Alternativer til EU

Nu har vi i det sidste halve år snakket en del om de dér alternativer til EU. Det er især debatten i England, som har ansporet til snakken om, hvilket samarbejde vi ønsker ”“ og hvad alternativerne til EU egentlig er.

Som EU-modstander må jeg erkende, at vi måske nok er dygtige til at råbe på debatten, men at vi naturligvis også må bære vores del af ansvaret og fremlægge vores visioner for fremtidens verden.

At ændre på tingene

I England er der lagt op til, at premierministeren skal rejse til EU og ændre på vilkårene for Englands deltagelse i EU. Han har været tæt på at bruge en retorik, som vi kender i Danmark fra sidste EU-parlamentsvalg, hvor adskillige kandidater bedyrede, at de ville til EU for at sætte “hegnspæle” for EU’s indflydelse i Danmark. Der måtte altså være grænser for, hvad EU skal blande sig i!

Det samme siger Cameron. Hvis blot han bliver valgt som premierminister igen, så skal han nok rejse ned til EU og sætte en stopper for al den indblanding.

Det er i sig selv interessant at overveje, hvor gode chancer han har for at genforhandle hele grundlaget for deltagelsen i EU. Hvis udgangspunktet er at sige, at EU i højere grad skal være et indre marked og ikke så meget andet, så kan man jo vælge at gå to veje: enten at ændre på hele EU-samarbejdet eller ændre på, hvordan England er tilknyttet.

Det er nok sidste vej, der er mest sandsynlig. Man kan for eksempel vælge en model, hvor man via undtagelser i store træk holder sig ude af resten .

Det interessante bliver, om vælgerne vil acceptere en sådan løsning. Er det nok til, at de vil vælge den nye tilknytning, eller vil de – som det ser ud nu – vælge at forlade EU?
Udenfor EU

Personligt har jeg svært ved at se, hvordan Cameron nogensinde skal have held med at forhandle en aftale med resten af EU, som virkelig laver det opgør med den overnationale styring.

Det er meget sandsynligt, at han kan hive nogle undtagelser hjem, men den grundlæggende præmis i EU, nemlig at man konstant arbejder mod “en stadig tættere union”, dén får han nok ikke ændret på.

Når frustrationen over EU er stor, så er det ikke bare, fordi EU er begyndt at blande sig i udenrigspolitik eller på grund af bankunionen. Nej, en stor del af frustrationen bunder også i, at rigtig mange mennesker oplever, at deres levevilkår og deres velfærd er kommet under voldsomt pres.

Netop med det indre marked ”“ som Cameron ønsker at fastholde ”“ oplever man en undergravning af faglige rettigheder, ja et ræs mod bunden af lønningerne, og et voldsomt angreb på velfærdssamfundet. Bare tænk på dommene vedrørende børnechek og SU.

Den almindelige borger oplever altså en generel forringelse af egne vilkår og et generelt pres på samfundet, der resulterer i, at man også oplever et velfærdssamfund, som fungerer dårligere og dårligere.

Derudover kommer naturligvis alle de mere eller mindre tåbelige historier om, hvordan vi ikke må kræve, at pølser med kræftfremkaldende stoffer bliver mærket, og hvordan EU smider penge ud af vinduet ved at flytte EU-parlamentet frem og tilbage hver eneste måned – og meget mere.

På den anden side skal det bestemt ikke underkendes, at mange af os sætter pris på at vi kan rejse nemt og frit i det meste af Europa, ligesom det på alle mulige måder er positivt, at vi kan købe og sælge varer på tværs af grænserne.

Derfor må fremtidens samarbejde centreres om på den ene side at imødekomme behov for at beskytte og styrke arbejdsforhold og velfærdssamfund, og på den anden side at fastholde et godt samarbejde på tværs af landene – gerne i hele Europa.

Ind kommer EFTA

Og her falder tanken naturligt på EFTA. Det er en samarbejdsorganisation, der sikrer samhandel og samarbejde, men som ikke tilsidesætter nationale regler om sundhed, arbejdstagerforhold med videre.

I dag består EFTA af Norge, Schweiz, Island og Liechtenstein. EFTA og EU har en samarbejdsaftale, der netop sikrer, at der fortsat kan ske handel på tværs af landene, men på mellemstatsligt niveau.

