Åbent brev til SF om EUs terrorliste
Skal Danmark følge EU’s eller FN’s terrorliste?
Efter Lissabon-traktatens ikrafttræden skal ændringer af EU’s terrorliste vedtages med hjemmel i artikel 75, som hører under de retlige anliggender. Det vil sige, at Danmark ikke vil kunne deltage EU’s overnationale beslutninger om terrorlisten.
Dette er bestemt en fordel.
Danmark vil selvfølgelig kunne fortsætte med at samarbejde med EU på et mellemstatsligt niveau. Det afgørende er, at med retsundtagelsen vil det danske folketing selv kunne afgøre, om Danmark skal følge EU’s eller FN’s terrorliste.
Norge har valgt at følge FN’s terrorliste. Det gør konkret en forskel. Eksempelvis da Norge undlod at terrorstemple palæstinensiske Hamas og de tamilske tigre fra Sri Lanka.
Desværre kan vi se en klar tendens til, at EU’s terrorliste bygger på en sort/hvid opfattelse, hvor verden deles op i terrorister og venner. Det betyder i praksis, at EU kommer til – nogle gange måske utilsigtet – at tage stilling til fordel for den ene part i meget komplicerede konflikter, selvom der sker overgreb fra begge sider.
Norges politik på området gavner derimod freden, fordi det åbner mulighed for mægling i alvorlige konflikter.
I Folkebevægelsen mod EU opfatter vi det f.eks. som både uheldigt og dobbeltmoralsk, at EU på den ene side terrorstempler Hamas, mens unionen på den anden side tillader våbenhandel med Israel.
På samme måde var terrorstemplingen af de tamilske tigre direkte årsag til, at de tre nordiske EU-lande, Danmark, Finland og Sverige måtte trække sig ud af den internationale fredsstyrke i Sri Lanka, mens Norge og Island fortsatte fredsarbejdet.
Vi vil anbefale, at Danmark følger det norske eksempel og bruger sin selvstændighed til at kæmpe for mægling og fredsaftaler.
Men hvad mener SF?
Ditte Staun og Rina Ronja Kari
talspersoner for
Folkebevægelsen mod EU
Tordenskjoldsgade 21, st.th.
1055 København K
www.folkebevaegelsen.dk
Telefon
40 24 22 94 (Ditte)
26 70 18 16 (Rina)