Rina Ronja Kari: Bordet fanger med en tilvalgsordning
Der raser en debat i Danmark. En debat, der i sin natur burde handle om, hvilke konsekvenser en afskaffelse af retsundtagelsen har for det danske samfund.
Men af flere grunde har debatten indtil nu næsten udelukkende handlet om Europol.
Intet kunne være mere misvisende. For retsundtagelsen har de seneste 22 år været et effektivt værn mod en omfattende og ekspanderende EU-lovgivning.
En retspolitisk lovgivning, der omhandler meget, meget mere end bare Europol.
Både Rigadvokaten, Rigspolitiet og Justitsministeriet anerkender, at implementeringen af hele EU’s eksisterende politik på retsområdet, som vil være en konsekvens af en afskaffelse, vil stride mod rodfæstede retstraditioner og retsprincipper i Danmark.
Det er lovgivning, der berører alt fra overvågning, over harmoniserede minimumsstraffe til gensidig anerkendelse af skilsmisser.
Derfor er det unuanceret kun at fokusere på Europol.
Det er langt mere interessant at fokusere på det alternativ til retsundtagelsen, som EU-partierne ønsker, at danskerne stemmer hjem senest 31. marts 2016.
EU-partiernes tilvalgsordning betyder kort sagt, at den omfattende EU-lovgivning på det retlige område direktiv for direktiv kan trumfe den danske lovgivning. Det eneste, det kræver, er, at de EU-begejstrede partier bestemmer sig for det.
Hvis man stemmer for en tilvalgsordning, stemmer man samtidig for, at EU-partierne får fuld råderet over dansk retspolitik og hvilke dele af lovgivningen, der skal styres fra Bruxelles.
Og når først EU får fingrene i en konkret lovgivningsdel, kan Folketinget – lige meget om hver eneste af de 179 medlemmer ønsker det – ikke genvinde magten over den konkrete retspolitiske lovgivning på området.
Med en tilvalgsordning fanger bordet så at sige.
Når der så flot bliver lanceret, at Danmark kan vælge til og fra i hver enkelt sag, så omgås det faktum, at har man engang sagt ja, så har man sagt ja til det hele.
Ja, til regulering af domstole og civilret, ja til en anden strafferet og ja til at skilsmissesager og rettigheder for terrormistænkte alt sammen skal bestemmes i Bruxelles frem for Danmark.
Med en tilvalgsordning vil Folketinget være ude af stand til at genvinde magten over de dele af retspolitikken, som man løbende overdrager til EU.
Og selvom ja-partierne i første omgang friholder flygtninge- og asylpolitikken er der så mange andre lovgivningsområder, som ja-partierne uden indblanding fra danskerne kan sende til Bruxelles.
EU-partierne vil frem mod en folkeafstemning skræmme danskerne til at stemme for en afskaffelse af retsundtagelsen. De vil primært fokusere på Europol og den danske retssikkerhed.
EU-partierne vil for eksempel hævde, at der er retspolitiske områder, hvor EU er længere fremme end Danmark. Og det er da rigtigt, at der findes konkrete punkter, hvor eksempelvis den danske retssikkerhed halter.
Og det er rigtigt, at EU på nogle områder er gået længere end Danmark i forhold til retssikkerhedsaspektet.
Men selvom enkelte EU-forslag måske er gode nu og her, må løsningen på en haltende dansk lovgivning aldrig være at overdrage magten til Bruxelles. Det er på både kort og lang sigt forkert at tro, at retspolitikken og retssikkerheden i Danmark styres bedre fra Belgien end fra Danmark.
Det danske Folketing kan den dag i dag forbedre retssikkerheden i Danmark, hvis et flertal ønsker det.
Danmarks udtrædelse af Europol-samarbejdet er om muligt et endnu mere usagligt skræmmebillede af konsekvenserne af retsundtagelsen. Ligesom Norge, Schweiz og Island – alle velfungerende lande med høj tryghed og lav kriminalitet – kan Danmark få en særaftale om samarbejdet.
En særaftale Europol og resten af EU i øvrigt vil have en stor interesse i, at Danmark indgår.
Alt i alt er der lagt op til en lang og sej kamp for retsundtagelsen frem mod 2016.
Men der er ingen tvivl om, at det er kræfterne værd. Retsundtagelsen og en særaftale med Europol er meget bedre for Danmark end en tilvalgsordning.
Både i en sikkerhedsmæssig og i en demokratisk optik.
Indlægget er bragt på Altinget.dk den 18. december.
