Vedtægter
Her på siden kan du få et overblik over Folkebevægelsen mod EU’s vedtægter.
Vedtægterne kan også downloades som samlet PDF-fil nederst på siden, og ønsker du dette som et hæfte, kan du henvende dig til Landssekretariatet.
Vedtægter
§ 1: Navn og formål
Stk. 1. Bevægelsens navn er Folkebevægelsen mod EU.
Stk. 2. Bevægelsens formål er at samle en tværpolitisk modstand mod EU med udgangspunkt i det vedtagne idégrundlag og arbejde for Danmarks udmeldelse af EU.
§ 2: Individuelt medlemskab
Stk. 1. Enhver, som støtter Folkebevægelsen mod EU’s formål, og som indbetaler det fastsatte kontingent, kan blive medlem.
Stk. 2. Som medlem af Folkebevægelsen mod EU modtager man medlemsbladet Folk i Bevægelse, og har ret til at deltage i Folkebevægelsen mod EU’s medlemsmøder, herunder opstille som delegeret til landsmødet.
Stk. 3. Et medlem, som ikke har betalt sit kontingent i mere end et år, bliver slettet.
§ 3: Kollektivt medlemskab
Stk. 1. Lokale og landsdækkende politiske, faglige og andre organisationer, som støtter Folkebevægelsen mod EU’s formål, og som indbetaler et aftalt kontingent, kan blive kollektivt medlem efter godkendelse i landsledelsen.
Stk. 2. Som kollektivt medlem af Folkebevægelsen mod EU har man ret til at sende repræsentanter til Folkebevægelsen mod EU’s møder, herunder udpege to delegerede til landsmødet.
Stk. 3. Et kollektivt medlem, som ikke har betalt sit kontingent i mere end et år, bliver slettet.
§ 4: Struktur
Stk. 1. Folkebevægelsen mod EU’s grundstruktur er lokalkomitéen. Den består af alle Folkebevægelsen mod EU’s medlemmer inden for lokalkomiteens område.
Stk. 2. Nye lokalkomitéer skal godkendes af landsledelsen.
Stk. 3. Lokalkomitéen vælger en kontaktperson, som udgør bindeleddet til resten af bevægelsen. Kontaktpersonen gives adgang til lokalkomiteens medlemmers kontaktinformationen ved underskreven kontrakt om varetagelse af personoplysninger. Komiteer må herudover vælge op til 2 personer ud over kontaktpersonen, som får adgang til samme data ved samme procedure.
Stk. 4.Hver lokalkomité repræsenteres af fem delegerede til landsmødet. Har komitéen over 100 betalende medlemmer, kan den derudover sende en delegeret for hver påbegyndt 50 medlemmer ud over de 100. Hvor mange delegerede, hver lokalkomité kan sende, opgøres i forbindelse med indkaldelse af landsmødet.
Hvert af de tilsluttede kollektive medlemmer kan sende 2 delegerede til landsmødet
a.) Delegerede vælges som udgangspunkt på møder i lokalkomiteerne. Alle medlemmer af komiteen skal inviteres til mødet, enten via brev eller elektronisk fx med mail elles sms. Møder med valg af delegerede skal være afholdt senest seks uger før landsmødet. Sidste frist for tilmelding af disse delegerede er seks uger før landsmødet.
b.) Alle medlemmer i komiteer, der ikke afholder møder med valg af delegerede, kan tilmelde sig landsmødet som delegerede. Pladser gives efter først-til-mølle-princippet. Sidste frist for tilmelding af disse delegerede er tre uger før landsmødet.
c.) Tilmelding til landsmødet sker ved, at medlemmer tilmelder sig på hjemmesiden eller via telefonisk henvendelse til sekretariatet.
Stk. 5. I områder uden en fungerende lokalkomité har Landsledelsen ansvaret for Folkebevægelsen mod EU’s initiativer, herunder afholdelse af møder og andre aktiviteter, der understøtter oprettelsen af en lokalkomité.
