Finansministeren taler varmt om fremtidig dansk euro-deltagelse
Finansminister Claus Hjort Frederiksen slår i et nyt interview et slag for dansk euro-medlemskab.
Det sker i Bloomberg Business, hvor den danske finansminister argumenterer for sit ønske om, at Danmark indfører euro og kommer med i EU’s eurosamarbejde.
“Jeg vil meget gerne være en del af eurozonen,” siger Claus Hjort Frederiksen til BloombergBusiness.
“Der er en udbredt tendens til at knytte Europas finanskrise til euroen, men det er alene et spørgsmål om bestemte lande, der ikke har haft kontrol over deres finanser. Man kan ikke sige, at det er euroens skyld, det som Europa har været igennem,” tilføjer han.
EU-partierne tager et skridt ad gangen
MEP for Folkebevægelsen mod EU, Rina Ronja Kari, har kun hovedrysten til overs for finansministerens euro-drømme.
“Euroen er et ødelæggende fællesskab, som på ingen måde vil gavne Danmark,” siger Rina Ronja Kari og fortsætter:
“Det her er bare endnu et klokkeklart eksempel på, at regeringen og resten af de EU-glade partier vil gøre alt for at indføre mere og mere EU hen ad vejen. I første omgang handler det om retsforbeholdet. Derefter kommer det til at handle om for eksempel euroen. Det er vigtigt, at befolkningen fra start siger fra over for Claus Hjort og venners drøm om at afgive endnu mere magt til Bruxelles.”
Stor folkelig modstand
Rina Ronja Kari glæder sig i samme ombæring over, at den folkelige skepsis over for euroen er tårnhøj.
“Vi skal være glade for, at vi har takket nej til euroen tidligere. Det var en god beslutning og det kan danskerne sagtens se,” siger hun.
I 2000 var danskerne i stemmeboksen for at bestemme, om Danmark skulle med i eurosamarbejdet. Det blev et nej – 46,8 procent stemte ja og 53,2 stemte nej, og siden har spørgsmålet om indførelsen af euro i Danmark ligget stille.