Bankunion: Skatteyderne skal igen til lommerne
EU har lagt den sidste hånd på bankunionen. Den bliver kaldt EU’s største projekt siden euroen, da den vil flytte ansvaret for banker fra nationalt til europæisk niveau.
Men med en økonomisk polstring på en brøkdel af omkostningerne ved den seneste krise vil befolkningerne igen komme til at ende med regningen.
Bankunionen er altså en vigtig sag. Men indtil videre har den danske regering valgt at lurepasse og vil ikke fortælle, om den er for eller imod dansk deltagelse.
SF er således det eneste parti, der har kastet sig ud i en glødende anbefaling af bankunionen.
Både Folkebevægelsen og Enhedslisten er imod. Bankunionen er et tilbageskridt i kampen mod banker, som tjener styrtende i gode tider, og lader samfundet betale, når det går galt.
Der er enkelte gode elementer i den, men den fejler i det fundamentale formål: At sikre at bankerne ikke én gang til tørrer regningen af på skatteyderne, når den næste krise kommer.
Bankunionen blokerer for yderligere tiltag i de enkelte lande og cementerer en helt utilstrækkelig afviklingsmekanisme for banker i krise. Derfor kan man også se den europæiske finanslobby glæde sig over resultatet.
De slipper med at indskyde et mindre milliardbeløb, der ikke kan dække en ny international finanskrise.
Her kun seks år efter en ødelæggende finanskrise, der stadig trækker spor i form af arbejdsløshed og nedskæringer, er det forstemmende, at det politiske modsvar til bankerne er så svagt.
Forkert svar på krisen
En ureguleret finanssektor skabte finanskrisen, som i EU udviklede sig til en eurokrise.
Først blev skatteyderne sat til at betale regningen for de store banker, og sammen med en kollapset efterspørgsel som følge af krisen endte landenes økonomi i krise.
Selv om problemet var finanssektoren, mente EU, problemerne skyldtes medlemslandenes udgifter til velfærd. Derfor blev en benhård nedskæringspolitik sat i gang, hvor velfærden og den offentlige sektor blev sablet ned.
I dag mærker vi resultaterne af EU’s nedskæringspolitik. 26 millioner EU-borgere står uden arbejde, og fattigdommen og uligheden er steget markant i de hårdest ramte kriselande. Røde Kors deler mere nødhjælp ud i EU end i Afrika. De fleste medlemsstater står i gæld til halsen.
Ifølge finanseksperten George Soros, så vil Grækenland ikke komme sig over krisen, medmindre den græske offentlige gæld bliver nedskrevet. EU’s krisehåndtering har på alle ledder og kanter været katastrofal.
I 2012 kom EU med sit modsvar til at bringe banksektoren under kontrol, en bankunion med fire elementer: 1) Et fælles sæt bankregler, 2) et tilsyn til at holde øje med bankerne, 3) en afviklingsmekanisme til nødlidende banker og 4) en indskydergarantifond til at dække medfølgende omkostninger.
Bankunionen er beskrevet som det største projekt i EU siden oprettelsen af euroen, og kontrollen med banker flyttes fra medlemsstaterne og bringes under EU. De store spørgsmål er: Forhindrer EU’s bankunion en ny finanskrise? Slipper skatteyderne for at betale?
Svarene på begge spørgsmål er desværre nej.
Slappe regler
Efter finanskrisen besluttede man på internationalt plan et nyt sæt bankregler, kaldet Basel III. Bankerne skulle have mere af den gode kapital og mindre af den dårlige – samt ‘finansielle stødpuder’ til at modstå krisetider.
Den tidligere amerikanske nationalbankdirektør Allan Greenspan udtalte fra begyndelsen, at reglerne var for slappe. Da reglerne skulle implementeres i EU, fik finanslobbyen endda udvandet dem yderligere.