Stk. 6. Lokalkomitéer fastsætter selv deres vedtægter, så længe disse ikke er i modstrid med Folkebevægelsen mod EU’s generelle vedtægter eller vedtagelser.
Stk. 7. Lokalkomitéer kan indgå i kredse, som koordinerer Folkebevægelsen mod EU’s arbejde i det enkelte område. Kredsene samarbejder med lokalkomitéerne i lokalområdet om konkrete, udadvendte aktiviteter og afholdelse af offentlige møder.
§ 5: Økonomi
Stk. 1. Folkebevægelsen mod EU’ s indtægter kommer fra a) kontingenter fra individuelle og kollektive medlemmer, b) frivillige bidrag, herunder arveindtægter, c) diverse statslige oplysningsmidler om EU samt d.) Diverse fonde og organisationer
Stk. 2. Medlemskontingent fastsættes af Landsmødet for det efterfølgende kalenderår. Kontingent for kollektive medlemmer fastsættes af Landsledelsen.
Stk. 3. Landsledelsen forelægges kvartalsvise budgetopfølgninger.
Stk. 4. Lokalkomitéerne kan etablere deres egen økonomi, herunder opkræve et frivilligt lokalkontingent, som de selv disponerer over.
Stk. 5. Lokalkomitéerne hæfter ikke for landsorganisationens økonomiske dispositioner, ligesom landsorganisationen ikke hæfter for lokalkomitéernes.
Stk. 6. Folkebevægelsen mod EU tegnes økonomisk af to Forretningsudvalgsmedlemmer i forening. Der kan meddeles fuldmagter til Folkebevægelsen mod EU’s konti.
Stk. 7. Ud over en løbende kassekredit må Folkebevægelsen mod EU kun optage lån, der er vedtaget på et landsmøde.
§ 6: Landsmødet
Stk. 1. Landsmødet er Folkebevægelsen mod EU’s øverste myndighed. Det ordinære landsmøde afholdes en gang om året. Derudover kan Landsledelsen indkalde til et ekstraordinært landsmøde med en motiveret dagsorden. Landsledelsen skal indkalde til et ekstraordinært landsmøde, hvis 10 komitéer eller en tredjedel af Landsledelsens medlemmer skriftligt anmoder herom.
Stk. 2. Det ordinære landsmøde indkaldes skriftligt til samtlige medlemmer med mindst tre måneders varsel. Dette kan ske enten pr. mail eller pr. brev.
Stk. 3. På ordinære landsmøder skal følgende punkter stå på dagsordenen:
- a) Beretning
- b) Fremtidigt arbejde
- c) Indkomne forslag
- d) Vedtægtsændringer
- e) Godkendelse af regnskab og budget
- f) Fastsættelse af antal medlemmer af landsledelsen og valg af ny Landsledelse og suppleanter
Stk. 4.Landsmødet vælger en Landsledelse. Størrelsen på landsledelsen fastlægges på landsmødet. Ved valget stem-mes på det antal kandidater, der skal vælges. De personer, der opnår flest stemmer op til det antal, udgør Landsledelsen. Ved stemmelighed trækkes der lod
Stk. 5. Efter valget af landsledelsens medlemmer vælges i en særskilt afstemning suppleanter. Antallet af suppleanter fastsættes af landsmødet. Suppleanterne indkaldes til landsledelsesmøderne med taleret, men uden stemmeret..
Stk. 6. Landsmødet vælger endvidere dels en intern og dels en ekstern revisor.
Stk. 7. Frist for forslag, der ønskes behandlet på landsmødet, skal være Forretningsudvalget i hænde senest tre uger før landsmødet og udsendes til de delegerede senest 14 dage før landsmødet. Det samme gælder navne på kandidater til Landsledelsen.
§ 7: Landsledelse
Stk. 1. Landsledelsen vælges af Landsmødet i henhold til §6, stk. 5.
Stk. 2. Landsledelsen er Folkebevægelsen mod EU’s politiske ledelse mellem landsmøderne og udtaler sig i Folkebevægelsen mod EU’s navn.
