelse af EU.
Venstre Ungdom – det mest EU-positive ungdomsforbund i lange tider – er også blevet modstandere af euroen. Det er jo en sensation. Men hvor var mediedækningen? Den tidligere socialdemokratiske minister Ivar Nørgaard har fortrudt, at han skrev under på Romtraktaten og dermed Danmarks indlemmelse i EF. I Det Radikale Venstre har der længe været et aktivt EU-kritisk mindretal, men alligevel tales der ofte om, at EU-kritikken kommer fra yderfløjene. Det burde være logik selv for journalister, at når et flertal af danskerne stemmer nej til Maastrichttraktaten og euroen, så kan det ikke kun være yderfløjene, der er EU-modstandere eller EU-kritiske. Modstanden mod EU findes i alle partier, i alle samfundsgrupper og i alle dele af Danmark. Når SF’s ledelse er blevet så magtliderlig, at den sælger ud af arvesølvet lige fra udlændingepolitikken til EU ( undtagen euroen), betyder det ikke, at EU-kritikken bliver mindre, men at afstanden mellem befolkningen og Christiansborg vokser.
At en seriøs avis som Politiken mener, at SF er blevet ansvarligt, fordi det er blevet mere pro-EU, viser bare, hvor overfladisk debatten om EU er blevet. Ansvar drejer sig ikke om at blive ‘ salonfæhig’ og klar til regeringsmagt, hvis man samtidig lukker øjnene for virkelighedens udfordringer og svigter egne værdier. Og det er, netop hvad SF gør, ikke mindst angående EU’s militære udvikling og EU’s retspolitik. Vi står faktisk helt uforstående over for, at fremtrædende SF’ere mener, at EU ikke har noget ansvar for EUlandenes våbeneksport, når det er 1) EU, der afgør, om der skal være våbenembargoer mod andre stater, 2) EU, der har lavet et adfærdskodeks for våbenhandel, og 3) EU, der har etableret et forsvarsagentur, der arbejder for at styrke EU’s våbenindustrier.
Et agentur, Danmark på grund af forsvarsundtagelsen ikke er med i.

EU ER SAMLET set verdens største våbeneksportør.
Unionens udenrigsminister, Cathrine Ashton, vil sågar sælge våben til Kina. En diktaturstat, der vedvarende krænker menneskerettighederne, og som truer Taiwan. Ashton har endnu ikke haft succes med sit våbensalgsfremstød i forhold til Kina, men desværre sælger unionen våben til andre diktaturstater.
F. eks. ophævede EU våbenembargoen over for Libyen for en del år siden. Men landet har samarbejdet med EU om at modtage flygtninge, og derfor ser unionen stort på menneskerettigheder og fred. Det ser dog ud til, at EU igen vil indføre sanktioner mod Libyen, men dette ændrer ikke ved, at det på grund af EU’s våbenhandel ofte vil være EU-våben, som bruges når demonstranter i Libyen angribes af regimet. EU gør os endnu en gang medansvarlige i at mennesker undertrykkes.
Den seneste tid har der dog været en markant og bred kritik af EU’s samarbejde med og støtte til udemokratiske regimer i Tunesien, Egypten og Libyen. Danske mediers kritik, heriblandt Politikens af EU’s udenrigspolitik, glæder os naturligvis, men for mange læsere må det føles som et lyn fra en klar himmel. Vi har længe hørt, at med en fælles politik i EU bliver alt bedre, men virkeligheden er ikke så simpel. EU sætter ofte egne interesserer, især pengeinteresser, højere end folkestyre, menneskerettigheder, fred og folkeret. Dette gælder ikke kun i forhold til Tunesien, Egypten og Libyen.
Kendsgerningen er, at EU-tilhængere og danske medier ofte lukker øjnene.
Danmark er faktisk på grund af EU medansvarlig for de begivenheder, der førte til borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina.
Vi accepterede nemlig en alt for hurtig anerkendelse af Kroatien på trods af advarsler fra FN’s generalsekretær.
EU gjorde os også medansvarlige for, at fredsprocessen i Sri Lanka blev smadret – fordi vi var med til at terrorstemple den ene part i konflikten. Det på trods af advarsler fra en svensk general, der var chef for den internationale fredsmission i landet.
Vi er medansvarlige for, at EU har undergravet FN’s fredsarbejde i Vestsahara – fordi vi indgår aftaler med Marokko om fiskeri i Vestsaharas territorialfarvand, på trods af at dette land er delvist besat af Marokko og af, at FN forsøger at finde en fredsløsning.
Vi er medansvarlige for, at EU støvsuger afrikanske farvande for fisk. Vi har accepteret, at EU alt for mange gange har svigtet i kampen for menneskerettigheder; f. eks. har man i Kosova set gennem fingrene med alvorlige overgreb – selv om man havde ansvaret for administrationen af området. EU’s udenrigspolitik er ikke i tråd med, hvad mange danskere ønsker. Pro-EU-politikere vil sige, at EU er en kampplads som Folketinget, regionerne og kommunerne. Men så har de ikke læst Lissabontraktaten, som de støtter og ikke ville have folkeafstemning om. EU er nemlig ikke en kampplads som alle andre politiske niveauer, fordi EU-traktaten i flere tilfælde allerede har besluttet, hvad der skal prioriteres. Den slår f. eks.
fast, at EU-landene skal forbedre deres militære kapaciteter ( artikel 42, stk. 3), men ikke noget om at styrke hospitalerne eller folkeskolen. Og for eurolandene slår traktaten også fast, at prisstabilitet skal prioriteres. Det betyder, at velfærd og beskæftigelse kommer i anden række for de lande, der er med i euroen.