For nylig kunne NGO’en Corporate Europe Observatory, der overvåger finanslobbyen i EU, dokumentere, at finanslobbyen har 1.700 ansatte og bruger 120 millioner euro om året på lobbyvirksomhed over for EU-institutionerne.
Bankreglerne har to store svagheder: For det første skal der være ens regler for alle banker i alle lande. Den svenske centralbank, Sveriges Riksbank, har kritiseret den tilgang, for i lande med en stor banksektor kan der være behov for yderligere regulering for at gardere sig mod finanskriser.
For det andet skal bankerne selv lave vurderinger af, hvad det vil sige at have penge på kistebunden. Det er at lade ulven vogte får.
Førnævnte NGO dokumenterede, at mega-banken Deutsche Bank på papiret fik 26 milliarder euro i ekstra polstring stort set fra den ene dag til den anden – ikke ved rent faktisk at få tilført ekstra kapital, men alene ved at justere regnemodellen. De store banker vil samtidig få en kæmpe fordel, da det kræver en del ressourcer at lave den slags fiksfakserier.
Samtidig med at reglerne er for slappe, får EU’s institutioner en større rolle, hvilket også giver problemer.
Mere magt til EU
De nationale finanstilsyn skal fortsat overvåge de mindre banker, mens Den Europæiske Centralbank (ECB) skal føre tilsyn med de største banker i Eurozonen. Hvis Danmark tilslutter sig bankunionen, bliver det altså ECB i Frankfurt, der skal føre tilsyn med Danske Bank, Nordea, Nykredit, Jyske Bank og muligvis flere banker og eventuelt beslutte, om de skal sendes til afvikling.
Selv blandt forbenede EU-tilhængere er det en udbredt opfattelse, at ECB er håbløst udemokratisk og mangler gennemsigtighed. ECB får samtidig en række beføjelser over de nationale tilsyn. De kan udstede forordninger, retningslinjer eller generelle instrukser.
Kommer det til, at en bank er i krise og står over for afvikling, bliver det endnu mere problematisk. Da skal repræsentanter fra både ECB, EU-kommissionen og medlemsstater træffe beslutninger om medlemsstaternes banker.
I tilfælde af en dansk tilslutning til bankunionen vil tyske, franske og slovenske bureaukrater skulle bestemme, om en dansk bank skal lukkes. Kan de klare afviklingen på en weekend, som der lægges op til, og som det hidtil har kunnet lade sig gøre ved de danske bankkrak, så man undgår et “run” på banken?
Tvivlsomt.
Samlet set overgives der meget magt til ECB. Den står til at blive den største ikke-demokratiske institution i verden. Mange taler om, at demokratiet skal styrkes i EU, men bankunionen trækker i den modsatte retning.
Ikke en forbedring
Udover de fælles regler og det fælles tilsyn består bankunionen også af en afviklingsfond. Bankerne skal indbetale 55 milliarder euro, svarende til ca. 410 milliarder kroner, der skal dække udgifterne til afviklingen af nødlidende banker.
Det kan lyde af meget, men under finanskrisen så vi, at der blev kastet 4.500 milliarder euro efter bankerne mellem 2008 og 2011. Beløbet står i skarp kontrast til afviklingsfondens størrelse. Det er ønsketænkning at tro, at bankunionens fond er nok til at holde skatteyderne skadesløse.
Når bankunionens danske støtter i SF skal forklare sig, så lyder det, at den er bedre end ingenting, og at bankunionen var, hvad man kunne blive enige om i Europa.
Det er dog svært at se det som en forbedring, hvis Danmark går med i bankunionen. For den vil ikke forhindre en ny finanskrise, den vil overlade kontrollen med de største danske banker til embedsmænd i Frankfurt, Bruxelles og London, og regningen for den næste dybe, internationale krise vil igen ende hos befolkningerne.
Vi vil arbejde for, at der kommer en folkeafstemning om Danmarks tilslutning til bankunionen. Og vi vil anbefale et rungende nej.
