Svindel med EU-midler
Ifølge en opgørelse foretaget af Ekstra Bladet har danske virksomheder og personer svindlet med EU-midler for 200 millioner kroner i perioden 2007-2012.
I 2012 toppede Danmark listen over svindel med EU-midler med 56 sager indenfor landbrugsområdet. Samlet set er der blevet svindlet med EU-midler for knap tre milliarder kroner i EU.
Ifølge Rina Ronja Kari, spidskandidat for Folkebevægelsen mod EU, er EU selv en del af problemet.
– Jo længere væk den kontrol instans, som i sidste ende har ansvaret for midlerne, befinder sig fra modtagerne desto større risiko, er der for svindel og bedrag. Det er ganske enkelt sværere for de lokale myndigheder at kontrollere grundigt nok, når reglerne er formuleret i EU og ikke er tilpasset de lokale behov.
– EU’s regler skal jo dække 28 forskellige lande, og er derfor formuleret på et generelt niveau, hvilket betyder, at administrationen af reglerne er ekstrem bureaukratisk. Der er meget lidt plads til at tilpasse reglerne i forhold til de lokale behov. Det betyder, at der også laves mange fejl i forbindelse med udbetalingen af midlerne.
– Samtidig fjerner man det offentlige ejerskab over pengene. Der er jo officielt set tale om EU’s midler og ikke danske midler. Modtagerne står ikke til ansvar overfor fællesskabet og danske skatteydere på samme måde, som havde der været tale om midler fra den danske stat.
– I det hele taget forstår jeg ikke, hvorfor EU har ansvaret for pengene. EU’s midler kommer jo oprindeligt fra medlemslandene, som indbetaler penge til EU-budgettet, som derefter sender pengene tilbage til medlemslandene. Jo længere et vandrør er, desto større er vandspildet.
Søren Søndergaard, Folkebevægelsens tidligere medlem af EU-parlamentet, peger på, at EU-kommissionen selv har bidraget til svindel med EU-midler, da EU gav støtte til jordskælvsofrene i Italien.
– Jeg har afdækket i en rapport for EU-parlamentet, at milliarder af EU-midler, som skulle være gået til jordskælvsofrene L’Aquila, Italien endte med at havne i lommerne på organiseret kriminalitet. Pengene blev udbetalt af EU-kommissionen, som nægter at vedkende sig ansvaret. Det viser, at svindel med EU-midler er et langt mere grundlæggende strukturelt problem, når selv EU-kommissionen ikke kan overholde reglerne.
Rina Ronja Kari er medlem af EU-parlamentets udvalg om budgetkontrol. Hun overtog pladsen efter Søren Søndergaard. Begge har beskæftiget sig med kontrollen af EU-midler og EU’s regnskaber.
Yderligere information
Rina Ronja Kari: 0045 2670 1816
Søren Søndergaard: 0045 4045 3849