Afsløring: EU-rapport om fødevaresikkerhed kopieret fra Monsanto
EU-rapport om godkendelse af roundup-kemikaliet glyphosat indeholder tekst direkte kopieret fra producenten Monsantos egne analyser. WHO mistænker glyphosat for at være kræftfremkaldende. “Utroværdigt” mener Rina Ronja Kari.
Af Roar Sejr Bramming Hyldkrog
Kemikaliegiganten Monsantos egne analyser har spillet en prominent rolle, da det europæiske agentur for fødevaresikkerhed EFSA undersøgte om stoffet glyphosat er skadeligt.
Glyphosat er blevet stemplet af WHO som kræftfremkaldende, og kan findes i urinen hos flere danskere.
Glyphosat er hovedingrediensen i roundup, og kemifirmaet Monsanto tjener 4,75 milliarder dollars årligt på produktet. Alligevel har EFSA afvist WHO’s bekymringer om stoffet, og har valgt i stedet at bruge Monsantos egne analyser, ord for ord.
Dette afslører The Guardian med baggrund i en lækket rapport.
Utroværdig godkendelsesproces
Rina Ronja Kari, der er medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU har tidligere været kritisk om EU’s godkendelsesproces for glyphosat:
“Forløbet omkring godkendelsen af glyphosat og Roundup viser med al tydelighed, at EU-systemet er komplet utroværdigt, og at man først og sidst tager hensyn til erhvervslivet. For EU-Kommissionen er erhvervslivets mulighed for at tjene penge helt klart vigtigere end befolkningens sundhed.”
Afsløringerne om EFSA-rapporten får hende kun til at stå mere fast på området.
“Hvornår stopper galskaben? Hvis virksomhedernes vurderinger vejer tungere end uafhængige forskere når kemikalier skal godkendes, er der tale om en klar interessekonflikt. Monsanto vil tjene millioner på en godkendelse af deres kemikalie,” siger Rina Rona Kari.
Copy-pastet ord for ord
På trods af EFSAs udtalelser om andet, indeholder rapporten flere sider direkte kopieret ind fra Glyphosate Task Forces egne analyser, en gruppe financieret af Monsanto. Det er de selvsamme studier som før har været anklaget for at være upålidelige og utroværdige.
“EU har udvist en totalt uacceptabel adfærd, som kan bringe folkesundheden i fare. Hvis de tillader virksomhederne at bestemme her, hvem skal så stoppe dem på andre områder som børnelegetøj og klimaet?”, spørger Rina Ronja Kari.