EU’s forfejlede nedskæringspolitik

Indlægget har været bragt i Politiken d. 17/07/2014

Der bør ikke herske tvivl om, at én af vores tids største udfordringer er den alt for høje ungdomsarbejdsløshed. Det gælder både i Danmark og i EU. I gennemsnit er ungdomsarbejdsløsheden på 22,8 % i EU ”“ det er mere end hvert 5. ungt menneske, og i nogle lande er den over 50 %.

Derfor må vi også glæde os over, at EU-kommissionen og EU-parlamentet faktisk sætter spørgsmålet på dagsordnen. I denne uges Strasbourg-samling skal vi således diskutere problemet endnu engang.

Men så rækker glæden heller ikke længere. Når det kommer til EU-kommissionen så er linjen klar, der skal mere af det samme til. Problemet er bare, at det er lige præcis dén økonomiske-medicin, som kommissionen har gennemtvunget, der betyder at der er kommet så uoverskueligt mange unge arbejdsløse.

Det er en medicin som byder på økonomiske nedskæringer over hele linjen, som byder på fyringer af offentligt ansatte og som samtidig byder på højere pensionsalder. Alt sammen noget, som gør det endnu sværere for unge at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Konsekvenserne for hver enkelt unge menneske er store. Det betyder ofte ikke bare kortvarig arbejdsløshed, men det kan derimod betyde at vi taber hele generationer, hvoraf mange måske aldrig får ordentligt fat. Det koster både for den enkelte, men det koster så sandelig også for samfundet.

Derfor er det også dybt håbløst, at EU-kommissionen bare fortsætter sin gang ned af nedskærings-stien. Der må andre boller på suppen. Og det er naturligvis også grunden til, at min gruppe i EU-parlamentet fremsætter et andet forslag, hvor vi kræver, at kommissionens nedskæringslinje stoppes, men hvor vi også har adskillige forslag til, hvad man kan gøre.

For det første må vi anerkende, at arbejdsmarkederne er meget forskellige i EU-landene, og derfor giver det ikke mening at én løsning skulle passer til alle. Når vi opstiller forslag til, hvordan vi sikrer jobs til de unge, så handler det altså om at give medlemslandene mulighed for at gøre, hvad der er brug for ”“ frem for at gennemtvinge ensretning.

Og nogle af de tiltag, som man kunne åbne op for, er offentlige investeringer i f.eks. uddannelse og sygepleje, hvilket kan skabe flere jobs, ligesom et tiltag kunne være fordeling af arbejdet, så flere kan tage efteruddannelse, imens andre varetager deres arbejde.

Forslagene er mange, men det kræver en ny kurs, hvor vi anerkender, at den gamle vej ikke virker og tør gøre noget andet.