Indflydelse og livet i parlamentet
Jeg stiller spørgsmålet fordi jeg allerede flere gange i denne EP-valgkamp er stødt på udsagn om, at vi/jeg/Folkebevægelsen ingen indflydelse har i parlamentet, og derfor er det spild at stemme på os.
Og jeg synes faktisk, at det er en interessant diskussion, hvornår har man indflydelse? Selv om jeg må tilføje, at sammenkoblingen med hvem man skal stemme på er lidt sort for mig.
Forbehold: inden jeg kaster mig ud i det, vil jeg gerne lige tage et forbehold (det er vi EU-modstandere jo så glade for). I nedenstående tager jeg udgangspunkt i den enkelte MEPers indflydelse inden for rammerne af parlamentet. Dermed lader jeg det stå usagt, hvor meget indflydelse parlamentet som helhed har på forskellige ting – det synes jeg nemlig er en anden diskussion. Ligesom jeg ikke agter at forholde mig til forskellen mellem parlamentarisk magt og den magt, der i høj grad ligger uden for parlamentet (og Folketinget).
I parlamentet er det sådan, at de store grupper har mest magt. Hvis socialdemokraterne og de konservative bliver enige om noget, så er resten af parlamentet ligegyldige. Og det sker da også jævnligt, at de bliver det – altså enige. Men betyder det så, at resten af parlamentet er uden indflydelse? Ja, det gør det faktisk nogen gange! Men ikke altid.
Det sted hvor man har mest indflydelse er i udvalgene og især på forskellige skygge-møder imellem udvalgsmøderne. Her kan stilles forslag, der kan laves ændringer, der kan diskuteres og man kan argumentere for sin sag. Også her sker det, at de store grupper bliver enige, og resten bliver skubbet til side, men det sker dog ikke lige så ofte. Dette er nok det springene punkt i forhold til indflydelse, som enkelt MEPer. Det er arbejdet i udvalget.
Når det kommer til plenaren, hvor vi alle er samlet, ja, men så gælder det, at man som parlamentsmedlem stort set ingen rettigheder har. Man har ret til at stemme, men tildeling af f.eks. taletid sker via grupperne. På én dag i plenaren kan gruppen måske få i alt 5-10 minutters taletid, som så skal fordeles mellem medlemmerne. Det giver sig selv, at det betyder at vi ikke kan diskutere noget grundigt igennem, når ganske få har taletid og de fleste kun i 1-2 minutter.
Derudover kan man naturligvis have indflydelse i sin gruppe – vi diskuterer mange ting igennem, og man kan arbejde for opbakning til sin sag. Men med mindre man sidder i en af de to store grupper, så er det bare langt fra nok.
Og vil jeg hen med dette her?
Jo, som parlamentsmedlem kan du få indflydelse i din gruppe, i udvalgene og ganske lidt i plenaren – og derudover i højere grad i arbejdet rundt om parlamentet!
Hvis du alene interesserer dig for indflydelse, så vil jeg klart anbefale socialdemokraterne eller de konservative. De er også gode til partidisciplin og accepterer ofte ikke afvigelser. Prisen er naturligvis, at du bliver nødt til at stemme ud fra nogle principper, som du ikke nødvendigvis er enige i – men hey, du sidder med ved bordet!
I mine øjne er det en fuldstændig absurd ide, at man skal stemme mere efter indflydelse end efter principper og værdier. Derfor er jeg også glad for, at vi er tilknyttet en gruppe, som giver plads til at medlemmerne stemmer forskelligt, når vi er uenige.
Det kan ikke oversættes til de danske partier i Folketinget, fordi grupperne i parlamentet er meget mere forskellige end Folketingets partier. Ellers ville det vel heller ikke hænge sammen, at SF og R går i valgforbund, selv om R vil sidde i samme gruppe i parlamentet som V…
Jeg mener, at det er en styrke med forskelligheder og jeg mener det er en styrke at sidde i en gruppe, som netop giver plads til det – men på nogle helt klare fællesstræk. For eksempel stod gruppen samlet imod Lissabontraktaten og vi står lige nu samlet imod forhandlingerne om en handelsunion med USA.
Min oplevelse i udvalgene er, at der især bliver værdsat hårdt og grundigt arbejde, og jeg har endnu til gode at høre et argument om, at vi skulle have mindre indflydelse fordi vores gruppe i højere grad giver plads til forskelligheder. Det har jeg faktisk kun hørt fra EP-kandidater i Danmark, der aldrig selv har siddet i parlamentet.
Jeg tror vi skal passe på med at tale det enkelte parlamentsmedlems magt op. Og vi skal være omhyggelige med vores beskrivelser af parlamentets magt, ellers risikerer vi at give indtryk af, at Trojkaens sparepolitik kan laves om via parlamentet – og det vil jo være bedrag. Mange af de ting, som jeg kritiserer, ja de kan såmænd ikke laves om i parlamentet, uanset hvilken gruppe jeg sidder i, og min indflydelse er (ligesom de andre MEPeres) begrænset. Men det betyder jo ikke, at vi ikke alle sammen kæmper for netop vores værdier og vores principper.
At forsøge at gøre parlamentsvalget til et spørgsmål om, hvem der har mest indflydelse, ja det mener jeg sådan set vil være en fejl. Lad os i stedet for tage udgangspunkt i vores værdier og principper og gøre politik til et spørgsmål om i hvilken retning vi gerne vil ændre samfundet.
Afslutningsvist vil jeg blot konstatere, at uanset ovenstående, så finder jeg det ganske utiltalende når politikere jagter indflydelse så meget, at de helt glemmer deres egne principper… Ingen nævnt, ingen glemt.
