Klaus har underskrevet Lissabon-traktaten

Tirsdag eftermiddag kl. 15.00 dansk tid underskrev Tjekkiets præsident Vaclav Klaus Lissabon-traktaten. Underskriften kom efter, at den tjekkiske forfatningsdomstol tirsdag morgen havde afvist, at traktaten stred mod tjekkisk lovgivning.
“Jeg respekterer rettens afgørelse, selvom jeg er uenig i dens beslutning og grundlaget herfor”, udtaler Vaclac Klaus i forbindelse med underskrivelsen.

Svær tjekkisk ratifikation
Vaclav Klaus og de 17 medlemmer af det tjekkiske senat, som anlagde sagen ved forfatningsdomstolen, er ikke alene om traktat-modstanden. Meningsmålinger har vist, at en stor del af tjekkerne ikke ønskede den ratificeret – i perioder har modstanderne været i flertal.
Det tjekkiske regeringsparti ODS blev splittet på spørgsmålet, da regeringen ville ratificere, mens bl.a. Prags borgmester Pavel Bem og præsidenten satte sig imod det. Splittelsen medførte at Vaclav Klaus brød ud af partiet.
Splittelsen medførte flere måneder forsinkelsen af ratifikationen i parlamentets to kamre, som begyndte: Depiteretkammeret ratificerede den 18. februar, mens senatet godkendte traktaten den 6. maj. Herefter manglede kun den traktat-kritiske præsidents underskrift. Han brugte bl.a. den anden irske traktat-afstemning som undskyldning for at vente. Efter det irske ja, stillede han krav om en undtagelse fra traktatens charter får en undtagelse, som forhindrer etniske tyskere fordrevet efter Anden Verdenskrig fra at kræve deres tjekkiske ejendom tilbage. Da EU-topmødet i oktober gav efter for kravet, blev forfatningsdomstolens afgørelse den sidste undskyldning for at vente.

Første version skudt ned i 2005
Med Klaus’ underskrift synes vejen banet for, at Lissabon-traktaten kan træde i kraft efter årsskiftet. I denne måned forventes det, at det svenske EU-formandskab indkalder til et ekstra-ordinært topmøde, som skal besætte topposterne, som den nye traktat indfører: EU-præsidenten og EU-udenrigsministeren.
Lissabon-traktaten er en let revideret udgave af EU-forfatningen fra 2004 (“Traktat om en Forfatning for Europa”). Lang tid før Nice-traktaten trådte i kraft i begyndelsen af 2003 besluttede EUs regeringsledere, at EU skulle have en forfatning, der samlede EU-traktaterne i én samlet grundlov for det fremtidige EU. Allerede i 1999 blev det foreslået at oprette et bredt sammensat konvent til formålet, for at styrke den folkelige forankring. 28. februar 2002 samledes konventet for første gang under den tidligere franske præsident Giscard d’Estaings ledelse.

Resultatet blev første gang præsenteret i udkastform for EUs regeringsledere på et topmøde i Thessaloniki 20. juni 2003 og efter lange diskuteret formelt underskrevet af regeringslederne den 29. oktober 2004 i Rom. Herefter skulle befolkningernes blå stempel sættes ved efterfølgende folkeafstemninger, hvilket begyndte godt nok for projektet – men standsede brat i sommeren 2005, da først Frankrig stemte nej den 29. maj (54,65 pct.) og dernæst Holland (Nederlandene) den 1. juni (61,5 pct.).

Traktat-omskrivning
EU gik chok i 2005 og erklærede tænkepause. Nu skal det være tid til dialog med befolkningerne og demokrati. Men sideløbende med aktiviteter, der gav indtryk af at EU lyttede til borgerne, indledtes langstrakte forhandlinger om traktaten bag lukkede døre. Under det tyske formandskab i foråret 2007 begynder den lettere reviderede udgave af traktaten at tage form.

Den tyske EU-formand, forbundskansler Angela Merkel gør det klart, at ændringerne ikke skal påvirke det juridiske indhold, men gerne være omformuleringer til udtryk, som forventes at møde mindre modstand. Den nu tidligere konventsformand Giscard d’Estaing konstaterer, at der er det samme i værktøjskassen, indholdet er blot flyttet lidt rundt.

Irsk nej og følgerne
Den fornyede EU-forfatning bliver en realitet efter timelange forhandlinger på EU-topmødet i Lissabon den 18.-19. oktober 2007. Men i modsætning til i 2004 og trods pæne ord om demokrati og dialog med befolkningerne, så skal den ikke til folkeafstemning. Heller ikke i Frankrig og Holland. I Irland gør højesteretsafgørelser det umuligt at undgå folkeafstemninger. Derfor kom den til afstemning her 12. juni 2008, hvor 53,4 pct. stemte nej og gav EU et nyt chok.

EU gav derpå Irland en række hensigtserklæringer og et løfte om, at hvert medlemsland fortsat har en kommissær. Samtidigt blev hele kloden ramt af den globale finanskrise, hvilket hjalp traktat-tilhængernes skræmmekampagne om et nejs katastrofale konsekvenser for irsk økonomi og beskæftigelse. 1. oktober 2009 stemte 67 pct. af irerne så ja ved en ny afstemning om traktaten.
– Selvom det tegner til at blive ja ved denne afstemning, så har det kunnet betale sig at stemme nej sidste år. Irland fik sikret, at hvert land fortsat har en kommissær, konstaterede MEP for Folkebevægelsen mod EU Søren Søndergaard inden stemmerne var talt op.