Er Udstationerings-direktivet blevet arbejdsgivernes gavebod?

I ly efter revisionen af Udstationeringsdirektivet skal der ikke graves særlig dybt, før det står klart, at mange europæiske arbejdstagere ikke befinder sig i noget nær ønskværdige eller retfærdige arbejdsforhold.

Ulige løn for samme arbejde er stadig en realitet for rigtig mange udstationerede arbejdstagere, idet Håndhævelsesdirektivet ligeledes er løbet panden mod den mur, som EU har bygget for at varetage virksomhedernes interesser.

Mens virksomheder og arbejdsgivere for længst har skudt papegøjen, står arbejdstagere blot tilbage med et par halefjer til deling af det, der skulle have været lige rettigheder og ordentlige forhold. Hvorfor det? Var det ikke netop meningen, at Juncker og hans slæng skulle sørge for “lige løn for samme arbejde”? Tjo. Men det har han tilsyneladende “glemt”.

En foreløbig konklusion må være, at arbejdstagerne igennem Udstationeringsdirektivet langt fra får samme rettigheder som kollegerne i værtslandet. Tværtimod er direktivet en gavebod for arbejdsgivere, hvor der kan hentes billig arbejdskraft og reglerne omgås.

Udstationeringsdirektivet ”“ en gavebod for arbejdsgivere

Fra begyndelsen har det været meningen, at Udstationeringsdirektivet skulle hjælpe europæiske arbejdstagere, når disse skal arbejde i et andet europæisk land end hjemlandet. Direktivet skal sørge for, at europæiske arbejdstagere arbejder under samme forhold som deres kollegaer i værtslandet.

Alle arbejdstagere skal være meget velkommen i alle lande på grund af den frie bevægelighed i medlemslandene. De skal bare have lige vilkår, som deres kollegaer i værtslandet.

Men er det nu overhovedet det, Udstationeringsdirektivet egentlig er til for? At sikre samme rettigheder og løn som kollegerne i værtslandet? Umiddelbart ikke.
Direktivets formål, der egentlig skulle sikre arbejdstagerne minimale rettigheder i værtslandet, er efterhånden blevet til et “maksimumsdirektiv”, hvor arbejdstageren kun får de rettigheder, der er eksplicit nævnt.

Hvad har så skabt dette minimumsdirektiv? Fænomenet “subcontracting” er bl.a. en af årsagerne til, at direktivet ikke formår at indføre og opretholde gode og sikre arbejdsforhold for arbejdstagerne. Subcontracting finder eksempelvis sted i forbindelse med misbrug af vikartjenester, for på den måde at kunne omgå reglerne.

Edderkoppespind

En udenlandsk arbejdstager med et vikarjob i et andet land bliver let hvirvlet ind i et edderkoppespind af mange forskellige arbejdsgivere og arbejdspladser, da et vikarjob kun er midlertidigt. Denne kan endda risikere at blive videresendt til endnu et nyt land, og efterhånden bliver det vanskeligere at gennemskue og optrevle denne kæde af kontrakter, arbejdspladser og arbejdsgivere, som arbejdstageren har været igennem.

Gennem de mange led i kæden kan arbejdstagerens forhold, rettigheder og løn ændres mange gange. Fordi det er så kompliceret netop at gennemskue de mange led i kæden, er det besværligt at stille nogen til ansvar, og derfor kan misbrug af vikartjenester fortsætte i en uendelighed.

Disse sager kan sammenlignes med ansættelsesforholdene i postkasseselskaber, som ligeledes tager en bid af kagen, når reglerne om udenlandsk arbejdskraft skal omgås. Ansatte i postkasseselskaber arbejder tilmed helt uden sikkerhed.

Det kan i denne sammenhæng også være relevant at kaste et blik på princippet “better regulation”, på dansk også kaldet “bedre lovgivning”. Better regulation har til formål at fremme konkurrence og vækst til fordel for virksomhederne, idet princippet anvendes til at ændre eller fjerne eksisterende lovgivning, der står i vejen for netop vækst og konkurrence på markedet. Også hvis dette medfører, at arbejdstagerne kommer til at stå dårligere i forhold til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen.

Hvor det eksempelvis tidligere var muligt at forbyde arbejde på arbejdspladser, hvor der var mistanke om fare, skal sagen nu først undersøges og vurderes, før der bliver handlet og givet et eventuelt forbud. En mulighed for vækst bliver deraf en risiko med henblik på sundhed og sikkerhed for arbejdstagerne.

En udfordret fagbevægelse

Midt i hele diskussionen om Udstationeringsdirektivet melder der sig endnu et spørgsmål: Hvor er fagbevægelsen henne? Er det ikke netop fagbevægelsen, der skal tale arbejdstagernes sag? Svaret er ja, men problemerne og udfordringerne består, fordi man fra fagbevægelsens side bliver ved med at støde imod EU-forhindringer.

Hos fagbevægelsen har man utvivlsomt en klar dagsorden om lige løn for samme arbejde, ordentlige ansættelsesvilkår, gennemskuelige arbejdstagerrettigheder og høje standarder i forhold til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, men det er svært, når EU prioriterer virksomhedernes interesser og økonomisk vækst højere end arbejdstagerens rettigheder.

I forbindelse med fagbevægelsens EU-relaterede udfordringer, blev endnu et direktiv involveret i sagerne, navnlig Håndhævelsesdirektivet, som skulle løse nogle af de problemer, der var opstået med det oprindelige direktiv. Håndhævelsesdirektivet skulle sammen med fagbevægelsen trække det tunge læs hen imod retfærdighed, men heller ikke i den forbindelse er der sket det store.

Håndhævelsesdirektivet blev i bund og grund blot en lappeløsning, som kun i begrænset omfang gav fagbevægelsen nye redskaber. Ulige løn for samme arbejde er stadig en realitet for rigtig mange udstationerede arbejdstagere, idet Håndhævelsesdirektivet ligeledes er løbet panden mod den mur, som EU har bygget for at varetage virksomhedernes interesser.

Med ønske om en retfærdig fremtid

Hvad skal vi så stille op med Udstationeringsdirektivet? Et simpelt svar vil være at nedlægge det. I bund og grund er direktivet kun til for, at arbejdsgiverne kan spare penge ved at hente billigere arbejdskraft udefra.

Arbejdstagere som ellers burde have krav på at arbejde under værtslandets regler, ender med at sidde i klemme, da Udstationeringsdirektivet gør det muligt for arbejdsgivere netop at gå uden om disse regler, og dermed underbetale arbejdstagerne. Her kan der bl.a. igen henvises til subcontracting og postkasseselskaber. Når direktivet alligevel ikke tjener sit formål om at skabe retfærdighed for arbejdstagerne, så ville det give god mening at nedlægge det.

Nu kan vi så vende tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt Juncker har “glemt” arbejdstagerne. Svaret er et klart ja. Med Udstationeringsdirektivet er der lange udsigter for lige løn til arbejdstagerne, og så længe direktivet blot bruges til at omgå regler, så er der ingen grund til ikke blot at nedlægge det.

(Dette indlæg blev første gang offentliggjort på Berlingske Politiko).