Stk. 3.Landsledelsen er kollektivt ansvarlig for arbejdet og fordeler det organisatoriske arbejde imellem sig.
Stk. 4. Landsledelsen nedsætter et forretningsudvalg (se §8) og en række arbejdsgrupper, der er afgørende for driften af organisationen. Arbejdsgrupperne er åbne for alle Folkebevægelsen mod EU’s medlemmer.
Der nedsættes følgende arbejdsgrupper:
- a) komitearbejdsgruppe,som har til opgave at understøtte det lokale arbejde i arbejdsgrupperne og i kredsene
- b) kampagnearbejdsgruppe
- d) Folk i Bevægelse-arbejdsgruppe
Efter behov kan der nedsættes andre arbejdsgrupper.
Stk. 5. Landsledelsen forbereder landsmøder og følger op på disses beslutninger.
Stk. 6. Landsledelsen mødes mindst en gang i kvartalet og er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af ledelsen er til stede.
Stk. 7. Landsledelsen skal mødes inden for 14 dage, hvis en tredjedel af Landsledelsens medlemmer skriftligt kræver det.
Stk. 8. Landsledelsen vælger et Forretningsudvalg, som har ansvaret for den daglige organisatoriske drift af bevægelsen, herunder for økonomien og for ansættelse af et sekretariat.
Stk. 9. Landsledelsen vælger af sin midte en økonomiansvarlig, som er født medlem af Forretningsudvalget.
Stk. 10. Landsledelsen vælger af sin midte talsperson. Talspersonen har et særligt ansvar for kontakt til medierne og medlemmer. Talspersonen er født medlem af Forretningsudvalget, men skal så vidt muligt friholdes for mere organisatorisk arbejde.
Stk. 11. Landsledelsen kan gennemføre valg af nyt Forretningsudvalg eller nyt talsperson på ethvert møde, hvor et flertal måtte ønske det.
Stk. 12. Til Landsledelsesmøder inviteres de ansatte i Folkebevægelsen mod EU med, men uden stemmeret. Derudover kan relevante gæster inviteres til Landsledelsens møder, f.eks. repræsentanter for de kollektive medlemmer.
Stk. 13. Ansatte i Folkebevægelsen mod EU kan pålægges at deltage i et landsledelsesmøde som en del af deres arbejde.
Stk. 14. Landsledelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
§ 8: Forretningsudvalg
Stk. 1. Forretningsudvalget vælges af landsledelsen og består af den valgte talsperson, den valgte økonomiansvarlige og et antal landsledelsesmedlemmer. Forretningsudvalget må aldrig bestå af et flertal af Landsledelsens medlemmer.
Stk. 2. Forretningsudvalget er kollektivt ansvarligt for arbejdet.
Stk. 3. Forretningsudvalget forbereder Landsledelsesmøderne og følger op på disses beslutninger.
Stk. 4. Forretningsudvalget har ansvaret for den daglige organisatoriske drift af bevægelsen, herunder for økonomien og for ansættelse af et sekretariat. Referat af Forretningsudvalgets beslutninger sendes løbende til Landsledelsen til orientering. Ansættelser og budgetter skal dog godkendes i Landsledelsen for at kunne træde i kraft.
Stk. 5. Forretningsudvalget fastsætter selv sin forretningsorden
§ 9: Ændring af vedtægterne
Stk. 1. Disse vedtægter kan kun ændres på et landsmøde. Ændringer skal ske med 2/3- flertal.
Stk. 2. Forslag til ændring af vedtægterne skal indsendes til Landsledelsen senest 14 dage før landsmødet.
Vedtagelse
Vedtaget på Folkebevægelsen mod EU’s landsmøde i Gladsaxe den 27.-28. oktober 2012.
Ændret på Folkebevægelsen mod EU’s landsmøde i Aalborg den 26.-27. oktober 2013, den 12.-13. marts 2016 i Gladsaxe, den 26.-27. oktober 2019 i København, den 30.-31. oktober 2021 i Aarhus samt den 28.-29. oktober 2023 i Aarhus.