Den farlige EU-nationalisme

Jeg er tilhænger af EU, fordi jeg er internationalist! Det argument hører jeg tit, når jeg diskuterer med andre politikere. Det er som om, der er en modsætning mellem EU og nationalisme eller i hvert fald ultranationalismen.

Det har på mange måder altid undret mig. Ikke fordi jeg ikke forstår, hvorfor det er attraktivt for EU-tilhængerne, da vi jo nok er mange, som ikke vil forbindes med ultranationalismen. Nej, det der undrer mig er, at det virker som om, at man dermed er totalt blind overfor, hvad EU lige præcis selv gør.

EU nedbryder måske nok grænser imellem medlemslandene, men samtidig opbygges store og solide grænser ud til resten af verden ”“ både i overført og helt bogstavelig forstand.

De fysiske grænser fjernes

Grænser forstået helt bogstaveligt er blevet fjernet internt i EU især ved hjælp af Schengen. Eller det vil sige, grænserne er ikke som sådan blevet fjernet, det er blot landenes ret til at kontrollere egne grænser, som er blevet fjernet. Målet med Schengen er jo i høj grad at understøtte det indre marked og den frie bevægelighed, og her ønsker man ”“ også på signalniveau ”“ at understrege at vi er ét marked og én union. Derfor kan man naturligvis ikke have traditionel grænsekontrol.

Som kompensation for den manglende interne grænsekontrol indføres så styrket udvendig grænsekontrol. Her kontrolleres og her holder man folk væk med hjælp fra FRONTEX. Samtidig laver EU regler for, hvem der må kommer ind i EU og under hvilke vilkår. En helt naturligvis konsekvens af, at man fjerner de interne grænser.

Hvis vi ser bort fra det sidste års tids flygtningekatastrofe (katastrofe for flygtningene altså), så har systemet ”“ set med EU-øjne ”“ fungeret ret godt over en lang række år. EU har ført streng kontrol og for eksempel Amnesty har dokumenteret i en lang række år, hvordan man har holdt folk ude med magt og været velvidende om, at desperate mennesker er druknet på grund af push-back mv.

Derudover har man brugt forskellige anledninger til at udvikle et veletableret overvågningssystem, hvor man registrerer de rejsende grundigt.

Det sidste års tid er mange ting gået helt skævt. Flere mennesker er blevet presset ud i desperate forsøg på at komme væk fra forfærdeligheder og ind i sikkerhed. Det er som bekendt en farlig tur at forsøge at komme ind over EU’s grænser, og personligt sidder billedet af den lille druknede dreng på stranden stadig fast på nethinden hos mig.

EU’s lande har ikke reageret med sammenhold og ønsket om at hjælpe de mange flygtninge. I stedet har man hver for sig kæmpet en stor kamp for at holde dem væk fra egne grænser, og vi har set grænsekontrollen skyde op imellem EU-landene igen. Det afspejler blandt andet, at der mangler folkelig opbakning til projektet. Ideen om det indre marked og Schengen er ikke udsprunget af borgernes ønske om at komme hinanden nærmere ”“ det kan vi nemlig sagtens gøre på andre måder. Nej, ønsket kommer fra nogle særlige økonomiske interesser, som kan tjene gode penge på det.

Politisk må man stille sig selv spørgsmålet: Er der noget særlig godt ved at flytte grænsen til EU’s ydre grænser? Signalerer vi på den måde åbenhed overfor resten af verden og en særlig ikke-nationalistisk karakter?

Det synes jeg ærlig talt ikke. Rent sprogligt er der naturligvis tale om flere lande, når man går sammen med andre EU-lande om grænsekontrollen, men at det skulle være mere hensynsfuldt overfor de fattige, udviklingslandene eller noget som helst andet, det kan jeg virkelig ikke se.

Helt personligt tror jeg godt på, at vi kan skabe en verden, hvor de fysiske grænser langsomt får mindre betydning. Men vi kan ikke gøre det igennem et elitært EU-projekt, som varetager kapitalens interesser. Så ser vi netop borgerne vende sig imod det, og vi ser også skrøbeligheden ved projektet, lige så snart det bliver presset.

Grænserne i overført forstand

Når jeg omtaler grænserne i overført forstand drejer det sig om den identitet, som EU forsøger at skabe. Det er ikke uden grund, at man har udbygget EU med eget flag, med egen hymne, med egen præsident, udenrigsminister, mønt og hen ad vejen også militær.

Det skal alt sammen være med til at skabe en EU-nationalisme hos borgerne, som med tiden ”“ håber man i EU ”“ skal få borgerne til at knytte sig også følelsesmæssigt til EU på samme måde, som mange er knyttet til deres hjemland.

Og det starter såmænd allerede i skolerne, hvor EU-kommissionen af flere omgange har udgivet tegneserier til børnene, der er vanskeligt at karakterisere som andet end propaganda for unionen. Se f.eks. “Krigen om jordbærisen” her.

At EU på en eller anden måde skulle stå i kontrast til nationalisme er altså svært at se.

Faktisk vil jeg mene, at man blot søger at erstatte den gammeldags nationalisme med en EU-nationalisme og hvad værre er, dermed giver man faktisk grobund for, at de traditionelle ultranationalister får mere medvind som en modreaktion til EU.

For mig handler EU-modstand om demokrati. Det handler om, at jeg ønsker et levende, aktivt demokrati, hvor borgerne har størst mulig indflydelse på beslutningerne. Det sikres bedst ved at decentralisere beslutningerne i stort omfang: Det modsatte af EU med andre ord.

Men det betyder naturligvis ikke, at der ikke skal være samarbejde. Der skal samarbejdes mere lokalt, regionalt og globalt, men samarbejdet skal tage udgangspunkt i og med fuld respekt for borgernes ønsker og visioner. Det sker ikke inden for EU’s rammer og heller ikke indenfor EU’s formål, som jo er angivet til at være en stadigt snævrere union.

Det decentrale demokrati forudsætter ikke nationalstaterne, som vi kender dem i dag, men som verden ser ud i dag, er nationalstaterne ikke desto mindre pt vores bedste bud på overordnede rammer for demokratiet.

Kan vi forestille os en verden, hvor demokratiet forankres på andre måder, og hvor nationalstaternes roller forsvinder? Jeg kan godt. Men det er stadig ikke via EU-vejen.