Handelsaftale gavner kun USA
Indlæg bragt i Politiken fredag d. 13/2 2015
Af Rina Ronja Kari, MEP Folkebevægelsen mod EU, Cecilie Gundersen, medlem af Afrika Kontakt
USAs ambassadør Rufus Gifford har i en kronik i Politiken tirsdag (10/2) tegnet et eventyrligt billede af, hvordan frihandelsaftalen mellem EU og USA (TTIP) baner vejen for fremtidens verdenshandel.
Ifølge Gifford trues verdensorden af fremmede regimer, og derfor må EU og USA nu stå sammen om fælles økonomiske og strategiske interesser. Med TTIP-aftalen skal EU og USA således genetablere deres forrang på verdensmarkedet og “sætte standarden globalt”, hvilket vil være til gavn for hele klodens befolkning.
MEN EU og USAs tidligere forsøg på at sikre sig den økonomiske førsteplads viser et andet billede.
EUs frihandelsaftaler med seksten afrikanske lande (EPA) skulle på papiret sikre de afrikanske landes fattigdomsbekæmpelse og regionale integration. Men i realiteten er der tale om ny-koloniale handelsaftaler, der fastholder landene i rollen som EUs eksportmarked. Samtidig giver aftalerne europæiske virksomheder mulighed for at tømme kontinentet yderligere for naturressourcer.
Ligeledes har USAs frihandelsaftaler med de centralamerikanske lande (CAFTA) høstet massive protester fra befolkningerne, da lokale producenter ikke har været i stand til at konkurrere med USAs højt subsiderede landbrugsvarer. Konsekvensen i begge tilfælde er social og miljømæssig tilbagegang, hvilket vidner om, at EU og USAs aftaler ikke nødvendigvis gavner resten af verden.
Studier peger imidlertid på, at TTIP-aftalen kan få samme konsekvenser for EU. Når Gifford taler om, at fjerne eller simplificere handelsbarriererne, så taler han i virkeligheden om deregulering af standarder for miljø, forbrugerbeskyttelse, fødevaresikkerhed og arbejdstagerrettigheder. Deregulering vil naturligvis gøre det billigere for multinationale at eksportere til og fra USA – men det vil være til stor skade for forbrugere og lønmodtagere.
Gifford forsvarer desuden TTIP-aftalens udskældte ISDS-ordning, som giver virksomheder ret til at sagsøge stater. Han forsøger, at kamuflere ISDS som en ædel beskyttelse af uskyldige og ærlige forretningsmænd, men i realiteten er ISDS de store virksomheders instrument til at underminere fælleskabets love og regler, som måtte stå i vejen for den private profit. For eksempel lykkedes det tobaksgiganten Philip Morris at sagsøge Uruguay for 2 millioner dollars, fordi landet ønskede at indføre en lov om sundhedsadvarsler på tobakspakker.
En vedtagelse af TTIP-aftalen vil sende et soleklart budskab om, at normen for fremtidens verdenshandel er prioriteringen af private investorer over bæredygtighed og befolkningers velbefindende. Lad os i stedet omskrive historien, så forbedrede vilkår for mennesker og miljøet bliver normen.
