Junckers løsning på skattefiduser: Mere EU!
Der var til det sidste forvirring om, hvorvidt Juncker i det hele taget selv ville dukke op, efter han i en uge ikke har ønsket at kommentere de skatteaftaler, som har fundet sted i Luxembourg gennem de seneste mange år, hvor Juncker har stået i spidsen for landet.
I Plenarsalen i Bruxelles var tonen fra Juncker ganske klar: Løsningen på de unfair og usolidariske skattefiduser mellem medlemslande og store milliardvirksomheder er ifølge kommissionsformanden harmonisering af skattereglerne i EU-landene. Altså mere centralisering i form af fælles og automatiske skatteregler i EU’s medlemslande.
Et andet punkt, som Juncker er blevet kritiseret heftigt for den seneste uge, er, at det er Kommissionen selv – personificeret ved konkurrencekommissær Margrethe Vestager – der skal granske de skattepraksisser, som findes i Luxembourg og flere andre medlemslande.
Folkebevægelsen mod EU’s MEP Rina Ronja Kari har blandt udvist stor tvivl i forhold til, om Vestager får frie tøjler til at undersøge – og eventuelt afsætte – sin egen kommissionsformand.
Det punkt afvist Juncker pure. Han anerkendte i Plenarsalen ikke, at det er et problem, at hans egen kommissær skal kigge hans tidligere skattepolitik efter i sømmene.
Juncker kom på sessionen for skade at sige, at skattefiduserne i Luxembourg ikke er ulovlige, og at lignende skatteunddragelser finder sted i mange andre lande, hvad der ikke ligefrem gjorde de folkevalgte i Parlamentet mere rolige ved udsigten til, at det er Juncker, der skal stå i spidsen for Kommissionens bebudede arbejde med at komme skattely og skatteunddragelse til livs.