EUROTILHÆNGERE har længe påstået, at det er usolidarisk at have en flydende krone, for hvis den falder i værdi, eksporterer man sine problemer. Men hvor solidarisk er det, at eurolande skærer i velfærd og løn for at blive konkurrencedygtige? Med en flydende valuta, der falder i værdi, ved man i det mindste, at byrden fordeles jævnt i hele landet. EU’s opskrift betyder nedskæringer, der rammer bestemte og ofte sårbare grupper, samtidigmedat euroen faktisk falder over for omverdenen.
Danske pro-EUpolitikere er fulde af løgn, når de vil bruge ‘ kamppladsen’ til at føre en politik, der ikke er mulig, fordi den strider imod EU’s grundlag. Et eksempel er forslaget om at afskaffe EU’s rejsecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg. For rejsecirkusset er jo også beskyttet af traktaten.
Derfor burde politikerne have rejst spørgsmålet, da de vedtog traktaten.
Men de samme politikere ønskede jo ikke nogen reel debat om traktaten, før den blev vedtaget. Medierne har også et stort ansvar for, at det er gået så galt. De vælger oftest pro-EU-eksperter, når der skal kommenteres om EU. Dette gælder f. eks. Politikens ensidige fokus på ‘ problemer’ med retsundtagelsen i EU ( f. eks. 4. februar).
Der henvises ofte til eksperter, der siger, at Danmark får problemer f. eks. med bekæmpelse af menneskehandelen, hvis vi ikke hurtigt afskaffer vores retsundtagelse.
Helt galt gik det for politiken. dk med overskriften 13. december: ‘ Danmark kan blive et fristed for menneskehandel’. Tak for kaffe! Hvad med, om journalisterne lige trak vejret og tænkte sig om.
Norge er et foregangsland i kampen mod menneskehandel, og hvis det kun er EU, der kan bekæmpe menneskehandel, så må Norge og Schweiz allerede være »de værste fristeder« for menneskehandel i Europa. Nu bliver Danmark så et lige så ‘ skummelt land’, fordi vi ikke har afgivet vores suverænitet til EU på retsområdet.
Hvad med, om Politiken eller andre medier satte sig sagligt ind i de EU-forhold, de skriver om, og i det mindste viderebragte et alsidigt billede, der også inkluderer EU-kritiske personer. I sagen om menneskehandel er det relevant at spørge danske tilhængere af retsundtagelsen og eksperter, som giver et alsidigt billede.
Måske kunne Danmark også blive et foregangsland.
EU vil alligevel have interesse i et samarbejde med os, på samme måde som de har det med f. eks. Norge, Schweiz og USA i kampen mod menneskehandel.
Det er helt urealistisk, at vi bliver et ‘ fristed’ for menneskehandel, for hvem i Danmark støtter det? Hvis vi bevarer retsundtagelsen, kan vi selv bestemme, hvad vores lovgivning på området skal være.
Derfor må den pågældende artikel opfattes som et debatindlæg og ikke som en alsidig information til Politikens læsere.

DEN DANSKE EU-debat er kørt af sporet.
Det gavner ikke Danmark, at vi ikke kan have en saglig og alsidig debat om EU.
Uden en alsidig debat kan vi ikke få belyst alle de sider af forskellige spørgsmål, som et velfungerende demokrati forudsætter.
Forskellige holdninger, der krydser klinger, og som synliggør svagheder ved politikker og love, fører til bedre resultater.
Det gavner os alle, at vi har et demokrati, hvor folk engagerer sig.
Jo mere offensivt man bekender sig til ytringsfriheden, desto større omhu skal man som medie desuden udvise i administreringen af ytringsadgangen.
Vi er trætte af den dårlige danske EUdebat.
Vi er trætte af den ensidige måde, flere danske medier fremstiller EUspørgsmål på, og hvordan de prøver at stemple EU-modstandere og EU-kritikere.
Der er tale om en udemokratisk og arrogant måde at kommunikere på. Hvis man kunne tale om politisk mobning, så er det faktisk det, EU-kritikere og modstandere oplever i Danmark.
Vi vil derfor opfordre til, at pro-EU-medier, som Politiken, og EU-tilhængere generelt begynder at respektere deres politiske modstandere. Vi har ikke tænkt os at stoppe vores kritik af EU. Vi kan love, at vi vil forholde os til det, der sker i EU, og hvad vores modstandere mener. Men vi synes, at det danske demokrati er svækket, hvis man stempler EU-kritikere og modstandere som ‘ antieuropæere’, fordi vi ikke siger ja til EU’s politiske projekt.
Internationalt samarbejde er for os alle, og netop fordi vi tror på et skæbnefællesskab i Norden, Europa og verden, er vi engagerede.

Bjørn Elmquist er advokat, tidl. MF.
Ditte Staun er radikalt byrådsmedlem og talsperson for Folkebevægelsen mod EU.
Jørgen Raffnsøe og Lave K. Broch er ordførere for Radikalt EU-kritisk Netværk.