I hele perioden op til Europaparlamentsvalget har jeg følt mig som en politisk Alice i eventyrland. I løbet af relativt kort tid blev jeg mere og mere engageret i arbejdet i Folkebevægelsen mod EU, og på årsmødet blev det vedtaget, at jeg skulle stå på kandidatlisten til EP-valget.
Jeg løb efter kaninen og rendte direkte ind i en kampagneperiode og et valg, som skulle vise sig at være det mest mærkværdige jeg har set i min levetid. Jeg stod for første gang på indersiden af en politisk valgkamp og blev kun bekræftet i min opfattelse af EU som dybt udemokratisk og absurd.
Som flere efterhånden har opdaget, kom vi desværre ikke på stemmesedlen, og for første gang nogensinde var det derfor ikke muligt at stemme på en EU-modstander til parlamentet. Så i stedet for at fortsætte mit arbejde som kandidat til parlamentet, måtte jeg følge med fra sidelinjen.
At se på de kampagner, der blev ført, og se valget den 9. juni, var som at deltage til et te-selskab hos den gale hattemager. Alt var vendt på hovedet, og min tidligere opfattelse af de forskellige politiske fløje, var pludselig ikke længere relevant. Nu ser vi, at højrefløjen taler om velfærd, demokrati og mindre våbenproduktion, hvorimod venstrefløjen taler for oprustning og suverænitetsafgivelse til EU.
Som uddannet leisure manager, har jeg skulle arbejde meget med markedsføring, og derfor var det interessant for mig at studere de forskellige kampagner op til EP-valget. I særdeleshed er det spændende at se på, hvordan EU som institution markedsfører sig selv.
Med risiko for at blive nørdet, er det imponerende at se hvor vigtigt word-of-mouth er i denne sammenhæng. Alt for få mennesker interesserer sig for EU, og endnu færre forstår hvad der rent faktisk foregår i EU. De danske partier bruges som talerør for EU, og de fortæller kun om deres ”sejre” i parlamentet.
Derved bliver befolkningen kun fodret med historier om, hvor mange positive aftaler der gennemføres i parlamentet. Udover at pudse deres egen glorie, er alle partierne på den måde med til at styrke narrativet om, at ”EU er slagmarken når farlig kemi skal bekæmpes” som SF siger, eller ”et overflødighedshorn af muligheder” som Christian Kjølhede fra Radikale venstre, udtrykker det.
Og når så dronningen af eventyrland (også kendt som Ursula Von der Leyen) råber ”af med hovederne”, eller vælger at erklære solidaritet med Israel på hele det europæiske folks vegne, lægger alle kortene i folketinget sig ned og maler roserne i den farve som dronningen vil have – blå med gule stjerner på.
Det kræver ikke meget for at se, hvad EU i praksis er. EU er udemokratisk. EU er krigens projekt. EU er i bund og grund kapitalens interesser.
Problemet er, at EU er blevet så stadfæstet i vores bevidsthed som den eneste løsning, og den fortælling bliver vi ved med at bekræfte i det danske samfund. Meget af den danske befolkning er blevet lullet ind i drømmen om reel forandring skabt i EU, og bliver aldrig præsenteret for alternativer, eller for den negative side af EU som lovgivende institution.
Som evig EU-modstander, og til dels optimist, håber jeg fortsat på at folk snart kommer ud af eventyrlandet og får øjnene op for det mareridt, det i virkeligheden er.
Først bragt i Arbejderen 19.06.2024
