EU’s historiske vækstpakke er et bluffnummer
Jean-Claude Juncker har i Plenarsalen i Strasbourg præsenteret det, han kalder en ”historisk vækstpakke” og ”det største investeringsinitiativ i EU’s historie”.
Planen er, at EU skal stille med en garanti på 119 milliarder kroner, mens Den Europæiske Investeringsbank skal levere 37 milliarder. Disse midler skal generere 2350 milliarder kroner i private investeringer. Planen dækker en treårig periode.
Humlen i Junckers forkromede plan er altså at flytte rundt på 150 milliarder kroner. Vækstpakken indeholder ikke en eneste ny og frisk krone, som kan være med til at skabe arbejdspladser til de godt og vel 26 millioner arbejdsløse europæere, som stadig befinder sig i arbejdsløshedskøen på grund af EU’s fatale nedskæringspolitikker.
Det er i sandhed noget af et bluffnummer.
Samtidig har Juncker udtænkt en plan for, hvordan han vil få private investorer til at smide penge i investeringsfonden. Og strategien er skræmmende.
Det er således europæiske skatteborgere, der skal stille garantien for, at private investorer kan se frem til profitable afkast på de projekter, de måtte vælge at investere i.
Igen vælger EU at gå den vej, hvor skatteborgerne skal skabe rammerne for, at private investorer kan tjene penge, mens risikoen udelukkende ligger hos det offentlige.
Allerede på dagen for Junckers fremlæggelse af vækstpakken har flere økonomer været ude at kritisere planen ”“ både for at være urealistisk og et skønmaleri af antallet af job, der kan skabes.
Det er sigende i sig selv og det er da også min klare holdning, at planen ”“ ud over at være usolidarisk ”“ også er hamrende uambitiøs.
Det er som om, det ikke er gået op for Juncker, hvor alvorligt det står til med den europæiske økonomi.
Selvom planen bliver udråbt som historisk, så er den det langt fra. Omkring 300 milliarder euro over tre år er slet, slet ikke nok til at sparke gang i økonomi, vækst og jobskabelse i medlemslandene.
Jeg selv og min gruppe i Europa-Parlamentet har da også slået til lyd for, at investeringsniveauet skal være langt højere, hvis EU skal gøre sig nogle forhåbninger om at hjælpe europæiske skatteborgere ud af arbejdsløshedskøen og fattigdom. Og at der skal være tale om sikre, offentlige midler frem for usikre private investeringer.
Men der er ingen tvivl om, at uanset hvor Junckers investeringsfond lander, og hvor omfattende den bliver, er der kun en holdbar løsning på den depression, der kendetegner den europæiske økonomi. Og det er, at medlemslandene får den retmæssige råderet over deres egen økonomiske politik.
Alt andet er ”“ desværre ”“ et bluffnummer, som ikke hjælper europæiske skatteborgere og 26 millioner arbejdsløse europæere.
