Seksløber mod skattely!
Skattely og skatteunddragelse er et alvorligt problem. Store multinationale selskaber og banker sender milliarder af kroner til obskure palme-øer. Herhjemme betaler almindelige borgere prisen, når der ikke er råd til velfærd og investeringer i nye arbejdspladser.
Hvert år snyder virksomheder i Europa for 7.500 milliarder kroner i skat ifølge Kommissionens egne tal. Alene i 2011 sendte danske virksomheder 106 milliarder kroner ud af landet til skattely, har Berlingske dokumenteret. Desuden vurderer organisationen Global Financial Integrity, at ulande hvert år går glip af 5.000 milliarder kroner som konsekvens af kapitalflugt.
Danmark har et kedeligt ry
Den danske regering har tidligere bebudet et opgør med skattely. Det skete i kølvandet på danske mediers afsløringer af de såkaldte kommanditselskaber, der i udlandet netop opreklameres som det perfekte skattely.
Problemstillingen kom også øverst på dagsordenen i forbindelse med salget af DONG, hvor det kom frem, at det multinationale selskab Goldman Sachs havde organiseret sig på den måde, at den formelle køber af danskernes energiselskab er et skuffeselskab i skattely.
Det ville derfor være naturligt, hvis Danmark indtog en forkæmperrolle i kampen mod skattely og skatteunddragelse. Det er oplagt nu, hvor der er EU-valgkamp og skatteunddragelse diskuteres på internationalt niveau.
Koalition af villige lande mod skattely
Danmark bør aktivt støtte lande, som blandt andet Frankrig og Finland, som er i gang med at udvikle løsninger på problemet. I Folkebevægelsen mod EU opfordrer vi derfor regeringen til – både herhjemme og internationalt – at blæse til kamp mod skatteunddragelse og skattely. Det skal ske i en koalition af villige lande, der støtter kampen mod skattely. Danmark, Frankrig, Finland m.fl. kan så indgå i et samarbejde – som de eksempelvis også gjorde ved finansskatten, hvor ikke EU-lande også kunne deltage.
Folkebevægelsen mod EU mener, at vi i Europa kunne lade os inspirere af USA’s FATCA-lov, der indebærer en række forskellige tiltag mod skatteunddragelse, så indkomst ikke kan flyttes til skattely. FATCA blev vedtaget i 2010 og tvinger finansinstitutioner til at meddele relevante oplysninger om amerikanske borgeres skatteforhold til skattemyndighederne.
Folkebevægelsen mod EU foreslår seks konkrete initiativer til at bekæmpe skattely:
1. Ambitiøs land-til-land-rapportering: Multinationale selskabers regnskaber skal være åbne og gennemsigtige. Det er vigtigt at vide, hvor meget de tjener i de enkelte lande, hvor de agerer. De skal kunne pålægges effektive bøder, hvis ikke kriterierne for rapportering opfyldes.
2. Automatisk udveksling af informationer: Systematisk og periodisk overførsel af information fra oprindelseslandet til værtslandet om diverse kategorier af indkomster.
3. Sortlistning af skattely: Vi skal have en sort liste over skattely, og krav til offentlige indkøb, så offentlige skattekroner ikke går til selskaber med adresse i skattelylande.
4. Regler for gennemsigtighed: Indførelse af regler for gennemsigtighed om virksomhedernes ejerskab og ejerforhold, såkaldt beneficial ownership.
5. Retfærdig udvikling: Verdens fattigste lande skal inkluderes i et skatteforum under FN. Hverken EU eller OECD har evnen til at gøre dette. Gennem udviklingsbistanden skal de fattigste lande hjælpes med at opbygge stærkere skatteadministrationer.
6. Oprydning i EU-ekspertgrupper: I EU har såkaldte ekspertgrupper meget magt. 80 % af eksperterne kommer fra erhvervslivet. Det er et demokratisk problem, også for bekæmpelsen af skattely. Ekspertgrupperne bør nedlægge, eller sikre meget mere civilsamfundsinddragelse.