Spørgsmålet er derfor, om ikke EFTA faktisk i høj grad løser de opgaver, som mange drømmer om. Nemlig ikke en stadig tættere union, som EU, men derimod et samarbejde med respekt og plads til forskelligheder.

Når det er sagt, så må vi dog ikke være blinde for, at der i sandhed er brug for samarbejde på verdensplan. Klimakrisen, krig, vold og ødelæggelse kræver, at vi kan stå sammen i verden. Derfor har vi afgjort brug for et stort internationalt samarbejde – og også et samarbejde, som kan forpligte det enkelte land.

FN løser i nogen grad samarbejdsudfordringen, men samtidig må vi også indse, at FN er meget usmidig og ufleksibel.

Konstruktionen med et Sikkerhedsråd, hvor nogle lande kan nedlægge veto, og andre ikke kan, kan med god grund kritiseres, og spørgsmålet er også, hvor megen vægt vi kan lægge på de aftaler, der indgås. Er der muskler til at følge og op sikre, at landene overholder indgåede aftaler?

For mig er det et af de sværeste spørgsmål omkring internationalt samarbejde: i det omfang vi snakker om demokratiske lande, hvor parlamenterne faktisk afspejler befolkningerne, i hvor høj grad bør vi så indrette internationalt samarbejde, der kan tvinge disse lande til at gøre (eller undlade at gøre) noget bestemt?

I et eller andet omfang, så kan man jo sige, at ideen med et demokrati er, at befolkningen netop vælger nogle politikere, som derefter forsøger at opfylde deres løfter (uanset om det er formuleret som løfter, værdier eller andet op til valget).

Når EU således tvinger lande til at gøre noget, på trods af klar modstand i landets parlament og befolkning, ja, så bryder det jo netop med demokratiet – befolkningen bliver sat ud af spillet.

Det ændrer dog ikke på, at jeg faktisk mener, at vi har grænseoverskridende problemer, hvor det må være muligt at indgå aftaler på tværs af landene – også forpligtende aftaler – hvor vi for eksempel håndterer klimakrisen. Heldigvis viser historien, at det godt kan lade sig gøre i FN-regi – godt nok ikke så meget, når det handler om netop klima. Men samtidig er det også tydeligt, at dét er yderst vanskeligt.

Alternativet er mere demokrati

Der findes naturligvis et hav af muligheder og alternativer til EU, men i mine øjne må vi starte flere steder på én gang. Hvis Danmark når så langt, at vi som befolkning får lov til at tage stilling til medlemskabet igen, så må vi naturligvis grundigt overveje at indgå i EFTA. Men vi må også overveje, hvordan vi kan styrke FN.

Og endeligt må vi have en grundig diskussion om, hvilket samfund vi ønsker. Når EU’s styrende hånd slipper grebet om vores økonomi, velfærd og samfund i det hele taget, så skal vi jo til at finde ud af igen, hvad vi faktisk gerne vil.

Det vil kræve folketingspolitikere, som ikke bare siger, at vi skal gøre dette eller hint, fordi EU siger det, men som derimod har deres egne visioner og ideer om, hvad de ønsker med samfundet. Hvor ofte hører vi ikke en politiker i dag sige, at denne nedskæring eller denne reform er nødvendig, for ellers lever vi ikke op til EU’s krav?

Man må overveje, hvad det betyder for borgerne at blive mødt med den slags argumenter. Umiddelbart må borgerne jo konstatere, at det bliver ligegyldigt, hvem man stemmer på, hvis stort set samtlige partier gør det samme, fordi EU siger det.

Dermed kommer der til at ske det meget beklagelige, at mange giver op ”“ hvorfor er det overhovedet vigtigt at følge med og tage stilling, når politikerne alligevel fastlægger politikken, baseret på hvad EU siger?

Derfor vil et brud med EU også betyde, at vores demokrati igen bliver mere krævende. Du kan ikke som vælger blot antage, at politikerne alligevel blot følger nogle retningslinjer udlagt fra EU, men du vil derimod være nødt til for alvor at tage stilling til, hvilken udvikling du ønsker ”“ og sætte dit kryds ved en politiker, som mener det samme.

Se, så bliver demokratiet interessant, og måske det vil give en fornyet tro på demokratiet, frem for den politikerlede, som i dag opleves mange steder.