EU-ordførere: Folketinget har intet overblik over EU-kravenes omfang

De fire EU-ordførere Eva Kjer Hansen, Pia Adelsteen, Lars Barfoed og Mette Bock skriver i nedenstående kronik, som har været bragt i Politiken, at Folketinget og danske MF’ere ikke har noget som helst overblik over rækkevidden af retsakter, der strømmer til København fra Bruxelles.

“Hverken Folketinget eller de enkelte ministerier har noget overblik over, hvordan de mange EU-krav bliver implementeret i dansk lovgivning. Går vi længere i dansk lovgivning, end EU-direktiverne kræver?

Overimplementerer vi i stor stil, som mange erhvervsorganisationer hævder? I hvilket omfang indfører vi højere danske standarder og med hvilke begrundelser? Vi ved det ikke.

Der er ikke noget overblik i ministerierne. Til trods for at spørgsmålet om overimplementering har været debatteret i årevis, er det kun ved en gennemgang fra sag til sag, at ministerierne vil kunne svare på spørgsmålet.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) mener ikke, at man kan sige, at overimplementering af EU-lovgivning gør sig gældende. Men når vi beder ham om at dokumentere dette, får man bare et svar om, at »medlemsstaterne i EU er meget forskellige, og der vil derfor kunne være nationale forskelle og hensyn, der skal tages i betragtning ved gennemførelse af EU-regler«.

Hvilket arrogant svar. Hver eneste dag kæmper landbrug og fødevarevirksomheder for at klare sig i konkurrencen med kolleger i andre lande.

Det må være et rimeligt krav at stille til den ansvarlige minister, at han i det mindste har kendskab til, om og på hvilke områder de krav, der stilles til virksomheder i Danmark, adskiller sig fra de krav, der stilles i andre lande.

Det kan give god mening at stille højere krav. For eksempel er den skrappe og omfattende danske fødevarekontrol afgørende for adgangen til en lang række af eksportmarkederne. Men vi skal vide, hvorfor vi gør hvad, og hvordan vi gør det.

Justitsministeriets ’Vejledning om lovkvalitet’ indeholder forslag til ministerierne om, hvad de bør gøre i forbindelse med implementering af EU-regler.

Heri hedder det, at ministeriet i et lovforslag bør sørge for, at det klart fremgår, hvilke dele af et lovforslag der er EU-relevante, og hvilke der ikke er.

Er der tale om en overopfyldelse af EU-retlige minimumsforpligtelser, bør dette anføres, ligesom konsekvenserne af dette bør fremgå.

Men i hvilket omfang det rent faktisk sker, er der ingen, der har kendskab til i dag. I Folketinget er der ikke ressourcer til at følge op på, hvilke sager der orienteres om, og om det sker i alle de sager, der burde orienteres om.

Dertil kommer de implementeringer, der sker administrativt ”“ altså i sager, hvor et lovforslag ikke er nødvendigt.

I en analyse i forbindelse med magtudredningen i 2004 fremgår det, at bekendtgørelser er den absolut dominerende reguleringsform.

Det påvises, at ca. en fjerdedel af EU-reglerne dengang blev implementeret via lovgivning og tre fjerdedele administrativt. Hvordan dette ser ud i dag, har vi nu bedt regeringen om at svare på.

Der skal stilles krav om, at der i alle tilfælde skalske en orientering af Folketinget. Når implementeringen sker via et lovforslag, skal det klart fremgå, hvilke elementer der er baseret på EU-regler, og hvilke der ikke er.

Der skal være en særskilt begrundelse for de elementer, der ikke er ’EU-relevante’. Og der skal være konsekvensberegninger, så effekten af de enkelte elementer er velkendte.

Når implementeringer sker administrativt, skal det samme gøre sig gældende, og Folketinget skal orienteres via fagudvalg og Europaudvalget.

Vi skal simpelthen have skabt transparens omkring den måde, vi i Danmark implementerer EU-lovgivningen på.

Det kan sagtens være, at vi på en række områder har et politisk ønske om at stille skrappere krav end det, der kræves i de fælles EU-regler.

Men så skal vi gøre det med åbne øjne og være villige til at begrunde de flere krav eller forklare, hvorfor vi fortolker dette anderledes.

Det kan for eksempel godt være, at man kan mindske brandrisikoen ved at stille flere eller skrappere krav end dem, der fremgår af EU-minimumsdirektivet.

Det bør blot være et krav, at de samfundsøkonomiske konsekvenser ved dette bliver regnet igennem, og at beslutningen træffes på grundlag af en vurdering af, hvilken effekt der kan opnås til hvilken pris.

For hvert ekstra krav vi stiller, er vi med til at gøre det vanskeligere for virksomhederne at klare sig i konkurrencen med virksomheder i andre lande, hvor reglerne er lempeligere.

Det grundlæggende princip i EU’s indre marked er at få skabt et fælles marked, hvor de samme regler gælder for alle.

Det giver mulighed for en fri adgang til hinandens markeder og dermed en sund konkurrence mellem virksomhederne, uanset hvilke medlemslande de er etableret i.

Selvfølgelig kan der være særlige forhold eller omstændigheder, der gør, at vi beslutter at afvige fra de fælles regler.

Det kan være af hensyn til menneskers sikkerhed, sundhed, miljø, dyrevelfærd eller lignende. Men så skal vi gøre det med åbne øjne og på et oplyst grundlag.

I et svar til erhvervsorganisationerne i det såkaldte virksomhedsforum, mener Justitsministeriet, at der ikke er behov for »særskilt dokumentation med en begrundelse for overopfyldelsen«.

Og i de tilfælde, hvor der ikke er behov for dansk lovgivning, vurderes det, at »en eksplicit begrundelse vil medføre et uforholdsmæssigt stort ressourceforbrug i administrationen«.

Ingen har overblik over, i hvilket omfang vi overimplementerer i Danmark, og ingen kender de samfundsøkonomiske konsekvenser deraf. Åbenbart mener regeringen, at det ikke er nødvendigt.

Det er da at skyde sig selv i foden. Vi skal vide, hvad vi gør ”“ og derfor kræver vi nu åbenhed om implementering af EU-regler i Danmark.